Færre penge kan sagtens give mere velfærd. Derfor bør det offentlige tage ved lære af de såkaldte ‘eksponentielle organisationer’, mener innovations-ekspert Kris Østergaard.
Kris Østergaard blogger for F5. Han er medstifter af innovationshuset DARE2, startup acceleratoren Thinkubator og oversætter af den danske udgave af bogen ‘Eksponentielle Organisationer’.
Rigtig mange danskere er på en eller anden form for overførselsindkomst fra staten, omkostningerne til sundhedssektoren og uddannelsessektoren er enorme, skiftende regeringer varsler konstant nye besparelser – og borgernes krav til det offentliges serviceniveau går kun opad.
Vi vil ha’ bang for vores skattebucks. Selvfølgelig uden at betale mere i skat eller afgifter.
Den politiske diskurs lader til at have en indbygget logik, der siger, at hvis et område får tilført flere penge, så kan det skabe mere velfærd, og hvis et område får tilført færre penge, så betyder det mindre velfærd.
Uagtet at det kan være svært at regne ud, hvordan det der ‘velfærd’ egentlig måles, så er der selvfølgelig en slags common sense i retorikken. Men jeg vil påstå, at den bygger på en forkert præmis.
Penge er selvfølgelig ikke uvæsentlige, men det handler i langt højere grad om, hvordan man gør tingene og mindre om penge. Derfor er der faktisk inspiration og løsningsforslag at hente, hvis man kigger på den måde som både startups og vor tids mest succesfulde virksomheder organiserer sig på. De er nemlig såkaldte eksponentielle organisationer.
Det offentlige skal være eksponentielt
Mit bud er, at vi kan skabe mere velfærd for færre penge, hvis vores offentlige organisationer begynder at agere som eksponentielle organisationer.
De fleste hastigt voksende virksomheder, vi ser i både Danmark og udlandet, er eksponentielle organisationer. Definitionen er, at de minimum har et 10 gange større output eller impact end traditionelle virksomheder.
De gør tingene bedre, hurtigere og billigere ved at gøre dem anderledes på en lang række områder.
Nogle af de mest kendte udenlandske eksempler er Airbnb, Uber og Netflix. Men der er mange flere.
Her er fem konkrete eksempler på, hvordan disse eksponentielle organisationer kan levere enestående resultater til en brøkdel af prisen.
Massivt transformativt formål
De fleste eksponentielle organisationer har et massivt transformativt formål – eller et MTF. Det vil sige, at de har et klart defineret formål, der rækker langt ud over at tjene penge, skabe gode produkter eller levere en fornuftig service. Online skokæden Zappos’ MTF er for eksempel ‘Delivering happiness’.
Firmaets formål er at gøre kunderne lykkelige. Ikke at sælge sko eller levere god service. Det påvirker i ekstrem grad den måde, de skaber kundeoplevelser på. Firmaets medarbejdere er kendt for at have timelange kundeservicesamtaler. Den længste er over 8 timer. Og uagtet at jeg ikke kan regne ud, hvad man kan tale med kundeservice om i 8 timer i træk, så vidner det om en kultur, hvor man strækker sig helt ekstremt langt for at give kunderne nøjagtig det, de har brug for – og hvor det er en integreret del af medarbejdernes DNA. De har et uforbeholdent kundeperspektiv.
Jeg er sikker på, at enhver offentlig organisation vil sige, at de er til for borgerne. Men har man et klart defineret MTF, der gør det tydeligt for enhver, hvad det er for en værdi, man ønsker at skab? Det gør en kæmpe forskel, om man står op om morgenen for at sælge sko eller for at gøre andre mennesker lykkelige.
Eksperimentering
Verden bliver stadig mere dynamisk, og produktlivscyklusser bliver kortere og kortere. Derfor er man nødt til at kunne levere endnu mere innovative løsninger. Eksperimentering er her et helt afgørende element.
En af de mest kendte metoder til systematisk eksperimenteren kommer fra lean startup. Det er en metode udviklet primært til softwarevirksomheder. Det mest centrale i metoden er, at man først bygger et minimum viable product, og derefter kører det igennem en tredelt proces der hedder build – measure – learn.
Først bygger man altså en prototype, der kun kan det absolutte minimum af, hvad man har behov for. Så måler man produktet op imod sine kunder (hvad virker godt? hvad virker mindre godt? hvad mangler?) og man lærer af sine erfaringer og udvikler på den baggrund næste iteration. Det betyder, at man kan udvikle ekstremt hurtigt, lære af sine fejl meget tidligt og gøre det for næsten ingen penge. Det vil også sige, at udvikling skal bygge på en dyb forståelse og kontinuerlig undersøgelse af ens kunder.
Når man ser på nogle (mange) af de kuldsejlede offentlige IT-projekter, så har de næppe benyttet sig af denne metode.
Stab til leje og lejede aktiver
I forlængelse af ovennævnte diskussion om eksperimentering, så lad mig også fremhæve ExO- idéerne ‘stab til leje’ og ‘lejede aktiver’.
”The smartest people don’t work for you” er der en klog herre, der engang har sagt.
Det gælder i erhvervslivet, og det gælder også i det offentlige. Pointen er, at uanset hvor mange mennesker man har ansat, så vil der altid være kompetencer man kan få brug for, som man ikke besidder.
Et andet citat, der har floreret meget på LinkedIn det seneste stykke tid er ”If you think it is expensive to hire a professional, wait till you hire an amateur”.
Det er afgørende at have rette mand på rette opgave, og man kan ikke have dem alle sammen ansat.
Det er alt for dyrt at have for mange ansatte og det er ufleksibelt, fordi mange kompetencer har man slet ikke brug for hele tiden. Derfor bør man arbejde med stab til leje, så man kun har ansat de nødvendige folk og lejer sig til de andre, når man har brug for dem.
Samme princip gælder for aktiver. Lej frem for at eje, hvis det er muligt. Et simpelt eksempel: Delecykler i Københavns Kommune, der vist nok kostede 20.000 kroner i indkøb og som havde beregnede omkostninger i nærheden af 50.000 kroner over 8 år, eller ca. 6.000 kr. om året pr. cykel. Det er en pænt dyr cykel for skatteydernes kroner.
Lige nu er der en startup i København, Donkey Republic, der ruller Uber for cykler ud. Her kan privatpersoner og cykelbutikker stille deres cykler til rådighed med samme formål,. Donkey Republic leverer digital lås og app. Det koster ikke det offentlige en krone. Og omkostningen for hver enkelt cykel, inklusiv lås og app, er på 3-4.000 kroner totalt set.
Community og engagement
Borgerinddragelse er et vigtigt begreb inden for det offentlige. Men igen er der meget, man kan lære af de eksponentielle organisationer og deres metoder.
Først og fremmest så handler det om at skabe et stærkt community omkring et produkt eller emne. Gamification er her et afgørende værktøj. På den måde gør man arbejde til leg via en række teknikker (læs eventuelt den fremragende bog Reality Is Broken af Jane McGonigal for en fantastisk indføring i mulighederne).
X Prize er et godt eksempel på, hvad man kan udrette med gamification. Den første X Prize handlede om at bygge et rumskib, der kunne flyve 100 km over jordens overflade to gange inden for to uger.
Det første team, der kunne løse denne opgave vandt 10 millioner dollars. En ordentligt pose penge. Det sjove er bare, at mange teams brugte langt over 10 millioner dollars på at løse opgaven. Vinderen af konkurrencen blev efterfølgende opkøbt af Richard Branson og kickstartede kommerciel rumfart, som vi kender det i dag. Den amerikanske militærinstitution DARPA bruger hyppigt denne metode til at kickstarte innovation og har blandt andet skabt enorme fremskridt i udviklingen af robotter på den måde, ligesom det også var en DARPA-konkurrence, der satte de selvkørende biler i gang.
Tænk også på online platformen Kaggle, hvor man kan lægge konkurrencer op og bede et community, der består af alt fra ph.d’ere til programmører og glade amatører, om hjælp. Det gjorde et amerikansk forsikringsselskab for nogle år siden. Deres egne interne folk havde i 60 år arbejdet på at forbedre deres skadesanmeldelsesalgoritme. Kaggle communitiet forbedrede den med 271% på tre dage (the smartest people don’t work for you, remember?).
Tænk hvis det offentlige i Danmark brugte konkurrencer eller delte store datasæt i de rette communities for at løse vores samfunds største udfordringer. Jeg gad godt se de resultater, vi kunne skabe, hvis landets bedste og mest engagerede hjerner angreb opgaverne med at eliminere arbejdsløshed, ensomhed, trafikkøer, livsstilssygdomme og så videre.
Autonomi
Den femte nøglekarakteristika, som jeg vil fremhæve, er autonomi. Autonomi defineres som skabelsen af selvorganiserende, multidisciplinære teams, der har decentral autoritet. Den slags er langt fra virkeligheden i de fleste organisationer – offentlige såvel som private, men der er en enorm kraft og potentiale i at decentralisere kontrol og initiativ.
Alt for mange indsatser dør på grund af bureaukrati, alt for mange projekter kommer for sent på markedet grundet langsommelige beslutningsprocesser, alt for mange borgere har dårlige oplevelser på grund af for stort fokus på interne processer og regler frem for borgerens behov.
Ved at tænke autonomi og allokere beslutningskompetencen direkte til den enkelte medarbejder – hvis denne er kompetent og navigerer ud fra en dyb forståelse af enhedens massive tranformative formål – kan man skabe kundeoplevelser af høj kvalitet.
Softwarevirksomheden Valve har for eksempel 350 medarbejdere, ingen ledelse, rapporteringsveje eller jobbeskrivelser. Man arbejder på de projekter, som man har lyst til og sætter sammen det rette hold. Det skaber tilladelsesfri innovation. Valve har også den højeste omsætning per medarbejder af alle spilvirksomheder og scorer højt på et barometer som arbejdsglæde.
Jeg ved, at der findes cases derude, hvor det offentlige benytter sig af nogle af ovennævnte teknikker. Markedsmodningsfonden har for eksempel ændret hele sin ansøgningsproces og gjort den lang mere agil og tidssvarende ved blandt andet at involvere udefrakommende ‘stab til leje’. Erhvervsstyrelsen laver hackathons og har også skabt en early warning instans, sammen med væksthusene, der på mange måder er skabt som en startup.
Danmark har i kraft af vores lille størrelse, høje kompetenceniveau og flade hierarkier en unik mulighed for at sætte standarden på verdensplan og skabe den eksponentielle stat – til kæmpe gavn for hele vores samfund. Lad os gribe muligheden og gøre det!