Virksomhedsprofiler på sociale medier er mere og mere et levn fra SoMe-guldalderen. I dag vil vi være forbundet med personer og ikke firmaer
Når danske tweetianere logger ind på deres profiler, bliver en stor del af dem mødt med opdateringer fra SKAT’s direktør Jesper Rønnow. Her ønsker han tillykke til unge, som er blevet optaget på deres drømmestudie, roser sine medarbejdere og deler links til artikler om ledelse.
Jesper Rønnow er blot én af efterhånden mange topledere, som har en meget synlig tilstedeværelse på sociale medier. For hvor virksomhedsprofilen i højere grad bliver set som irriterende spam, vil vi gerne interagere med personer på de sociale medier.
Det er en tendens, man som virksomhed bør tage seriøst. Det mener Astrid Haug, som er forfatter til to bøger om sociale medier og formand for Dansk Kommunikationsforening.
“Vi ser en tendens, hvor man går fra brand til det mere personlige. Vi vil meget hellere følge personer end firmaer. En leder som Elon Musk er for eksempel utroligt meget fremme, og vi er interesseret i ham som person. Vi kan godt lide erhvervsledere med en historie. På samme måde er jeg også mere interesseret i at følge en topchef fra Maersk på Twitter end en virksomhedskonto,” fortæller Astrid Haug.
Derfor mener hun, at man rundt omkring i de danske virksomheder bør lægge en strategi for, hvordan man kan gøre sin brug af de sociale medier mere tidssvarende.
“For mange virksomheder er det en udfordring at omstille sig til det her paradigme. For det kræver en eller flere dedikerede medarbejdere, der vil påtage sig rollen som virksomhedens ansigt udadtil,” siger hun.
Virksomheder hører slet ikke til på sociale medier
Kim Jong Andersen, der er executive vice president for reklamebureauet McCann i København, er enig i den analyse. Han mener, at virksomheder i dag hurtigt kan blive en belastning for brugerne på de sociale medier, fordi de hele tiden skal annoncere for at få vist deres opslag.
“Som virksomhed bliver ens reach lynhurtigt begrænset, når man har nået en vis mængde followers. Så på den måde giver det også mening at bruge en privat profil,” siger han og uddyber:
“Sociale medier er jo fortrinsvist til for mennesker og for at styrke deres sociale relationer. Grunden til, at der kom virksomheder til, var, at nogle skulle betale for gildet. Virksomhederne blev lokket til under parolen ‘first fix is free’, og nu har de en masse udgifter forbundet med sociale medier,” siger Kim Jong Andersen.
Han mener, at de fleste forbrugere har fået et filter for virksomheder på sociale medier, ligesom mange har det med bannerreklamer på hjemmesider.
“Vi er kommet ind i en ond spiral, hvor virksomheder ligesom hele tiden er i annonce-mode på de sociale medier, og det får forbrugerne til at lukke ørerne. Og så må dem, der tegner virksomheden, bruge sig selv som person i stedet,” fortæller Kim Jong Andersen.
LinkedIn er ikke bare til CV’et
Astrid Haug mener dog stadig, at firmaprofiler har deres berettigelse. En firmaprofil på Facebook kan eksempelvis bruges til at besvare kundehenvendelser.
Men på medier som LinkedIn og Twitter er personprofiler overlegne, når det kommer til at levere strategiske budskaber til en bred målgruppe, fortæller social media-eksperten.
“Mange anser LinkedIn som et lidt kedeligt socialt medie, hvor man bare har sit CV til at ligge, men jo mere interessant indhold, man lægger ud, des større udbytte får man også,” fortæller hun.
Derfor ser man i stigende grad nogle af LinkedIns mindre kendte facetter blive taget i brug af fremsynede kommunikatører.
“Long posts og blogfunktionen er gode værktøjer, hvis man laver indhold, som folk gider at kommentere og indgå i dialog med. LinkedIn har en algoritme ligesom Facebook, så dét, der interageres med, får mere synlighed i brugernes feeds,” fortæller Astrid Haug.
Hun gør dog opmærksom på, at man stadig skal huske det gamle formidlings-mantra ‘show it, don’t tell it’, selvom man optræder med en personlig profil. Altså, hvis du laver noget spændende og nyttigt, så vis hvordan i stedet for bare at postulere det.
Blogger løs på LinkedIn
Netop Kim Jong Andersen ser også LinkedIn som et oplagt sted at levere strategiske budskaber. Derfor kan hans forbindelser på mediet ofte se ham som afsender på opsigtsvækkende blogposts inden for hans fagområde.
