Japansk hotel har hyret robotter til at stå i receptionen. Hotellet vil være verdens mest effektive og tilbyder også intelligente værelser
Skulle du finde på at besøge Henn-na hotellet i den japanske forlystelsespark Huis Ten Bosch til juli, vil du med stor sandsynlighed blive mødt af mindst én menneskelignende robot.
Hotellets direktør har nemlig hyret ti af slagsen fra firmaet Kokoro i Japan til at stå i receptionen. Det skriver dr.dk.
Robotterne er såkaldte androider. Altså menneskelignende robotter, der både kan simulere vejrtrækning, tale fire forskellige sprog, have øjenkontakt og selvfølgelig smile imødekommende som en rigtig god receptionist.
Piccoloen kører også på strøm
I bestræbelserne på at blive verdens mest effektive har hotellet erstattet nøglekort med ansigtsgenkendelse, så døren åbnes, så snart den rigtige gæst stiller sig foran døren. Ved at registrere gæsternes kropsvarme, justerer hotelværelset desuden airconditionanlægget, så temperaturen altid er tilpas.
Japanere har i mange år haft ry for ikke blot at være first-movers inden for teknologi – men også for at være en lille smule skøre. Det lever forlystelsesparken, som hotellet er knyttet til, i den grad op til. Den er nemlig en miniatureudgave af en hollandsk by med typisk hollandsk arkitektur.
Historien stammer oprindeligt fra The Telegraph og kan læses på deres hjemmeside.