Mens konkurrenterne er godt på vej til at perfektionere shopping på nettet, har IKEA sovet i timen. Koncernchefen indrømmer nu, at de skal til at tage e-handel alvorligt
Et besøg i et IKEA-varehus er så velsmurt en shoppingoplevelse, at man dårligt opdager turen fra de blå presenning-poser ved indgangen over afdelingen med assorteret køkkentøj og til man endelig står med en tallerken köttbullar i hånden og et bagagerum fyldt med alt andet end det, man egentlig kom efter.
Men som enhver, der har forsøgt at anskaffe sig en ekstra HYLLIS-reol eller det der beslag, man glemte at få med til sit PAX-garderobesystem, ved, er det knap så nemt at få lov at bruge sine penge hos IKEA online og hjemme fra sin egen stue.
Internettet er “ikke bare en trend”
Det skal der nu laves om på, erkender koncernchef Peter Agnefjall nu i et interview med New York Times.
“Vi var ikke en af pionererne. Men vi er modnet i måden vi tænker på [nettet],” siger Agnefjall blandt andet og fortsætter: “Vi indså, at det ikke bare er en trend, det er en kæmpeomvæltning.”
Indrømmelsen kommer i kølvandet på koncernens seneste årsresultater, der viser stagnerende vækst i forhold til de tidligere år. Kun 0,4 procent steg overskuddet i 2014 sammenlignet med 3 procent i 2013 og 8 procent i 2012. Og det skyldes blandt andet, at IKEA ikke har været gode nok til at levere tilfredsstillende løsninger for salg på internettet, lyder det.
Mersalg i kassekøen
IKEA sælger kun deres produkter online i omtrent halvdelen af de 27 lande, hvor de har varehuse. Og selv i de lande med internethandel, er det langt fra alle produkter, der er tilgængelige online.
Ambitionen er nu, at 90 procent af IKEAs produkter skal være tilgængelige online, og møbelproducenten vil desuden investere mere i transportløsninger, så de bliver bedre rustet til hjemmeleveringer.
For mens det stadigvæk er dyrt og besværligt at shoppe i IKEA på nettet, har konkurrenter som Amazon i årevis arbejdet aggressivt på at tilbyde mange af de samme varer nemt, hurtigt og billigt online.
Og ligesom IKEA har gjort sig til eksperter i lokke kunderne med yderlige varer, mens de venter i kassekøen i varehuset, har den amerikanske internetgigant og andre digitale varehuse mestret online mersalg baseret på komplicerede anbefalinger og algoritmer.
Det forspring skal den svenske møbelgigant nu til at indhente, hvis de vil fastholde deres position i internettets tidsalder.