Alle midler er tilladt, når det handler om at blive klogere, hurtigere og mere kreativ. Det mener Aaron Frank fra det Google- og NASA-støttede Singularity University
Kan smart drugs og psykedelika spille en rolle i erhvervslivet og hjælpe ledere med at træffe mere kreative og fremsynede beslutninger?
Herhjemme fylder det spørgsmål ikke meget i debatten, men situationen er en helt anden i USA. Det fortæller Aaron Frank, der er business developer hos Singularity University, som er et mildest talt utraditionelt innovationsuniversitet. Det har nemlig til huse i NASA’s forskningspark og er finansieret af firmaer som Google, Nokia og Cisco.
LÆS OGSÅ: Hjernedoping kan gøre danske ledere dobbelt så effektive
“Tidligere var smart drugs en subkultur, men nu er det på vej til at blive større og større i Silicon Valley,” siger Aaron Frank, som er i Danmark for at afholde en keynote ved innovations-eventet DARE2day.
“Da jeg gik på universitetet, benyttede en stor del af mine medstuderende sig af smart drugs. Spørgsmålet dengang var, om det er fair, når man skal have karakterer og sammenligne sig med andre. Men overordnet set går jeg ind for alle teknologier eller midler, som kan øge ens evne til at præstere på et højt niveau. I hvert fald så længe brugen sker fornuftigt,” fortæller Aaron Frank.
Psykedeliske stoffer kan få comeback
Og det er ikke bare smart drugs, som i øjeblikket er i fokus i USA. Også psykedeliske stoffer som LSD har oplevet en fornyet opmærksomhed, efter at Steve Jobs i sin biografi beskrev, hvordan stoffet hjalp ham med at få inspiration til sine revolutionerende produkter.
“Folks opfattelse af stoffer som psykedelika er virkelig ved at ændre sig, og det skaber en del opmærksomhed. New York Times og andre mere mainstream medier har for eksempel skrevet om det for nylig,” fortæller Aaron Frank og uddyber:
“Personligt synes jeg, det er fascinerende, at menneskeheden i årtusinder har indtaget substanser, som kan udvide og ændre bevidstheden. Du kan se det som et tv, hvor alkohol er en meget normal kanal, koffein er anden normal kanal, og i de seneste par generationer har vi så bandlyst et par af de her anderledes kanaler, som psykedelika repræsenterer. Og jeg tror, at debatten i Silicon Valley, såvel som i resten af verden, begynder at fokusere på, hvilken rolle de her stoffer kan spille, når det kommer til innovation og kreativitet,” siger Aaron Frank.
Derfor mener han også, at den offentlige diskussion bør være mere åben:
“Når man siger, at psykedelika er noget skidt, så lukker man samtalen på en meget uproduktiv måde. Men hvis man er i stand til at tilgå de her stoffer ansvarligt og balancere fordele og ulemper, så kan de være værdifulde på samme måde som meditation, motion, smart drugs og andre værktøjer. Der er en masse knapper man kan skrue på,” siger Aaron Frank og understreger, at det er hans egen holdning og ikke Singularity Universitys.