Det religiøse har længe været et overset marked for digitalisering. Men nu får danske ChurchDesk en indsprøjtning på flere millioner fra amerikansk investor
Det kan betale sig at være from. Det kan se skrive under på hos ChuchDesk – en dansk startup, der står bag en app til administration af kirkelige aktiviteter.
ChurchDesk har nemlig lige scoret to milioner dollars eller knap 14 millioner danske kroner i en kapitalindsprøjtning fra investorfirmaet Mangrove Capital Partners. Den København-baserede virksomhed skal bruge den store pose penge til at udvide i Europa samt udvikling af nye produkter.
Kirkens svar på internet
ChurchDesk er et cloudbaseret værktøj, som kan håndtere kirkelige aktiviteter. På papiret lyder det dog ikke så væsentligt anderledes end det, som en almindelig virksomhed benytter sig af i hverdagen.
ChurchDesk tilbyder intranet, en digital kalender, et beskedsystem baseret på mail og sms samt et CMS-system. Derudover findes der en ChurchDesk-app til både iOS og Android, så herrens vilje også kan ske fyldest, mens man er på farten.
Hjælp til mor
Christian Steffensen, hvis mor er præst, startede virksomheden i 2010. Han kunne se, hvordan moderen kæmpede med at drive kirken på en tidssvarende måde. Servicen har nu cirka 10.000 brugere blandt kirkepersonale i lande som Danmark, Tyskland og Storbritannien. Klaus Nyengaard, der tidligere har været boss for Just Eat, er bestyrelsesformand for den religiøse cloudservice.
“Kirkepersonale har to udfordringer. Kirker har en vigende tilstrømning, fordi de ikke har noget CRM- eller marketingværktøj, og så er de ikke administreret optimalt. Min mor er 62, har været præst hele livet og er uddannet teolog. Hun kommer nok ikke til at genopfinde branchen, men hun har en iPhone og en iPad,” siger Christian Steffensen, som er CEO i ChurchDesk i en pressemeddelelse.
“Potentialet er fænomenalt”
Investorerne ser et stort potentiale i den danske virksomhed. Målet er dog nærmere profit end frelse, fremgår det af samme pressemeddelelse:
“Det er virkelig et fascinerende område, og virksomheden er allerede den dominerende inden for kirkeadministration, og inden for kort tid vil den have opnået utrolige netværkseffekter blandt både kirkepersonale og -gængere,” siger Michael Jackson fra Mangrove Capital Partners.
“Vækstpotentialet er fænomenalt. Det er et marked til en værdi af 370 milliarder dollars på globalt plan, og det er simpelthen blevet overset,” slår investoren fast.