Et nyt bæredygtigt boligkoncept, der kan opføres på blot tre dage, skal bruges til studie- og ældreboliger. Og nej, det er ikke lavet af sne
Udfordringen med boligmangel i storbyerne vokser. Københavns Kommune offentliggjorde tilbage i april en ny befolkningsprognose, der viste, at Københavns befolkning frem mod 2027 vil stige med 100.000 mennesker. Udviklingen betyder, at der skal bygges 45.000 nye boliger til de nyankomne, hvis der ikke skal blive mangel på boliger.
Et af firmaerne, som har prøvet at imødekomme udfordringen, er Stenfeldt Hansen & Partners, der i et samarbejde med det nyoprettede maker space Underbroen, har skabt boligen Greener Smarter Living. De har udviklet en bolig, hvor produktionsmålet er, at den kan bygges på kun tre dage af 3-4 personer og hurtigt kan samles og skilles ad igen. Dette for at reducere de samlede lønomkostninger i forhold til traditionelle boliger. Lavenergi boligen, der kun er 8,5 meter høj og 18 meter i diameter, er en halvkugle kaldet en geodome.
Læs også: Cirkulært byggeri: Her er fem forretningsmodeller
”Vi har kigget på de udfordringer, der er i dag i storbyer, der vokser hurtigt. Der står ofte utrolig mange tomme byggegrunde, selvom der er stor boligmangel. Vi har derfor skabt en bolig, der er hurtig at etablere, består af et minimum af dele, og som hurtigt kan skilles ad og flyttes. Hvis det skal skilles ad, er det lige så hurtigt som at samle. Man kan kalde det en “lynbolig” dog uden at gå på kompromis med kvaliteten, og samtidig undgår man den lange bygge- og anlægsproces,” forklarer Lars Stenfeldt Hansen, founder & CEO hos Greener Smarter Living.
Boligen er indrettet med syv lejligheder, som enten kan bruges til studie-, ældre-, plejeboliger eller andre formål. Hver lejlighed er ca. 22 kvadratmeter med et fælles køkken i midten og shared living space foroven. De studerende får hver især en husleje på cirka 5000 kr. om måneden, men med meget lave vedligeholdelsesomkostninger og i alt 350 kvadratmeter fordelt på syv personer med mange applikationsområder.
Toilettet skal tømmes
Fossile brændstoffer er forbudt i Greener Smarter Living boligen, som navnet angiver. Al energitilførsel er egenproduceret energi ved brug af solenergi og varmevekslere, der producerer strøm.
Læs også: Robotterne kommer: Klar til at overtage dansk byggeri
”Vi har sat nogle andre standarder for boligen med lavere energiværdier i forhold til traditionelt byggeri. Målet har været at producere en bolig, der bruger minimum af energi til opvarmning og nedkøling med henblik på klimaforandringer og CO2-udledning,” forklarer Lars Stenfeldt Hansen.
En anden mere utraditionel standard i boligen er måden, hvorpå kloakeringen foregår.
”Huset er designet således, at man ikke behøver kloakering for at kunne gå på toilettet. Her har vi vendt blikket mod Sverige, som har lavet toiletter i mange år uden brug af kloakker. Kloakker er ofte årsagen til, at der ikke bliver bygget, fordi de simpelthen ikke er der,” siger Lars Stenfeldt Hansen.
Lars Stenfeldt Hansen spurgte derfor sig selv om, hvordan man kunne lave et hus, hvor man ikke behøvede at grave kloakker for en midlertidig bolig, der kun skal stå der i få år.
”En løsning er, at man tømmer toiletterne, og affaldet ryger på forbrændingsanlægget. En anden mulighed er, at det opbevares i en tank, og det derefter bliver tømt. Men det er ikke noget danskere er vant til, for toiletter er bare noget man trækker i, og så er det problem ude. Men sådan er det ikke i virkelighedens verden. Det skal jo ende et eller andet sted,” forklarer han.
Udover kloakudfordringerne dukkede spørgsmålet om vandforsyningen også op. Her kan vandet komme fra offentlige forsyninger eller ved at grave brønd. Når vandforsyningen er etableret, kræver det også, at vandet bliver afledt på en bæredygtig måde.
Læs også: København skal være byudviklingens svar på Silicon Valley
”Vi har set på forskellige løsninger i forhold til, hvordan vand kan opbevares, efter det er blevet anvendt, så det indgår i naturens kredsløb. Her kan det enten genbruges som brugsvand, eller der kan etableres forskellige planter rundt om boligen, der kan være med til at rense vandet, inden det siver ned i grundvandet,” forklarer Lars Stenfeldt Hansen.
Andre bæredygtige tiltag til boligen er byggematerialerne. Her har det været vigtigt for Greener Smarter Living at bruge materialer, som alle kan genavendes. Boligen består blandt andet af gulve og vægge, der er lavet af lamineret bambus.
”Bambus vokser meget hurtigere end andre træsorter. Bambus er et mere bæredygtigt byggemateriale end traditionelt træ. Selve klimaskallen består af polycarbonatplader, hvilket kan genbruges. De er ikke i sig selv naturlige, men det er for at give boligen så gode energiværdier som muligt,” forklarer Lars Stenfeldt Hansen.
Boligen skal også anvendes i udlandet
Boligen sættes i industriel produktion i 2017 i Danmark, og hvor boligen skal opføres, er ikke besluttet endnu.
Læs også: Genbrugshuse er faktisk en god forretning
”København er et rigtigt godt sted at lancere dette produktkoncept. I Danmark har vi meget fokus på bæredygtig klimapolitik, og vi er et foregangsland i forhold til klimaværdier, hvilket gør København til et godt udgangspunkt,” mener Lars Stenfeldt Hansen.
Meningen er dog ikke, at boligen kun skal opføres i Danmark. Boligkonceptet er designet til at blive benyttet i hele verden der, hvor de har brug for hurtigt opførte boliger.
”Der findes et stort marked og eksport potentiale for boliger, der kan etableres hurtigt og kan nedtages eller flyttes, og det kræver visioner og 18 meter x 18 meter ledig areal, så bliver der plads til 7 meget bæredygtige lejligheder til studerende, som vi senere kan flytte ind i, når vi går på pension. Boligen kan lige så godt bruges i Danmark som såvel i Grønland, Polen eller andre lande, fordi der er så mange applikationsmuligheder i boligerne,” siger Lars Stenfeldt Hansen.
Visualisering i virtual reality
I udviklingen af boligen benyttede Greener Smarter Living sig af virtual reality for lettere at kunne visualisere deres idé til et rigtigt koncept.
”Inden idéen blev materialiseret, ville jeg gerne se, hvordan det så ud, når man var inde i boligen. Jeg fik derfor et team af tre programmører i Brasilien til at programmere den første model, som vi har indrettet. Man kan opleve huset helt tæt på, man kan skifte farve på væggene og taget samt vælge forskellige materialer eller sætte nye møbler ind,” forklarer Lars Stenfeldt Hansen.
Ifølge Lars Stenfeldt Hansen er virtual reality blevet brugt til at flyve rundt om boligen, hvilket har hjulpet dem med designet og produktudviklingen af boligen.
”Det er meget mere effektivt i forhold til at sidde på en 2D-skærm og kigge på en 3D-model. Virtual reality er ikke kun underholdning, det er også indlæring, produktudvikling samt visualisering, og det virker meget effektivt,” mener Lars Stenfeldt Hansen.