Udgifterne til udbringning af pakker er støt stigende hos Amazon, og derfor tænker virksomheden innovativt. Igen
Det er ikke gratis at udbringe 3,5 millioner pakker hver dag. Derfor går den amerikanske gigant Amazon nye veje. Og kunderne skal hjælpe til.
“On my way” kaldes konceptet, der skal nedbringe virksomhedens omkostninger, og samtidig give kunder mulighed for at tjene penge på at bringe pakker ud til andre kunder. “On my way” vil samtidig medføre mindre brændstofforbrug i forbindelse med pakkeudbringning og dermed skåne miljøet.
Amazon er ikke klar til at lancere planerne endnu, men Wall Street Journal citerer ifølge DR Viden “unavngivne kilder” for oplysningerne.
Amazon skulle være i gang med at udvikle en app, der gør det muligt for kunder, at tjekke om de kan tage pakker med til andre på deres vej hjem fra afhentningsstedet. Selv om kunden vil modtage betaling for at bringe pakken frem til modtageren, forventer Amazon, at kunne skære væsentligt i de godt 58 milliarder kroner firmaet har i årlige udgifter til udbringning.
Kunde-til-kunde-levering er ikke den eneste nye udbringningsmetode Amazon overvejer. Den amerikanske virksomhed har allerede testet forskellige former for varelevering med droner.