Silicon Valley fostrer massevis af eksponentielle organisationer, men i Danmark kan vi også være med. F5 har i samarbejde med en række eksperter identificeret fem danske ExO’er
Det er ikke kun på den anden side af Atlanten, at man kan skabe eksponentielle organisationer. Det spirende iværksættermiljø herhjemme er efterhånden også begyndt at tænke på samme måde.
En eksponentiel organisation, også kaldet en ExO, skal ifølge Salim Ismail leve op til en række karakteristika. Ét af de vigtigste er, at den har et output, der er ti gange større end lignende virksomheder.
Det opnår den ved at benytte sig af nye teknologier, der inddrager brugere og gør virksomheden automatiserbar og skalerbar. F5 har i samarbejde med flere eksperter taget et kig ud over danske virksomheder, som lever op til ExO-kravene.
Bookboon
Jannik Pedersen er investor og Singularity University Alumni. Ifølge ham så er Bookboon et godt bud på en eksponentiel organisation.
Bookboon ligger på Frederiksberg, men er allerede verdens største e-bogsforlag for undervisningsmateriale. Det har den opnået ved at tilbyde gratis lærebøger til alle i hele verden.
“Ligesom med mange andre eksponentielle organisationer, er Bookboon bygget op efter et trekantprincip, hvor det er gratis for brugerne, og så putter vi annoncer i bøgerne fra potentielle arbejdsgivere. Virksomheden har ganske få ansatte og servicerer hele kloden, så den er i høj grad eksponentiel,” fortæller Jannik Pedersen, der selv har investeret i virksomheden.
Be my eyes
Den lille danske startup har allerede fået metervis af spalteplads i danske og internationale medier. Kort sagt forbinder Be my eyes blinde med seende via deres iPhones. Dermed kan man blive personlig hjælper for en blind eller svagtseende med få swipes på ens smartphone
Organisationen er eksponentiel, fordi den består af et team på blot fem personer, men alligevel har faciliteret hjælp mellem 23.000 blind og 300.000 seende med blot under et år på markedet.
Den lever desuden op til de ideologiske MTP-krav om at skabe positiv forandring i verden for en stor gruppe mennesker, hvilket er et vigtigt karaktertræk ved eksponentielle organisationer.
Eye 4 Talent
Fodbold lyder måske ikke som det mest oplagte felt at digitalisere. Men det er netop, hvad Eye 4 Talent har gjort med stor succes. De har lavet en platform, som kan styrke scouting og talentudvikling for fodboldhold. Eye 4 Talent har fået en kapitalindsprøjtning fra Markedsmodningsfonden, og firmaet har blandt andet FC København og FC Nordsjælland som kunder.
Derfor mener Kris Østergaard, der er dansk oversætter af ‘Eksponentielle Organisationer’ og konsulent i DARE2, at det er et godt bud på en eksponentiel virksomhed.
“Organisering af scouting og talentudvikling inden for fodbold er hidtil foregået via pen, papir og akkumuleret viden i enkeltpersoners hjerner. Eye 4 Talent går i stedet ind og bruger dashboards og interfaces, der skaber mulighed for at co-create talentudvikling mellem trænere og spillere. Samtidig opsamler og analyserer programmet data, der hidtil ikke har været tilgængeligt, ved at digitalisere det,” fortæller Kris Østergaard.
Xplore You
Gentests er stadig ikke slået igennem hos den brede befolkning, men det arbejder startup’en Xplore You på at ændre. Virksomheden satser i første omgang på at levere gentests til sportsfolk – de kalder deres produkt AthGene – men vil på sigt være platformen, som forbinder dig med wearables og quantified self-udstyr, så al information om dine gener og biologi er koblet til deres interface.
“Firmaet udnytter de eksponentielt faldende priser på gentest til at tilbyde individualiserede gentest til almindelige mennesker, og på den baggrund laver de et customized program med træning, søvn og kost til det enkelte individ. Deres helt store potentiale ligger i det skræddersyede interface, de har ud mod kunderne, der gør det super enkelt for kunderne at bruge disse data, der hidtil har været meget dyre og svært tilgængelige, samtidig med at kundeoplevelsen er sublim,” siger Kris Østergaard om genfirmaet.
Xplore You er blevet kåret som ‘most investable’ i startup-acceleratoren Thinkubator og har fået nylig fået iværksætterguruen Morten Lund om bord som bestyrelsesformand.
Swipes
App’en Swipes er et produktivitetsværktøj, der lader dig integrere tjenester som Slack, Dropbox, Evernote og Gmail i en enkel app.
Swipes benytter sig af et klassisk eksponentielt trick: Den tager nemlig allerede succesfulde produkter og gør dem bedre ved at få dem til at tale sammen.
“Deres vækst er i hvert fald eksponentiel, og det er en meget skalérbar virksomhed, fordi de sagtens kan aktivere flere brugere uden at ansætte flere brugere,” siger Lasse Chor, der er leder af ‘The Entrepreneur Task Force’ og selv er advisor for- og har investeret i den lille danske startup.
Han påpeger, at det også er en interessant organisation, fordi udviklingen foregår flere steder rundt omkring i verden.
“Det er en meget moderne organisation, fordi de har folk til at sidde på flere forskellige lokationer i verden. Det viser, at man sagtens kan samarbejde på tværs af lande, så længe man har de samme core values,” siger Lasse Chor.