Marie-Louise Andreassen kunne ikke affinde sig i rollen som driftsbestyrer, da hun blev valgt til Gentofte Byråd. Hun startede et ambitiøst samskabelsesprogram, der har rykket grænserne for forvaltningens, politikerens og borgerens rolle.
For 16 år siden satte Marie-Louise Andreassen sine ben på rådhuset i Gentofte som nyvalgt kommunalpolitiker og viceborgmester for Radikale Venstre. Hvedebrødsdagene i kommunalpolitik blev dog hurtigt overskygget af papirdynger og sagsbehandling. Midt mellem sagsbehandlinger blev hun chokeret over, at hendes rolle som politiker var mere en driftsrolle og borgerne syntes langt væk fra de politiske processer.
”Jeg kom ind i en helt anderledes verden i kommunalbestyrelsen, hvor jeg skulle tage stilling til alenlange dokumenter om driftsager. Så var der få papirer om, hvor vi ville hen i kommunen, men 99 procent af tiden gik med driftsmæssige sager”, siger Marie Louise Andreassen, hun var frustreret og delte sin frustration med den garvede bykonge, Gentoftes mangeårige borgmester Hans Toft fra Det Konservative Folkeparti.
”Jeg kunne ikke se nogen ide i at driftssager tog så meget af min tid som politiker, når vi havde en meget stor organisation i ryggen. For vi havde stadig ikke tid til at lave mål og tænke i visioner og langsigtede mål. Jeg havde ikke lyst til at være en ”sagsbehandlerpolitiker”, men det var svært inden for den struktur, vi havde”, forklarer hun.
Derfor startede hun og borgmesteren et ambitiøst program for samskabelse, der har berørt alle dele af kommunens medarbejdere og politikere. Det har ændret arbejdsgangen for mange og skabt en anden kultur på rådhuset.
Har hjulpet til at nedbryde siloer
Samskabelse har blandt andet ændret en ’tradition’ for silotænkning, der, ligesom i store dele af den offentlige sektor, var udbredt i Gentofte. Marie-Louise Andreassen mener selv, at samskabelse mellem forvaltning, politikere og borgere har bidraget til mere helhedstænkning i kommunen. Det er beskæftigelsesområdet et eksempel på, hvor hun fik ideen til at kombinere ældreområdet med beskæftigelsesområdet.
”I kommunen har vi mange ressourcestærke pensionister, der går og keder sig lidt. Derfor var det meget nærliggende at kombinere de her mennesker, med iværksættere og kommunens netværk for ledige ledere”, siger hun og peger på, at borgere internt i kommunen dermed kan hjælpe hinanden på tværs.
Men netop et hold ressourcestærke ældre er ikke noget, alle kommuner råder over. Og kritikere kan pege på, at Gentofte er en kommune med begrænsede sociale problemer og landets mest velhavende og mest veluddannede borgere, hvilket gør driften af kommunen nemmere for politikere og forvaltning. Den køber Marie Louise Andreassen, der sammen med embedsmænd og ledende politikere er ophavsmand til samskabelsen i Gentofte, imidlertid ikke.
Hun mener nemlig, at den personlige beretning altid har en værdi for politikere og embedsmænd, og at alle landets kommuner råder over borgere, der kan og vil bidrage til en bedre kommune. Og den viden skal man være klar til at tage imod, vurderer hun.
”Det betyder, at alle skal ændre rolle – både for politikere og for forvaltningen. Forvaltningens rolle har hele tiden været at servicere politikere eller overbevise politikere om, at deres mening er den rette. Det bliver vendt på hovedet, når vi alle skal finde ud af at servicere borgerne – sammen med borgerne”, siger hun og tilføjer:
”Det illustrerer også, at det der sker, er at man starter en innovativ proces, hvor ideer hurtigt bliver omsat til praksis og skaber en merværdi for borgeren. Og det er vi alt for dårlige til i den offentlige sektor”, siger hun.
