I en ny bog løfter to af Silicon Valleys mest succesfulde iværksættere sløret for, hvordan begrebet blitzscaling har været afgørende for succesen bag gigantvirksomheder som Facebook, Google og LinkedIn.
Vil du kaste dig ud i et forretningseventyr, hvis du vidste, at der var 90 % risiko for at fejle?
På trods af de ringe odds er det imidlertid hvad de to amerikanere Reid Hoffmann og Chris Yen opfordrer størstedelen af alverdens virksomhedsledere til i deres nye bog ’Blitzscaling’. En bog der har høstet roser fra blandt andet Microsoft-stifter Bill Gates og Facebook-COO Sheryl Sandberg. I værket bliver læserne præsenteret for begrebet blitzscaling, der sælges som nøglen til stor succes og enorm vækst – men som også kan gå hen og blive virksomhedsnøglen, der drejes om.
Lad os starte med at slå fast at Reid Hoffmann og Chris Yen ikke er to gange hr. hvem-som-helst. Mens sidstnævnte er både erfaren og succesfuld iværksætter i teknologiens Mekka, Silicon Valley, så er Reid Hoffmann medstifter af LinkedIn, ligesom han har foretaget afgørende investeringer i firmaet som Facebook, PayPal og Airbnb.
Af samme grund ved de to forfattere om nogen, hvordan man stabler en succesfuld forretning på benene, og svaret er altså blitzscaling – eller opskalering – som begrebet kaldes på dansk.
I sin skræmmende enkelthed går metoden ud på, at både organisationer samt små som store virksomheder – og i særdeleshed startups – skal sætte handling over analyse og tempo over fornuft. Eller sagt på en anden måde: Alt skal sættes på et bræt. I stedet for at analysere et nyt marked og bevæge sig langsomt, men sikkert, fremad, bør en virksomhed i stedet blitzskalere i en fart ved at fokusere deres ressourcer mod ét marked – også selvom udbyttet er usikkert. Alt sammen i et hæsblæsende tempo for at nå frem til målet før sine konkurrenter.
Ifølge bogen har denne form for kamikaze-business i den grad domineret i Silicon Valley gennem det seneste årti med virksomheder som LinkedIn, Facebook, Spotify, Uber, Tesla og Slack som nogle af de mest succesfulde eksempler. Selvom begrebet er nyt, har blitzskalering dog en del år på bagen, og især IBM bliver af Reid Hoffmann og Chris Yen udpeget som en pioner på området i kraft af deres ekspansion ind i det uvisse computermarked.
Ikke kun for startups
Ovenstående virksomheder er dog solstrålehistorierne, for vælger man at opskalere sin forretning, så er det dog ikke uden risici. Tværtimod. Det vidner de førnævnte 90 % om.
”Under 10 % af virksomheder lykkes, når man opskalerer. Så man må være forberedt på, at det langt fra er alle, der klarer den”, lyder det hudløst ærligt fra Sandeep Sander, der har arbejdet med strategi- og lederudvikling i 42 lande, er CEO i SanderMap og på trods af sit internationalt-klingende navn er dansk.
I forbindelse med udgivelsen af ’Blitzscaling’ har Sandeep Sander været i Silicon Valley for at interviewe Chris Yeh og Reid Hoffman om bogen og tankerne bag blitzskalering.
”Opskalering – eller blitzscaling som Reid Hoffman og Chris Yeh kalder det – handler om, hvordan man kommer fra en opstartsvirksomhed til opskalering af virksomheden, og hvordan man får succes i stor skala,” lyder det fra Sandeep Sander, der understreger, at metoden ikke blot er relevant for Silicon Valley-startups, men også for virksomheder i Danmark.
”Halvdelen af de succeser, der er blevet til unicorns (betegnelse for et startup-firma med en værdiansættelse på over en milliard dollar, red.) er alle startet i Silicon Valley, og derfor er det selvfølgelig interessant at forsøge at lære af dem og samtidig spørge sig selv: ’hvordan får vi det til at fungere i et nordisk eller dansk sammenhæng?’” lyder det.
Sandeep Sander forklarer samtidig, at det ikke kun er ledere i nyopstartede virksomheder, der ville have godt af at bladre i ’Blitzscaling’ og lade sig inspirere af visionerne bag bogen. Også ledere i større og veletablerede virksomheder bør tage opskalering op til kraftig overvejelse, understreger han.
