Forventninger til et lykkeligt arbejdsliv er med til at gøre os ulykkelige, påpeger tysk forsker. For det står i åben konflikt med et europæisk arbejde med behersket arbejdsglæde. Derfor skal vi kollektivt mindske troen på et lykkeligt arbejdsliv.
Gransker man diverse jobannoncer, svømmer de ofte over med muligheder for selvrealisering, selvudvikling, højt humør, glade kolleger og gode frokoster. Ikke desto mindre viser tal fra Eurostat og StepStone, at europæerne er jævnt tilfredse med at gå på arbejde – ikke stærkt begejstrede, ikke lykkelige, blot jævnt tilfredse.
Når europæerne skal vurdere deres job fra 1-10 (bund til top), lander gennemsnittet på 5,5 ifølge en analyse fra rekrutteringsfirmaet StepStone. Skandinavien ligger i top, mens Bulgarien er absolut bundskraber. Europas største arbejdsmarked, det tyske, ligger lunkent i svinget med en gennemsnitlig tilfredshed på fem.
Og netop den lunkne tilfredshed har fået den tyske arbejdsmarkedsforsker og forfatter Volker Kitz til at undersøge, hvorfor det tal ikke er højere, når vi gennem mange år har fået fortalt, at lykken i arbejdslivet skal være der – og ellers er det bare med at finde noget andet.
”Det er netop dette løfte om lykke, der gør os så ulykkelige på arbejdspladsen. I stedet for at kigge efter fejlen i os selv eller på arbejdet bør vi se på arbejdet nøgternt igen. Som en aktivitet samfundet har brug for – og som betaler arbejdstagerens leveomkostninger”, siger han til den tyske avis Die Zeit.
Du tror måske, det kun er dig
Skal man tro diverse HR-agenter og jobkonsulenter, er problemet som regel, at jobbet og medarbejderen ikke er det rette match – og at vi med et jobskifte bliver lykkelige. Volker Kitz peger på, at det derfor fører til den gængse svada om elendigheden ved netop ens eget job.
“Efter to øl begynder mange at klage – for det meste over to emner: parforhold og arbejde. For eksempel er mange utilfredse med, at deres arbejde ikke er så spændende, som de troede, eller at de ikke har 100% jobtilfredshed”, siger han.
“Og alle mener, at deres problemer er unikke, selvom de ligner de fleste andres. Mange medarbejdere har ikke et problem med arbejdet i sig selv, men med forventningerne. Det er dem, mange er overbelastet af i dag”.
Vi belønner ikke rettidig omhu
Ifølge en Gallupundersøgelse fra 2016 skifter 15% af arbejdsstyrken job efter et år, mens 70% har brug for løbende kontrol for at holde dampen oppe i arbejdsindsatsen. Derfor mener Volker Kitz, at selvledelse i praksis er svært at løfte.
”Kontrol med folks arbejde har et rigtig dårligt ry. Men hvad skal vi gøre? Modarbejde kontrol?”, spørger han retorisk. For det er i dag et paradoks i mange sektorer; vi belønner selvledelse, der fører til mere arbejde, men ikke selvledelse, hvor medarbejderen ”nøjes” med at passe sit arbejde.
Blandt andet når ledere fremhæver de overarbejdende.
”Ofte er det dem, der er stressede, der bliver forfremmet. Men ikke kun folk, der overarbejder, er gode medarbejdere. Ofte er det modsatte tilfældet: hvis nogen gennemfører opgaver efter arbejdstiden, betyder det først og fremmest, at de ikke gjorde det i løbet af dagen”, siger han.
Stort set alle jobs er meningsfulde
Volker Kitz har i bogen ”Feierabend! Warum man für seinen Job nicht brennen muss” (”Fyraften! Hvorfor man ikke behøver at brænde for sit arbejde”) observeret, at det meningsgivende arbejde bliver forbundet med at opfinde dybe tallerkner eller at hjælpe nødlidende på den anden side af jordkloden.
”Hvert job, der mætter en efterspørgsel, opfylder et behov. Og det er min definition af betydning. Det har meget lidt at gøre med sjov, spænding eller selvopofrelse. Mange tror, at kun ved at hjælpe børn i Afrika laver vi meningsfuldt arbejde – ikke hvis vi underviser grundskoleelever på den lokale skole”, siger han.
Derfor er tiden også inde til et forsvar af såkaldt almindelige jobs.
”Med min bog og studiet ønsker jeg at vende tilbage til normale erhverv, hvor man ikke umiddelbart tænker på selvrealisering. Kontorarbejde eller kasseekspedient for eksempel”, siger Kitz som modsvar til det eksisterende mantra, hvor jobbet skal give spænding, afveksling og lidenskab.
“Samfundet klarer sig formentlig bedre uden et par bloggere end uden arbejdere, der tager vores skrald eller plejer os på hospitalet,” siger han.