Samskabelse er en lang proces
Dog har det ikke været en smal sag, at implementere forklarer hun. Det har taget tid, tålmodighed og energi, siden hun i samarbejde med Hans Toft og senere kommunaldirektøren Frank E. Andersen gik i gang med at gentænke kontrakten mellem embedsmænd, borgere og politikere for snart 16 år siden. Grundtanken var, at borgerne og kommunens virksomheder skulle inddrages i den politiske proces og sætte fokus på løsninger, der gav mening for alle parter og sikrede en mere kvalitativ politik.
”Det første projekt, hvor vi inddrog borgere, var udarbejdelsen af Skovshoved Havn, hvor ro- og sejlklubber og havnens lokalmiljø kunne udarbejde et forslag til, hvordan havnen skulle designes. Her gik vi fra at lave sagsbehandling på baggrund af et oplæg fra forvaltningen, til at spørge borgerne ’hvordan skal det her se ud?’”, fortæller Marie-Louise Andreassen.
Senere fulgte Gentofte Sportsarena, hvor en gængs forvaltningsproces med udbud og arkitektkonkurrence blev væltet af bordet til fordel for brugernes input og ideer til kommunens sportsfaciliteter. Og løbende er borgerinddragelse blevet normen for alle politikområder fra tvangsanbringelser af børn til kommunens kulturtilbud. Indledningsvis var de mere låste i deres ideer om, hvordan samskabelse skulle fungere i praksis, mens de senere er blødt op og i dag løbende opretter nye opgaveudvalg, der tager sig af presserende problemstillinger.
Borgerinddragelse virker også på svære områder
Borgerinddragelse virker oplagt på steder som for eksempel sportsfaciliteter, planlov og ældrepleje. Billedet bliver dog noget mere mudret, når det omhandler komplekse juridiske og sociale spørgsmål som anbringelser af børn, sager om omsorgssvigt og børns mistrivsel. Alligevel mener Marie-Louise Andreassen, at borgerne kan gøre en afgørende forskel på svære områder som disse.
”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde store budgetoverskridelser for anbringelser af børn i kommunen. Derfor var vi inde og se på, hvad det skyldes. Blev for mange børn anbragt? Blev de anbragt forkert?”, siger hun og tilføjer:
”Vi sagde til os selv, at man måtte kunne bruge ressourcerne bedre. Derfor mente vi, at vi skulle arbejde med familier og frivillige og oprettede et opgaveudvalg under styrelseslovens §17, stk. fire (et midlertidigt politisk udpeget udvalg nedsat af en kommunalbestyrelse, red.)”.
Udvalget bestod af fem politikere, chefen for børne- og familieafdelingen, 10 borgere hvor nogle arbejdede med området, forældre, og to tidligere anbragte børn. De 10 borgere søger selv om deltagelse, og ansøgerfeltet består ofte af interesserede borgere med en personlig eller professionel erfaring inden for området.
”Vi skabte et rum, hvor vi kunne være hudløst ærlige i forhold til, hvad det vil sige at være anbragt, og hvad myndigheder kan gøre før, under og efter anbringelsen. For sagsbehandlingen er til syvende og sidst meget juridisk. Du gør alt, hvad du kan for at hjælpe familien, men til syvende og sidst handler det hele om jura og lovgivning”, siger hun og uddyber:
”Vi fik mulighed for at se på, hvad man tænker som medarbejder, som pårørende, som anbragt, og det giver nogle værktøjer til, hvordan man arbejder med det her meget sårbare område. For eksempel når man fylder 18 år og har svært ved nogle (for andre) helt banale ting, fordi man aldrig har haft mulighed for at lære det. Hvordan søger man et job? Hvordan gør man rent? Ting vi andre tager for givet, fordi vi har en familie, der ruster os til det”.
Initiativet i Gentofte har ændret praksis for sociale sager og har blandt andet lagt vægt på at give et netværk til de unge, der tidligere i livet har været anbragte.