Droneflyvning bør være en del af moderne politiarbejde, men det er svært at få ordensmagtens svar på, om det fjernstyrede luftpoliti er lige på trapperne.
“Det kan jeg ikke svare på,” lyder det igen og igen fra politiboss Michael Steen Hansen, når spørgsmålene bliver for nærgående og kan bringe rigets sikkerhed i fare.
Men en af de ting, som Rigspolitiets IT-chef kan bekræfte, er, at politiet tester droner og undersøger de muligheder, det kan give ordensmagten i fremtiden. Samt de potentielle hovedpiner, de mikroskopiske helikoptere i lige så høj grad kan medføre.
“Vi holder os opdateret med al teknologi,” lyder det på en gang kryptisk og åbenhjertigt fra Michael Steen Hansen. Han uddyber:
“Vi er kommet til et punkt, hvor droner begynder at blive allemandseje. Det er ikke kun first movers, der har dem. Landmænd, tv-selskaber og privatpersoner begynder at have droner, og så skal vi selvfølgelig være klar over, hvad det kan give os af udfordringer.”
Snakken om droner er dog ikke helt simpel, for der kan være stor forskel imellem dem.
“Der er jo mange forskellige klasser. De fleste er ret små, men de kan veje alt mellem 2 og 30 kilo. Og de droner, amerikanerne bruger til at bombe med, er jo nærmest små fly. Så der er nogle ting at tænke over: ‘Hvad bruger folk dem til? Hvad sker der, hvis de falder ned?’ Og et helt andet problem er jo, at det ikke kun er ‘de gode’, som formår at udnytte teknologien,” siger Michael Steen Hansen – måske med henvisning til en sag fra Mexico, hvor narkosmuglere havde forsøgt at sende en drone-kurér ind over den amerikanske grænse.
Holder øje med al teknologi
Har I også overvejet at bruge dronerne aktivt i politiarbejdet?
“Det er svært at udtale sig om,” svarer Michael Steen Hansen – igen påpasselig.
“Men allerede nu tester de dem hos Københavns Brandvæsen. Og det er meget muligt, at vi vil kunne bruge dem på samme måde. Men der er en masse grundlæggende ting, som skal være på plads, inden vi kan sige noget om det.”
Droner er dog ikke den eneste moderne teknologi, som CIO’en hos Rigspolitiet bruger sin arbejdstid på. Førerløse biler lyder som noget fra en science fiction-film, men kan meget vel blive en del af en nær fremtid.
“Allerede i 2020 vil de fleste af de større bilfabrikanter være klar med serieproducerede førerløse biler, så det er bestemt noget, der er tæt på. Google er allerede langt i testfaserne af deres førerløse taxa,” fortæller han og uddyber:
“Det betyder at lovgrundlaget i Danmark er under pres. Biler uden fører ændrer jo en lang række ting. Hvad med spritbilisme for eksempel? Det kan redefinere offentlig transport. Og det kan få store konsekvenser for politiarbejdet – ligesom al anden teknologi,” udtaler IT-chefen.
LÆS MERE: Fremtidens pakkepost kommer med droner