I Grundfos er CEO’en ikke bange for stavefejl og åbenhed. Derfor er hans blog på samarbejdsplatformen Yammer blevet et forum for livlig debat
Grundfos er en virksomhed på 18.000 personer spredt rundt om i verden, og de 14.000 af dem sidder for det meste bag en computerskærm. Men derfor kan en stor del af medarbejderne alligevel godt have et personligt forhold til direktøren for det hele, Grundfos-CEO Mads Nipper.
Han har nemlig sin egen blog på det sociale samarbejdsværktøj Yammer. Her kan medarbejderne læse om hans tanker, bekymringer og dagligdag. Og de kan kommentere; ligesom på et klassisk socialt medie som Facebook.
“Mads er meget kommunikerende, og han er god til det. Hans blog på Yammer startede faktisk allerede et par måneder, inden han tiltrådte som direktør. Den måde, han bruger Yammer, er med til at styrke en åben og transparent dialog, og det var ret nyt for medarbejderne, for der var ingen i virksomheden, som før havde oplevet en CEO, der var så åben og engageret i den daglige debat,” fortæller Thomas Asger Hansen, der er Head of Global Working Culture.
Ikke bange for stavefejl
Ifølge Thomas Asger Hansen skyldes direktør-bloggens succes, at Mads Nipper ikke er bange for at begå fejl og kommunikere mere søgende. Det er ikke formfuldendte stiløvelser og pressemeddelelser, han sender afsted. Det er i stedet et realistisk indblik i, hvad der foregår på direktørgangene.
“Han har nok selvtillid til, at han også kan lave stavefejl og sådan nogle ting. Det perfekte dræber CEO-blogs, og så bliver det bare envejskommunikation. På den her måde bliver følelsen af nærhed til chefen styrket. Men det er selvfølgelig stadig en strategisk kommunikationsplatform,” siger Thomas Asger Hansen, der sammen med kommunikationschef Kim Nøhr Skibsted søsatte idéen med at lade direktøren blogge og debattere på Yammer.
“Jeg kender en del forskellige danske direktør-blogs, og de fleste af dem er døde – forstået på den måde, at der aldrig kommer autentisk respons fra organisationen. Når det er for perfekt, opfattes det ikke som en invitation til dialog. Rummet er lukket af for gensidig udveksling,” fortæller Thomas Asger Hansen.
At de Grundfos-ansatte lige pludselig er blevet koblet på en direkte forbindelse med deres topchef har ikke bare skabt mere transparens i organisationen. Det har også vist, at idéer og projekter hurtigere kan skydes i gang.
“Hvis nogen skriver om en idé, så kan Mads gå ind og ‘pinge’ en leder og sige ‘kan du ikke lige give mig et bud på, hvad du tænker?’. Det kan sætte nogle ting i gang rigtigt hurtigt,” fortæller Thomas Asger Hansen.
Ikke spild af tid
Men kan Grundfos-chefen ikke ende med at sidde hele dagen og svare på spørgsmål fra utilfredse eller opmærksomhedskrævende medarbejdere, når adgangen til ham er så åben? Nej, siger Thomas Asger Hansen. Han fortæller, at der er opstået en debatkultur omkring Yammer, som forhindrer den slags.
“I starten var der nogle, som hijackede debatten, men den slags er selvregulerende. Mange af de her online-debatter fungerer på samme måde som i et offentligt, fysisk rum. Hvis der er én, der bare hele tiden kører sin egen dagsorden, så holder vi jo også op med at lytte. Nu er der efterhånden kommet en fin kultur omkring hele debatten på Yammer.”
Thomas Asger Hansen mener endda, at Yammer kan være med til kvalificere debatten i virksomheden.
“Debatten på Yammer gør også, at andre folk tør at snakke om svære eller potentielt konfliktfyldte ting. Og det er nødvendigt for, at en virksomhed kan komme videre i stedet for, at snakken bare foregår på små kontorer rundt omkring.”
Hvad med mails?
I en ny undersøgelse, som Magasinet F5 står bag, viser det sig, at kun få danske virksomheder benytter sig af sociale samarbejdsværktøjer som Yammer. 40 procent af de 600 respondenter i undersøgelsen havde deres daglige gang i virksomheder, som udelukkende benyttede mails og telefonopkald til intern kommunikation og samarbejde. Så hvorfor har Grundfos valgt en anden tilgang i stedet for mails?
“Mail er fedt til mange ting – det er bare ikke optimalt til transparens og effektivt samarbejde, og alle ønsker sig færre mails i indbakken. Med Yammer kan man selv vælge, om man vil kigge med. Og Yammer inddrager også folk, som ellers ikke ville turde at være en del af debatten,” siger Thomas Asger Hansen og uddyber:
“Problemet med e-mails er, at det tit er der, information dør. ‘Mail is the place where knowledge goes to die,’ er der et citat der lyder, og den køber jeg. Men der vil nok altid være et vist omfang af e-mails de næste 5-10 år. Og der er også ting, som egner sig bedst til det medie,” siger han.
Thomas Asger Hansen slår fast, at Mads Nippers brug af Yammer blot er ét tilfælde, hvor redskabet er værdifuldt. I mange andre sammenhænge kan det bruges.
“Mads’ blog er én måde at bruge Yammer på. Men der er også en hel masse andre use-cases. En af vores koncerndirektører har lige brugt det til at spørge bredt om inputs til strategi, og specielt er der også masser af mindre fora, hvor der foregår teamarbejde. Og det er nok nærmere samarbejdet på tværs og inden for teams, der er den typiske brugercase, og der hvor den største værdi skabes.”