Den offentlige sektor er fuld af gode ledere. Men lederopgaven er kompleks, og derfor mister mange fokus på det, opgaven egentlig handler om – borgeren. Det mener den tidligere Irma-direktør, der zoomer ind på det offentlige.
Den tidligere direktør for supermarkedskæden Irma Alfred Josefsen har brugt det meste af sit arbejdsliv på at sætte brugeren i centrum og skabe høj tilfredshed hos både brugere og medarbejdere. Det gav virksomheden de mest tilfredse kunder og medarbejdere flere år i træk. Og den øvelse forsøger han nu at gøre i det offentlige som del af regeringens Ledelseskommission. For brugeren – eller borgeren – er i hans optik ofte gemt og glemt. Det er i en grad, så han er chokeret over det manglende fokus på serviceniveauet, der hersker flere steder i den offentlige sektor.
Selvom han ser mange gode takter og dygtige ledere i det offentlige, er der mange ting, der stikker ud i et negativt lys – for eksempel begrebet ”ledelse opad”. For det mudrer billedet af at være leder, og hvorfor den offentlige sektor overhovedet er sat i verden.
”Jeg har lært meget i det her forløb. For eksempel er der nogle begreber, jeg ikke kendte. Det kunne være ’ledelse opad’. Det er for mig noget, fanden har opfundet i vrede. For ledelse handler om at opnå resultater gennem andre og om at få sin organisation til at virke bedst muligt. Så det der med at bruge en masse kræfter på at please en organisation opadtil – der skal være grænser for hvor meget energi, der skal gå til det formål”.
Hvor blev borgeren af?
Alfred Josefsen har efter mange år som topchef fokuseret meget på brugeroplevelsen. Først i detailbranchen, hvor han styrede Irma ud af en dyb krise og senere som rådgiver for ledere i både det private og det offentlige. Den røde tråd har været et benhårdt brugerfokus, og han mener, det er det, der skal drive den offentlige sektor.
Du kommer med mange års erfaring fra detailbranchen, der i den grad er kundeorienteret. Er du blevet chokeret over hvor lidt fokus, der er på borgeren i den offentlige sektor?
”Ja. Det er jeg. På alle niveauer. Jeg ved hvor meget energi, man skal bruge for at holde en stor organisation kundeorienteret. Det er for fanden ikke noget, der kommer af sig selv. Det er en daglig – vitterlig daglig – kamp at holde kunden on-top-of-mind”, siger han. Og selvom det offentlige ikke har kunder, skal man tage borgeren lige så seriøst, forklarer han.
”Nu skal man ikke bruge kunden i det offentlige, men borgeren. Men det fordrer ligeså meget. Og den ledelsesmæssige indsats, der skal til for at holde borgeren on-top-of-mind, er en kæmpestor indsats. For hvis ikke man bruger tid og kræfter på det, så eroderer det på alle niveauer. Og det er klart, at har man ikke haft fokus på det i mange år, hvad skulle så være tilskyndelsen til at tænke på det 24/7?”.
Netop derfor har Ledelseskommissionen valgt at sætte fokus på borgerens møde med offentlige myndigheder, fordi det kan være kimen til et højere serviceniveau.
”Vi holder stenhårdt fast på, at det, der er målet, er at skabe bedre oplevelser, mere værdi for borgene via borgerorientering. Og jeg tror, den voldsomme insisteren på borgerorientering er med til at gøre det klarere og tydeligere i det offentlige, hvad der i virkeligheden er slutproduktet af vores aktiviteter – det er netop borgeren”, siger han. Det vil i sidste ende gøre det tydeligere, hvorfor man er sat i verden, forklarer han.
”Når hierarkiet og bureaukratiet kører, og man hele tiden møder på arbejde med et, ’Vi er her, fordi vi skal lave nogle gode løsninger for borgerne’, hvad end man er i første linje i kommunerne eller bagved i departementerne, så tror jeg, der er mange ting, der bliver mere tydelige”.
Ansatte bruger for meget tid på karriereræs
Alfred Josefsen har besøgt de mange forskellige dele af den offentlige sektor – fra de borgernære afdelinger som skoler, sygehuse og plejehjem til de politiske organer som rådhuse, ministerier og styrelser. Her er det særligt centraladministrationen, der bonner ud som særligt fjernt fra borgeren.
”Jeg har mødt det manglende fokus på borgeren i mange sammenhænge. Særligt i centraladministrationen, hvor man bruger meget energi på det forfærdelige begreb ”ledelse opad”. Forstået på den måde, at der skal gøres noget for de niveauer over en, og lederen skal gøre noget for at departementschefen eller ministeren er glad”, siger han. Problemet opstår, når embedsmænd bruger tiden på at behage arbejdsgivere og kravle op af rangstigen, snarere end at trænge gennem lydmuren.
”Det har taget overhånd og er kammet over i en model, hvor folk bruger tiden på egne karrierer i stedet for at bruge tid på borgerne. Vi kan som skatteydere ikke betale for medarbejdere, der bruger al deres energi på magtspillet og organisationsspillet og for lidt i forhold til borgerspillet”.
Men hvis jeg nu sad i et ministerie, ville jeg måske sige, det var ministerhåndtering, der var den fornemste opgave. Er det galt afsporet?
