Hver femte e-handelsvirksomhed har opgivet at hyre nye digitale medarbejdere, viser undersøgelse. De digitale uddannelser i Danmark er ikke gode nok, mener formanden for Dansk Internethandel
Danmark bryster sig af at være digital frontrunner, men når det kommer til stykket, er vi det måske alligevel slet ikke. De danske uddannelser, der uddanner folk indenfor e-handel, er nemlig ikke ikke gode nok. Og det har gjort, at 41 procent af de danske virksomheder mangler ansatte med kompetencer inden for digital handel.
Det viser en ny undersøgelse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), der også viser, at 19 procent af virksomhederne har måttet droppe at ansætte digitale medarbejdere, fordi ansøgerfeltet var for ringe.
“Når hver femte virksomhed allerede nu ikke kan finde de rette medarbejdere, som behersker både det kommercielle og it-faglige, er problemet såvel markant som aktuelt. Det er bekymrende,” siger administrerende direktør i FDIH, Niels Ralund.
Hele 40 procent af FDIH’s medlemmer mener, at uddannelsesniveauet er for lavt på de digitale uddannelser. Og det har skabt et tomrum i krydsfeltet mellem de kommercielle og digitale uddannelser.
”Blot halvdelen af virksomhederne kender til de relevante uddannelser. Og ud af dem mener 40 procent, at uddannelsesniveauet er for lavt, og kun 14 procent mener, at ansøgerne har de rette digitale kvalifikationer. Det skal vi have ændret på. Vi samarbejder med flere uddannelsesinstitutioner for at skabe de rette uddannelser, men det kræver også politisk handling”, forklarer Niels Ralund.
Uklarhed om manglerne
Og hvad er det så helt præcist, der mangler? Udover helt specifikke e-commerce uddannelser, som ikke er nogle steder at finde, så er det en generel krydsning af de i forvejen eksisterende digitale uddannelser med de merkantile. Koblingen er nemlig svær at se i langt de fleste tilfælde.
“Vi mangler den her krydsning, og det er det, der er brug for fremadrettet. For alt vi kommer til at betjene og benytte os af, bliver under en eller anden form formidlet, leveret eller købt digitalt. Det hele smelter ligesom sammen,” siger Niels Ralund.
Desværre er det også helt svært at fastslå, hvad det egentlig er for nogle kompetencer, der mangler, for der er ikke noget entydigt svar, men forskellige svar fra forskellige virksomheder. Og det gør problemet svært at løse direkte, mens det samtidig kræver hurtig handling. For nethandel buldrer i forvejen frem herhjemme – desværre er det bare nærmest udelukkende udenlandske sites, der har taget teten, herunder de helt store som Amazon, E-Bay og Zalando.
Det der i øjeblikket foregår er ifølge Niels Ralund, at virksomhederne bare stjæler medarbejdere fra hinanden.
“Når jeg taler med nogle af de helt store af vores medlemmer, så søger de ikke engang i Danmark længere. Det gider de ikke. De søger i udlandet. Sidst jeg snakkede med eksempelvis Jysk, havde de haft tre forskellige rekrutteringsbureauer til at finde de rette medarbejdere, og de måtte give op. De ligger og stjæler fra hinanden, og når de har gjort det tilstrækkeligt meget, så er der bare ikke mere at gøre,” siger han.
Der bliver ikke uddannet godt nok
Og problemet gælder ikke kun e-commerce branchen. En analyse fra DI Digital, ‘Virksomhedernes behov for digitale kompetencer’, understreger behovet for mere uddannelse inden for de digitale fag.
Undersøgelsen viser, at der er forskel mellem det, virksomhederne efterspørger og de uddannelser, der udbydes. Det skyldes ifølge DI Digital, at der uddannes for mange med et bredt fokus og for få specialister inden for de enkelte digitale dele.
Til det siger chefkonsulent Henrik Valentin Jensen, DI Digital:
“Analysen viser det, vi har sagt tidligere – at vi har et problem omkring uddannelserne. Der er et mismatch mellem det, virksomhederne efterspørger og de kompetencer, der opnås på uddannelserne. Og manglen gælder ikke kun universitetsuddannede, men på tværs af uddannelsesgrupper og niveauer.”
Det kan Niels Ralund fra FDIH godt nikke genkendende til. Og når virksomhederne tager til udlandet for at finde arbejdskraft, så er det faktisk ikke engang fordi, at de i udlandet er bedre uddannet, men fordi der er flere at tage af. Men han mener dog stadig, at Danmark kan være en frontrunner, hvis vi tager os selv i nakken.
FDIH har derfor indkaldt til en konference for både e-virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at få kastet mere lys over problemstillingerne, behovene og konkrete løsninger.