Træn din innovationskraft på Folkemødet

Du har brug for inspiration for at skabe innovation. Og den bedste inspiration får du ikke altid ved at søge efter den indenfor din egen branche og din egen faglighed. De bedste ideer, løsninger og produkter opstår ofte, når man krydser industrier, fagligheder og metoder.

Det gør vi på årets Folkemøde, og vi vil så gerne have besøg af dig! Vi har samlet hele 9 inspirerende profiler fra en række meget forskellige brancher og sat dem i stævne i tre events, der indeholder både debat, oplæg og performance.

Hent inspiration fra musik, teater og gastronomi

I løbet af de tre dage på Bornholm kan du møde blandt andre den verdensberømte jazzbassist, Chris Minh Doky og innovationschefen for Københavns innovationshus, Diana Arsovic Nielsen. De to skal diskutere, hvordan offentlig innovationsstrategi kan styrkes af jazzens metoder.
Vi skal også undersøge, hvordan eksperimenter og faglige kryds kan gavne forretningsudviklingen. Giver det mening som virksomhed at etablere innovative enheder i eller uden for organisationen? Og hvordan gør man det bedst?
Det skal vi undersøge sammen med Edison Teatret, Noma og Meyers, IBM, Leo Innovation Lab og Singularity University.

Det hele foregår i F5’s telt på plads A30, Danchells anlæg.

Program

Torsdag: Jazzens metode kan skabe mere innovation i det offentlige

Den verdenskendte jazz-bassist, Chris Minh Doky, indleder med bløde toner. Efterfølgende inviterer han os ind i jazzens metode. En metode, hvor intens træning og præcision skaber et optimalt grundlag for, at man kan improvisere, præstere og levere et fantastisk show på scenen. Det handler om relationer og samspil. Vi får også besøg af innovationschefen for Københavns Kommunes Innovationshus, Diana Arsovic Nielsen. Hun fortæller, hvordan hun mener, at vi skal lære af jazzen. Blandt andet, hvordan vi kan lære at spille hinanden bedre og skabe en fælles retning. Man arbejder i kunsten og i sporten med meget definerede rum for, hvor og hvornår der trænes og eksperimenteres og hvor og hvornår der præsteres bedst muligt. Ledere står overfor mange af de samme udfordringer og forventninger, når det kommer til at fejle og præstere på de rigtige tidspunkter, og i de rette rum. Vi kalder stedet med plads til udvikling for ‘Træningsrummet´.

Læs også: Innovationsopskrift: Skru op for jazzen og ned for autopiloten

Fredag: Byg dit innovationsrum. Lær af teatret

Betty Nansen Teatret drømte om et slags teaterlaboratorium. Et sted, hvor ideer kunne blive til virkelighed hurtigt. Ud af det kom anneksscenen Edison. En formmæssig legeplads og et eksperimentarium, hvor der er højt til loftet - fysisk såvel som kunstnerisk. I dette event ser vi på, hvad det er for typer af rum, både fysisk og organisatorisk, der skaber innovation og kreativitet. Med udgangspunkt i Betty Nansens kreative laboratorium, Edison Teatret, har vi inviteret partner i arkitektfirmaet Smith Innovation, Mikkel A. Thomassen ind til at tale om, hvad rummet gør ved en, og hvordan man skaber det. Tanken om at skabe en "anneksscene" har allerede ramt dele af erhvervslivet, så vi får også sparring af CEO for Leo Innovation lab, Kristian Hart-Hansen. Han har skabt et kreativt og iderigt rum for medicinalvirksomheden, Leo Pharma. Vi kalder stedet med plads til udvikling for ‘Træningsrummet´.

Læs også: Organiser virksomheden til innovation

Lørdag: Gastronomiens laboratorium lærer dig om innovation

I dette event ser vi på, hvordan nogle af de dygtigste inden for gastronomien, Noma og Meyers, systematisk bruger eksperimenter til at udvikle deres forretning. Vi bliver taget med ind i historien om Nordic Food Lab, Nomas husbåd, hvor kokke, kemikere, antropologer og biologer sikrer unikke smagsoplevelser på Michelin-niveau år efter år. Og vi hører, hvordan Meyers nørderi med en ukendt kornsort blev til allemandseje og forretningssucces. Det er Jonas Astrup, der fortæller - og lur os, om han ikke også medbringer et lille eksperiment? Jonas Astrup er tidligere produktudviklingschef hos Nordic Food Lab og i dag er produktudviklingschef for Meyers. Vi får også besøg af Anders Hvid, ambassadør for Singularity University og CEO for Dare Disrupt og IoT Innovation Architect hos IBM, Kim Escherich. Sammen vil de tale om, hvordan virksomheder kan arbejde med eksperimentet for at udvikle forretningen og om, hvordan det at krydse fagligheder skaber de stærkeste resultater.

Log ind eller opret en konto

Log ind eller opret en konto

Velkommen tilbage,

Jeg har glemt mit kodeord

Opret en profil og kom igang...

Sssssch, ny kode på vej. Tjek din mail.

Tilbage til login