”Det er relevant, hvad enten du er senior executive i en stor virksomhed, befinder dig i en opstartsvirksomhed eller er ansat i det offentlige. Uanset hvor man er, så er det relevant at beskæftige sig med fremtiden, og hvordan vi kan gøre Danmark mere succesfuld for opstartsvirksomheder,” forklarer Sandeep Sander og fortsætter:
”Det vigtigste for store virksomheder i dag er at være forberedt på den nye konkurrence, der kommer. Hvad enten man vælger at fortsætte, som man har gjort hidtil, eller man vælger at lave en transformation, så skal man være forberedt på, at hvis man ikke selv gør det, så kan det være, at nogen andre kommer dig i forkøbet. Dermed kan den disruption, man risikerer i sin branche, enten komme fra eksisterende konkurrenter, fra nye konkurrenter eller man kan vælge selv at sige: ’nu tager vi stafetten, vi tager føringen og så gør vi det’”, lyder rådet.
Sæt fart på før de andre
Det er nemt at opfatte blitzskalering som en forretningsmodel, der umiddelbart kan sidestilles med en køretur i en racerbil med speederen i bund, bind for øjnene og ingen sikkerhedssele. Ifølge Reid Hoffman og Chris Yeh, skal man da også kun sænke farten, hvis ens marked viser sig ikke at være så stort, at det forsvarer den kapital, man skyder efter det.
”Det er en del af konceptet: Hellere sætte fart på og så finde hurtigt ud af, at der ikke er basis for at gå videre, end at gøre det langsomt og step-by-step”, forklarer Sandeep Sander, der ligeså vel som bogens to forfattere er udmærket klar over, at metoden er risikabel for virksomheder.
”De (Reid Hoffman og Chris Yeh, red.) er klar over, at der er masser risici forbundet med det. Især i Danmark, hvor nogle af de ting, man kan gøre i Silicon Valley, ikke kan lade sig gøre. Men omvendt så er det endnu mere risikabelt ikke at arbejde med opskalering. I fremtiden vil der være endnu flere konkurrenter og kun få vindere. De virksomheder, der er skabt på denne måde – Airbnb, Paypal, Facebook, Google, LinkedIn – er alle nogen, der har haft konkurrenter, men dem har de udkonkurreret, fordi disse Silicon Valley-virksomheder har været i stand til at eskalere og skalere hurtigere end deres rivaler” lyder forklaringen.
For en dansk virksomhed betyder det, ifølge Sandeep Sander, at man skal være klar til at rykke, når man øjner en mulighed. Også selvom det kan virke ubehageligt og usikkert.
”Den vigtigste forskel er, hvorvidt man er forberedt på succes og klar til at tage de beslutninger, der gør, at man får udnyttet den medvind, der måtte være. Opskalering går blandt andet ud på, at man i stedet for at tage tingene trin for trin går ind med ’full speed’. I Danmark vil man typisk starte med at sælge lidt til Sverige og så lidt til Norge, hvorefter man så diskuterer, om det skal være Finland eller Tyskland, som de næste. I opskalerings- og blitzscaling-terminologien opererer man med, at hvis det er en succes i ét land, så tager man ti lande i næste hug. For ellers bliver man aldrig en global succes.”
At blitzscaling endnu ikke er slået igennem i Danmark, skyldes, ifølge Sandeep Sander, at vi i høj grad fortsat ligger under for janteloven, som ’forhindrer folk i at stikke næsen frem’. Derfor bliver man, ifølge Reid Hoffmann og Chris Yeh termer, nødt til at gøre op med Aksel Sandemose udskældte mådeholdsbegreb, ligesom man skal have implementeret en dansk udgave af Silicon Valley-mantraet. Hvis først de forhindringer er ryddet af vejen, så peger Sandeep Sander såvel som bogens to bagmænd på, at blitzskalering også kan blive det næste store indenfor dansk erhvervsliv.
Hvis du er nysgerrig på at høre mere om blitzscaling, så kan du oplevere de to forfattere, når Chris Yeh besøger IT-Universitetet i København tirsdag d. 15 januar, hvor han er flankeret af Reid Hoffman, der deltager via videolink direkte fra Silicon Valley. Samtidig vil Sandeep Sander være moderator på eventet.