”Jo højere man er, skal man selvfølgelig tænke på ministerbetjening og så videre. Men man skal også sørge for, at de for eksempel 30 medarbejdere, man har, kan skabe noget værdi for borgerne. Så peger der måske en finger op ad mod ministeren, ligesom i det private hvor man skal forholde sig til en bestyrelse. Men din fornemste opgave er, at du skal skabe rammerne for, at din organisation kan arbejde”.
Man kan ikke lede uden kontakt
Netop synet på opgaver som ministerhåndtering og ledelse opad er et godt eksempel på fokusproblemet i det offentlige, vurderer Alfred Josefsen. For det er tidsrøvere, der ikke blot får ledere til at glemme borgeren, men også får ledere til at glemme, at de er, nå ja, ledere.
”Vi har taget fat i noget, vi kalder vilkår for ledelse, hvor vi siger, at vi ikke kan lede noget, vi ikke er i kontakt med. Den slår sig ud mange forskellige steder. Den slår sig ud, hvis departementschefer bruger 90% af deres tid på politikere, ministre og folketingsudvalg. Hvis det er korrekt, har de kun 10% af tiden til at lede. Og det er et problem, for man kan ikke lede noget, man ikke er i kontakt med. Hvis man ikke er i kontakt med sit ministerie, løber man rundt og laver en helvedes masse arbejde, men uden at være i kontakt med sin organisation”, siger han.
Her er et andet eksempel, at flere ledere har mange ansatte – og samtidig skal referere til kommunalbestyrelsen. For eksempel på landets plejehjem, hvor ledere skal administrere op mod 80 medarbejdere, samtidig med kontakten til rådhuset.
”Et tredje eksempel kunne være skolechefer i kommuner, der synes, at jobbet handler om at være på rådhuset og koordinere al muligt skrammel, i forhold til sine kolleger inde på rådhuset i stedet for at bruge sin tid på skoleledere og ude på skolerne og kæmpe for, at børnene oplever progression”, siger han.
”Det er eksempler på at lede noget, man ikke er i kontakt med, hvis man definerer sin opgave som at sidde på kontor, skrive mails, rapportere, dokumentere, og man ikke ikke rigtig har kontakt med dem, det handler om”.
Man skal føle sig som leder
Når lederrollen er udfordret i det offentlige, skyldes det blandt andet, at fagfolk indtager lederrollen uden at følelsen af at være leder følger med, mener Alfred Josefsen.
Et ord jeg har lært, og som jeg er glad for, er ’lederidentitet’. Hvilken selvopfattelse har lederen af at være leder og samtidig være specialist eller fagperson. Det er et fantastisk begreb. For der findes ledere, der ikke har nogen lederidentitet”, siger han.
”For eksempel en overlæge der har fået administrativt ansvar, men som stadig ser sig selv som læge. Det går ikke, at vi tror, der bliver udøvet noget ledelse, men i praksis er det ikke tilfældet, fordi lederen ikke vil være leder. Det foregår mange steder, hvor den faglige profil har overtaget. Det går ikke, at vi har ledere, der ikke ser sig selv i spejlet og siger, ’jeg er leder, jeg ønsker at forandre noget, og jeg vil gøre en forskel’”, siger han.
Og netop ledere, der ønsker at løfte deres medarbejdere, er en mangelvare, mener han.
”Den energi er der brug for overalt i den offentlige sektor. På den led er den private sektor lidt bedre kørende, fordi det er lettere at hyre og fyre folk; det er lettere at få folk ud, der ikke vil påtage sig det ansvar, så indgrebene kommer lidt tidligere. Så de ledere, der er i det private, har lidt større lederidentitet. Vi skal derfor have fokus på at træne og arbejde med de offentlige ledere, så de bygger en lederidentitet”.
Kan private hoveder hjælpe?
Den offentlige sektor er præget af ledere, hvor flere har taget hele deres arbejdsliv i offentligt regi. Blandt andet derfor udtalte et andet medlem af Ledelseskommissionen, DMI-direktør Marianne Thyrring, til F5, at vejen fra det private til det offentlige med fordel kunne gøres kortere.
Den betragtning deler Alfred Josefsen. For selvom den høje kompleksitet gør arbejdet vanskeligt, har det offentlige flere kvaliteter, der er relevante for mange private ledere. For den offentlige sektor taler ind i en moderne tendens, hvor arbejdslivet skal give mening for andre end os selv.
”En vej at gå er at tale den offentlige sektor op. Og det er der god grund til, for den offentlige sektor har et meget stærkt formål. Og der er mange private ledere, der er optaget af, at det ikke kun skal handle om at drive forretning, få en bonus og styre en bundlinje. Man vil rent faktisk bidrage til at gøre noget mere for flere”, siger Alfred Josefsen og uddyber:
”Derfor tror jeg faktisk, at der potentielt er en gruppe af private ledere, der kunne være inspireret til at være ledere i det offentlige – velvidende, at der er nogle helt andre vilkår. Men fordi man får mulighed for at påvirke de store organisationer og kan se, hvilken forandring man skaber, så tror jeg, der er flere, der vil vælge den offentlige sektor”.
Og han har faktisk selv følt sig fristet.
“Jeg lavede for år tilbage noget materiale for Danmarks Lærerforening. Og der tænkte jeg, at det kunne være sjovt at lede en folkeskole og se, hvad man kunne drive det til. Med min værktøjskasse, hvad kunne jeg så få til at virke? Nu er det nok for sent, men jeg har tit tænkt over det”.