Dagligvarer har i mange år været en af de sidste bastioner for fysiske butikker, men nye tal viser, at flere og flere køber deres dagligvarer online
Netto, Kvickly og alle de andre skal til at kigge sig over skulderen. For mens dagligvarer tidligere har været en af de varekategorier, som har haft det svært på nettet, er der nu fremgang at spore. Det viser nye tal fra Foreningen for Dansk Internethandel.
Danskerne brugte i 2014 1 milliard kroner mere end i 2013, så omsætningen i kategorien er steget fra 2 milliarder til 3,1 milliarder i 2014. Det betød også, at 6 procent af de 132 millioner e-handler i 2014 gik til at købe dagligvarer, mad og drikke på nettet.
Kategorien dagligvarer dækker over madvarer og ting til husholdningen, bestilling af færdiglavet mad (take-away), måltidskasser i abonnement, delikatesser, vin og spiritus med mere. Det er især supermarkedernes traditionelle varer, som springer i øjnene, da de nu udgør 35 % af handlerne i kategorien, og de har trukket hovedparten af væksten.
Pensionister er rykket online
Et af de mere opsigtsvækkende resultater i undersøgelsen er, at særligt de ældre har taget e-handel til sig. Hele 60 procent af pensionisterne over 65 år havde købt dagligvarer online eller havde et mad-abonnement.
”Det kan selvfølgelig overraske, at pensionisterne er i front, men det giver god mening. De har især glæde af at kunne få varerne leveret hjemme, og jo ældre de bliver, jo oftere bruger de muligheden, fremfor at hjemmehjælperen skal klare det. Til gengæld køber de sjældent ‘take-away’,” siger Annette Falberg, der er direktør i FDIH.
Kæmpe fremgang i USA
Ligeledes er shopping-vanerne ved at ændre sig i USA. Her viser en undersøgelse fra Business Insider, at online supermarkeder vil have en gennemsnitlig årlig vækst mellem 2013 og 2018 på 21.1 procent. Til sammenligning vil traditionelle, fysiske supermarkeder opleve en stigning på 3.1 procent årligt i samme periode.
Niels Bjørn-Andersen, der er professor ved IT-management på Copenhagen Business School, mener, at den samme udvikling er på vej herhjemme.
“Der er ingen tvivl om, at det kommer til at gå den vej i Danmark. Nu kan jeg ikke sige helt præcist, hvor mange procent, det kommer til at stige, men i takt med at mere og mere handel flytter online, vil det samme ske med supermarkederne. Efterhånden som forbrugerne bliver mere klar over, at det er bekvemt, vil det vinde indpas. Og her er det nok særligt ældre, som finder ud af, at det er praktisk, at varerne bliver bragt til døren,” fortæller han.