Offentligheden trækker på skuldrene af langt de fleste kampagner. Men oplevelsesdesigner Nelly Ben Hayoun ved om nogen, hvordan man tiltrækker sig opmærksomhed
En hel kakafoni af fårekyllinger fylder den godt proppede skatehal. Publikum er i gang med at opføre en ‘cricket opera’ med vækkeuret på deres iPhones. Dirigenten er den franske design-enfant terrible Nelly Ben Hayoun. Hun er en af hovedtalerne ved teknologi-festivalen Trailerpark I/O, som foregår i København.
“iPhone-mennesker, godt gået, I er så dygtige,” siger hun med sin franske accent, der er så stærk, at det næsten lyder som en parodi.
Folk smiler og kigger forvirret på hinanden. Men det var bare en lille smagsprøve på Nelly Ben Hayouns repertoire inden for gakkede happenings.
Hun har tidligere skabt ‘mørk energi’ i en køkkenhåndvask, lavet vulkaner i dagligstuer og dirigeret det internationale rum-orkester. Selv betegner kvinden, der figurerer på utallige lister over fremtidens designstjerneskud, sig som en oplevelsesdesigner inspireret af ‘kritisk design’ – en designbevægelse, der vender nærmest alt på hovedet. Særligt det kommercielle og praktiske element af design.
LÆS OGSÅ: Growth-hackeren er marketingsafdelingens tronraner
“Nu om dage er det ret svært at få offentligheden til at engagere sig med designobjekter som en stol eller et bord eller at skabe kampagner, der er relevante,” fortæller hun.
Derfor er essensen i alt, hvad Nelly Ben Hayoun skaber, ifølge hende selv, at få folk til at sige: “Hvad fanden var det, jeg lige oplevede.”
Nelly Ben Hayoun fortæller, at hun er stærkt inspireret af sociologen Baudrillards teori om det ‘hyperreelle’. I al sin enkelhed mener Baudrillard, at vi nyder fiktionen mere end virkeligheden. Derfor prøver Ben Hayoun at skabe oplevelser, som ikke snyder publikum for historier, der formår at spille på det fulde følelsesregister. Hun skaber små lommer af fiktion i virkeligheden.
Chef for rum-orkester
Det har hun blandt andet gjort i sit samarbejde med det amerikanske rumagentur, NASA, med hvem hun blandt andet har skabt ‘The International Space Orchestra’. Et orkester bestående af rumforskere.
“Det er ikke en mulighed at fejle, når man er astronaut. Men i virkeligheden er rumrejser jo fyldt med fejl,” siger hun.
“Offentligheden kan ikke sympatisere med nogen, som altid er succesfulde. Du bliver nødt til at ryste posen mere. Så noget af det, vi gør i The International Space Orchestra, er, at genopføre nogle af alle de ting, som er gået galt med rumrejser. Bare i musikalsk form,” fortæller Nelly Ben Hayoun om projektet, som har taget syv år at stable på benene. Udover NASA er Singularity University og Search for Extraterrestrial Intelligence også kendt som SETI med til at levere musiker-forskere til projektet. Ligesom pop-stjerner som Damon Albarn og Beck har medvirket på nogle af kompositionerne.
Også for ‘kedelige’ virksomheder
Men Nelly Ben Hayoun har også arbejdet sammen med kommercielle virksomheder som Unilever, Jaguar og Mattel. Hun mener, at alle – også hvad man kan kalde mere neutrale virksomheder – kan benytte sig af hendes metoder.
“Som creative director er det dit ansvar at gøre alt så interessant og spændende som muligt, og jeg vil anbefale alle virksomheder at have en eksperimenterende tilgang til deres arbejde. Finansielt kan det se ud som om, at det ikke betaler sig i begyndelsen, men det vil det gøre på længere sigt,” siger designeren, der også så småt er ved at få sig en karriere som dokumentar-instruktør.
Nelly Ben Hayoun tror dog, at mange virksomheder afholder sig fra hendes særlige form for oplevelsesdesign af frygt for, hvad det vil afsløre om firmaernes reelle intentioner. Kritisk designs fornemste opgave er nemlig at sætte spørgsmålstegn ved alt, mens de fleste kommercielle virksomheder aldrig tænker uden for paradigmet om, at de enten bør være billigere eller bedre end konkurrenterne.
LÆS OGSÅ: I Silicon Valley er designere lige så vigtige som ingeniører
“Mange firmaer vil ikke have, at kritisk design og tænkning er en del af deres værktøjskasse, for det vil også betyde, at man begynder at tænke på baggrunden for, hvad det er, man egentlig laver. ‘Hvorfor er det jeg laver vaskepulver?’ og så videre. Og det ser de ikke som et godt argument for at skabe øget salg. Jeg tror rent faktisk på, at det forholder sig modsat,” siger hun.
Hvis man som virksomhed i stedet kan fortælle om sine fejl og sin sårbarhed, så kan man vinde meget mere sympati, mener Nelly Ben Hayoun.
“Offentligheden bliver allerede bombarderet med masser af budskaber, men lige meget hvad, vender jeg nok tilbage til, at det ‘humane komponent’ er det vigtigste i alt design,” fortæller Nelly Ben Hayoun, som tidligere har været kimono-designer i Japan for Issey Miyake.
“Jeg er fascineret af fejl og fiaskoer, og det samme er offentligheden. Det giver dem en ‘connection’, så de vil vide mere,” slår hun fast.
Se Nelly Ben Hayouns keynote hos Google: