DR PigeKoret er et gammelt fællesskab, men det består af godt 50 unge individer, der i de sociale mediers tidsalder er obs på egne behov. Korets dirigent, Phillip Faber, deler sine erfaringer med at lede en ny generation ind i en holddisciplin.
DR PigeKoret synger: ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme…”. Foran dem står Phillip Faber for sjette år i streg og dirigerer med fagter, mimik og passion, men at dirigere og lede 50 piger i alderen 15-22 år er ikke altid en nem opgave.
”Problemet, når man har med unge mennesker at gøre, er, at de går i gymnasiet. Og i gymnasiet booster de mig, mig, mig-tankegangen ved, at man hele tiden skal markere sig. Så da jeg blev dirigent for PigeKoret, og når musikken så sluttede, så var der ti piger, der havde hånden oppe. Og man kan slet ikke lede nogen, der hele tiden markerer sig”, siger chefdirigent Phillip Faber til DR’s oplægsserie ’DR deler’ i DR-byen.
I begyndelsen tog kommentarerne og spørgsmålene overhånd, og Phillip Faber oplevede, at agendaen blev tilfældig i stedet for hans egen. Men med tiden fik han sat nogle rammer for, hvornår og hvordan han selv kunne tage styringen.
”Det er enormt vigtigt at gøre klart, hvornår du har indflydelse på noget, og hvornår du ikke har. Det er meget umoderne og meget udansk at sige: ’Det her bestemmer jeg, ellers fungerer det ikke’. Dirigentens rolle er alarmerende gammeldags. Det er et enevælde i mange henseender. Det er meget umoderne, at sige: ’Det bestemmer du ikke’”, siger Phillip Faber, som opfordrer korets sangere til at bruge deres kræfter der, hvor han faktisk åbner op for forslag, og hvor de har mulighed for indflydelse.
”Jeg er meget tydelig med, hvornår det er en afstemning, og jeg vil lytte til dem, og hvornår jeg melder noget ud, der ikke er til diskussion”, siger han.
DR PigeKoret har sunget i radioen i mere end 80 år. I dag hører man ikke kun koret i radioen, for man ser dem også i fjernsynet og til en lang række koncerter. Det kræver dels mange timer i øvelseslokalet, og dels et rigtig godt fællesskab.
”Det ligger meget i tiden, at det handler om mig og mig og mig og mig. Hvor ellers lærer man, at her handler det ikke om mig?”, spørger Phillip Faber.
”Det, jeg plejer at sige til pigerne, er, at I vil kunne skifte mig ud med en anden dirigent, og det her kor ville stadigvæk være det kor, det er nu. Vi ville kunne skifte enhver sanger i koret ud med en anden dygtig sanger, og det vil være nøjagtig det samme. Så der er et eller andet, der ikke handler om dig og dig og dig og dig og mig. Men som handler om noget, som er større end os. Og jeg synes, det er meget smukt”.
Smittende kultur
I et stort fællesskab som DR PigeKoret bliver man selvfølgelig hele tiden påvirket af hinandens attitude og humør, og det smitter lynhurtigt fra den ene ende af koret til den anden.
”Jeg mærker det, når jeg bliver stresset, og de lukker publikum ind i salen om et minut, og jeg har ét minut tilbage med koret. Hvis der så kommer en kollega og siger noget til mig, og jeg snerrer af min kollega, så går der fem minutter, så er der nogen i koret, der snerrer til hinanden eller til mig. Hvis jeg er sarkastisk overfor koret, så går der fem minutter før der er nogen, der er sarkastisk overfor naboen eller overfor mig”, fortæller Phillip Faber og erkender, at det jo tit begynder ved ham selv. Men han fastslår samtidig vigtigheden af at tage affære, når et problem opstår.
”Hvis der sker noget, der ikke er i orden. Så skal man gøre noget ved det. Så skal man adressere det. Ikke nødvendigvis foran alle. Men hvis der sker noget, og man ikke gør noget ved det, så er man med til at autorisere det”.
For Phillip Faber har oplevet, hvordan en kultur ikke bare smitter på den korte bane, men også på den lange bane, og nedarves til de næste i rækken.
”Hvis der for eksempel er en rigtig dårlig brokkekultur. Når en person som brokker sig eller siger kommentarer, der hele tiden er lige til grænsen, hvor man tænker: ’Skal jeg, eller skal jeg ikke? Og gudskelov nu holdt hun op’, Så er løbet ikke kørt. For der er hende ved siden af, der har set op til hende. Hun tager den rolle, og om 14 dage så er hun nøjagtig den samme”.
Derfor hjælper det ikke nødvendigvis at fyre den medarbejder, der skaber problemet. For kulturen vil allerede have spredt sig til andre i teamet.
”Man skal være enormt opmærksom på, at man dyrker det, der fungerer, og slår ned på det, som ikke fungerer. Både de positive og de negative ting nedarves. Hvis man først er i en positiv spiral, og alt det positive nedarves, og man kan bygge oven på det. Så står man et alarmerende godt sted”, forklarer Phillip Faber, der er glad for den positive kultur, der er skabt i DR PigeKoret.
Fejlkultur
Der er mange ører, der er rettet mod DR PigeKoret, så ansvaret er stort. I klassisk musik fokuserer man traditionelt set meget på at finde fejl, for når man finder en fejl kan man rette den, så resultatet lyder bedre næste gang. Det er også vigtigt for Phillip Faber at få rettet de fejl, der nu måtte være, men han skelner dog skarpt mellem to typer af fejl.
”Der er den type af fejl, der retter sig selv, og så er der den type af fejl, som man bliver nødt til at slå ned på. For nogle gange hvis man har lavet en fejl, så kan den ligesom gro fast, og så skal man bruge ti gange så meget energi på rette den, i stedet for hvis man fra starten af havde sagt: ’Hov, vi skal lige gøre sådan her i stedet for’”, siger han.
Dygtige sangere ved godt, når de ikke rammer tonen helt, ligesom en punktlig medarbejder godt ved, at det ikke var smart, da han kom for sent til mødet i tirsdags. Det er fejl, der retter sig selv. Men hvis en sanger gang på gang synger forkert, eller en medarbejder har tendens til at komme for sent og virke uforberedt, så er det en anden sag.
”Selvom det er ubehageligt, så har vi en ret vigtig opgave i at slå ned på de ting, vi skal slå ned på. Fejl, der ikke retter sig selv, vil være en torn i øjet for evigt”, siger Phillip Faber og anerkender, at det kræver en vis erfaring og kendskab til sine folk for at vide, hvornår en fejl retter sig selv, og hvornår man skal rette den.
Foto: Kim Matthäi Leland