Sune Urth er bartender, alkoholproducent og rigtig klog på, hvordan man kan overkomme sin egen hjernes dumhed. Den er nemlig ofte en stor hæmsko i forhold til at kunne udfolde sig, mener han.
Før du læser videre, vil Sune Urth have dig til at forstå, at din hjerne er dum. Den er en luddoven og snotdum klump organisk materiale. Den vil altid afsøge den nemmeste udvej, den vil altid forsøge at putte alt og alle ned i kasser, og den vil se mønstre over det hele. Den er elendig til at afkode årsag og virkning.
Tag et eksempel: Sunes mor har engang på en hyggelig aften fået en sjus rom for meget. Det resulterede i, at hendes hjerne i over 15 år forbandt rom med noget dårligt. Noget hun simpelthen ikke kunne fordrage og for alt i verden undgik. Men det er jo en stor fejl kategorisk at afvise al rom, når der nu findes så utroligt meget god rom ude i verden, forklarer Sune Urth. Det er dumt.
Tag et andet eksempel: Hvis du nu gik gennem junglen på en fin og flot lille sti for at komme ned til vandet og drikke, og så en sabeltiger bed dig i ansigtet og vansirede dig for resten af livet… så ville din hjerne fortælle dig, at du virkelig skulle tage at gå en anden vej næste gang, du skal ned for at hente vand. For den sti er farlig, og tigeren er ond.
Men behøver det at være sådan? Kunne tigeren ikke bare have haft en dårlig dag? Var det hele ikke bare en dum tilfældighed? Det synes din hjerne ikke, for den er meget kategorisk. Den kan lide alt, der er nemt og alt det, du altid har gjort, og som du slet ikke behøver at lave om på.
Sandheden er bare, at ingen af os kommer særlig langt eller skaber noget nyt, hvis den dumme hjerne ikke bliver udfordret. Og udfordret tit.
“Mennesker er formbare. Vi er ikke mejslet i sten,” siger han.
Bevar den kreative ånd
Sune Urth har en passion for spiritus. Han er barchef på den eksklusive restaurant No. 2, og er det kreative overhoved for produktion og udvikling hos Copenhagen Distillery, som specialiserer sig i at skabe unik og innovativ spiritus, herunder både gin med egetræ og knogler og akvavit, som de ynder at gøre cool og ungdommelig.
“Noget af det fedeste ved det her job er at få lov til at tage kæbebenet fra en angusokse og smadre det med en lægtehammer og hælde 60 procent ethanol over, lade det stå i 60 dage og så køre det ind i et destillationsapparat og så få noget ud, der smager af flæskesvær,” fortæller Sune Urth.
Der er ikke grænser for det eksperimenterende element hos Copenhagen Distillery. Det er en lille virksomhed med fire mand ansat inklusive ham selv, og det giver selvfølgelig plads til at være kreativ og hele tiden prøve nye ting af. Men Sune savner også, at den kreativitet og det frirum, han har, var mere til stede i større organisationer.
“Hvis vi var en større organisation, ville vi nok slet ikke have plads til at kaste rundt med alle de her idéer, vi har. Ikke på samme måde i hvert fald. Men et eller andet sted bliver man nødt til at holde fast i, at det, man laver, skal være sjovt,” siger han.
Han kan dog også godt se, at det måske bliver svært at opretholde de skøre idéer og føre dem ud i livet, når der kommer flere og flere produkter i porteføljen. Men så må man lave nogle “limited editions” for at holde gang i den kreative proces. For drift må ikke blive en norm.
“Jeg tror man er nødt til at holde en eller anden form for kreativitet i gang, for ellers bliver det hele bare ren maintenance. Og det er der ingen, der bliver rigere mennesker af,” siger Sune Urth.
Samtidig er det også den eksperimenterende ånd, der tit er i yngre virksomheder, som drager de bedste folk til.
“Man er også nødt til at bevare iværksætter-mindsettet og den åbne tilgang til alting. For ellers skrider folk. Pludselig synes de ikke længere, det er interessant at være der, og så vil de hellere søge hen til mindre og yngre steder, som er fleksible og sjove. Der er meget få mennesker tilbage efterhånden, som søger og får ét bestemt job for at beholde det resten af livet,” siger Sune Urth.
Fejl er den eneste vej frem
Sunes mange eksperimenter og frirummet til at udfolde idéer medfører naturligt nok også en del fejlslagne projekter.
“I skulle bare vide, hvor meget sprut, vi hælder fra herinde. Det bliver hældt på flasker med nogle mærkater for at huske på, hvad der ikke fungerer. Så næste gang nogen kommer og foreslår noget lignende, så kan vi sige “Nej! Det skal vi ikke gøre, for det smager ad helvede til!”. Men havde vi ikke lavet den fejl, så ville vi ikke vide det. Så ville vi bare sidde og lave de samme ting igen og igen, som vi ved virker. Og det kan ingen bruge til noget,” forklarer Sune Urth.
Han mener, at der skal være plads til fejl alle steder, for ellers kommer vi ingen vegne. Ellers er der ingen, der kaster sig ud i noget nyt, og hjernen falder tilbage i sine vante rammer, hvor den elsker at være. Fordi den er dum.
“Alting bliver målt og vejet alt for meget i dag. Især dine fejl, for det er ikke sikkert, der er nogen, der bemærker, når du gør noget godt, for så har du bare passet dit arbejde. Kvajer du dig så en enkelt dag, så kan du risikere at skulle høre for det de næste tre år ved dine MUS-samtaler. Og hvorfor egentlig,” spørger Sune Urth.
Ifølge ham sker der ikke hverken sjove eller spændende ting, hvis man ikke accepterer, at fejl er en del af gamet.
Kan alle få gode idéer?
Selvfølgelig er man nødt til at vide, at der er noget, der hedder en dyb tallerken for at undgå at opfinde den dybe tallerken igen.
Og Sune Urth kan også godt lide Per Højholt-citatet: “Du må ikke lave noget, medmindre det er absolut nødvendigt, for der er allerede alt for meget af alting”.
“Det synes jeg er vildt godt sagt, for det handler om at have en nødvendighed i forhold til det man laver, for ellers laver man bare noget, der allerede findes.”
Men i virkeligheden handler det om at være bevidst om, hvordan den hjerne, vi alle sammen har, fungerer. Hvordan man åbner op for alle de kasser, den gerne vil komme alting ned i, og hvordan man konstant udfordrer den på sin dovenskab. Sune tror på, at man kan arbejde med en bevidsthed om, at ens hjerne er lidt dum.
“Hvis jeg havde et entydigt svar på, hvordan man udvider sin horisont og glemmer sin hjernes kasser, så havde jeg været life coach – men jeg tror, at en væsentlig del af det er at holde sig nysgerrig og opsøge nye ting. De første par gange, man gør sådan noget, kan det være vildt angstprovokerende. Og for nogle er det sværere end for andre. Jeg har nok aldrig haft specielt svært ved det selv, men nogle mennesker har virkelig svært ved alt, der er nyt. Det er bare om at holde sig selv i gang,” siger Sune Urth.