“Jeg er jo selv et eksempel på det her mønster, når jeg blogger på LinkedIn. Der er flere, der kan forholde sig til det, som jeg skriver, end hvis jeg skrev det hele i McCanns navn. Og hvis jeg skriver for mig selv, er det også nogle holdninger, jeg rent faktisk skal stå på mål for. Det er mere troværdigt,” siger Kim Jong Andersen.
Han mener, at den type firma, han repræsenterer, kan få meget ud af at opbygge personlige relationer på sociale medier.
“Vi er B2B og ovenikøbet i det der kaldes en people’s business. Det er vores evne til at opbygge relationer med virksomheder, som bestemmer, om vi får spændende kunder eller ej. Der er det vigtigt, at man kan sætte ansigt og navn på os som personer,” siger han.
Ifølge Kim Jong Andersen får andre typer virksomheder mere ud af at gå en anden vej. For en B2C-virksomhed, som producerer dagligvarer, er det bedre at få nogen som i forvejen har et stærkt personligt brand til at promovere produkterne i stedet for firmaets direktør.
Ligeledes er celebrity-endorsement bedre end traditionelle medier, mener han.
“Lidt groft sagt får du mere ud af at få Medina til at promovere dit produkt end Alt for damerne. Som virksomhed må man vænne sig af med den traditionelle medieplan-tænkning. Man skal se Medina som det betalte medie,” siger han.
Kan ikke uddelegeres
Peter Svarre, der har skrevet social media-bogen ‘Den perfekte storm’, mener dog ikke at tendensen er helt ny.
“Da jeg begyndte at arbejde med sociale medier for over ti år siden, var der mange der snakkede om noget af det samme, og her var CEO-blogs noget af det helt hotte. Problemet var bare, at de fleste CEO’s hverken havde tid eller lyst til at drive en blog.”
Og det er svært at uddelegere personlige holdninger og social interaktion, fortæller han. Derfor kan man ikke bare sætte en studentermedarbejder til at styre direktørens Twitter-profil.
“Man kan ikke undgå, at det bliver lidt mere upersonligt, end det ellers ville. Og så er der jo også den fare, at én, som ens assistent har interageret med online, kommer hen og siger hej til en konference, og man aner ikke, at man har haft en samtale med vedkommende,” siger han.
“Men når det er sagt, kan du selvfølgelig godt have et bagland, der hjælper dig med at finde de interessante samtaler. Men det bliver for kønsløst med den totale uddelegering af profilen.”
Astrid Haug mener ligeledes, at det er en dårlig løsning med uddelegering af ansvaret.
“Enten bør man få nogle andre til at tegne butikken udadtil, for eksempel en kommunikationsdirektør eller lignende, eller også bør man få uddannelse og træning, så man bliver tryg ved at bruge sociale medier. Det har i mange år været standard at tilbyde ledere medietræning – det sker nu også med sociale medier,” siger hun.
Followers = god løn
Den tiltagende personfiksering ændrer også vilkårene for virksomhederne. Det bliver i højere grad vigtigere at rekruttere personale, som har venner, followers og connections på de sociale medier.
“Jeg kigger også selv på det, når jeg skal ansætte, og det har også indflydelse på lønnen. Jeg har engang ansat en englænder, som havde en blog med masser af læsere inden for det pågældende fagområde, og det havde en direkte værdi for hans arbejdsindsats. Som virksomhed køber man sig ind i den værdi,” forklarer Peter Svarre og uddyber:
“Medarbejdere, der er connected på sociale medier ved mere og er dygtigere fagligt, fordi de har flere relevante diskussioner. Det har også en selvforstærkende effekt, fordi arbejdsgivere i højere grad finder potentielle medarbejdere gennem sociale medier.”
Kim Jong Andersen ser samme tendens og fortæller, at det er noget virksomheder bør være opmærksomme på.
“Hvis virksomheden lægger al sin kapital i én person, hvad sker der så, når personen skifter job? Så tager vedkommende den sociale kapital med sig. Der er en kæmpe udfordring ved den model. Og vi ser det allerede nu med nyhedsværter i USA, hvor deres markedsværdi er afgjort af, hvor mange followers de har på Facebook. De gamle medier køber sig til personer, som selv er blevet medier. Nutidens største medier er ikke publikationer. Det er mennesker,” siger Kim Jong Andersen.
Så del denne artikel på LinkedIn, Facebook og Twitter. Så har du et godt argument, næste gang, der skal forhandles løn.