Med det enkle og visuelle værktøj Business Model Canvas, kan de fleste virksomheder lære en masse om sig selv og skabe forståelse på tværs af organisationen
Partnere, aktiviteter, værdifaktorer, ressourcer, kunderelationer og omkostninger. Der er masser af faktorer, der skal tages højde for i en moderne virksomhed, og dette er bare nogle få af dem.
Nøglen til succes kommer i form af en bæredygtig forretningsmodel. Og én af de mest effektive måder at klarlægge virksomhedens strategiske standpunkter og profil er ved hjælp af det relativt nye, men alligevel velomtalte værktøj, Business Model Canvas, som udspringer af Alexander Osterwalder og Yves Pigneurs bog, Business Model Generation, fra 2010.
Redskabet giver et bredt overblik og kan måske endda føre til, at man opdager noget om sin virksomhed, som man ikke havde sat ord på eller opdaget i forvejen. Sådan skete det i hvert fald hos danske Infomedia, hvor direktør, Thomas Vejlemand, er stor fortaler for metoden. Hos Infomedia har Business Model Canvas bragt positive ændringer med sig.
“Vi er blevet meget mere klare omkring, hvorfor vi er her, hvad vi skal og hvorfor. Du kunne også finde andre tilgange. Men det her har været godt, fordi det er enkelt, det er visuelt, det engagerer og involverer rigtig mange. Det er nemt at lave,” forklarer han.
Thomas Vejlemand er ikke blot fortaler for Business Model Canvas, han er også systematisk storbruger af modellen – på alle niveauer i organisationen. Og siden han blev udnævnt som CEO i Infomedia i januar 2015, har modellen hjulpet virksomheden med at genopfinde sig selv. For den er ifølge direktøren faktisk ofte bedre og mere velfungerende end tunge strategiplaner.
“Da jeg startede, blev der lavet rigtig flotte strategiplaner, der var veldokumenterede og meget gennemarbejdede og analyserende. Men da jeg læste dem igennem år for år tænkte jeg, at det var det samme, der stod i dem – underforstået at rigtig meget af det ikke var igangsat. Det var ledelsens strategidokument, som man havde brugt i en afrapportering op imod en bestyrelse, men der var jo ikke nogen af os ude i afdelingerne, der gik med det i vores mindset,” fortæller Thomas Vejlemand.
Involveringen er det afgørende succesparameter
Og mindsettet er det, der skal sidde fast for at få succes. Men det kan ikke lade sig gøre uden involvering på tværs af organisationen.
Innovationsekspert og Network Director i F5, Niklas Marschall, mener ikke, at danske virksomheder bruger værktøjer som Business Model Canvas aktivt nok, men i stedet sidder fast i gamle rutiner.
Læs også: Kan man tjene penge på dét?
“Og det er nærmest sidemandsoplæring, der er den gængse metode til, hvordan man arbejder i langt de fleste virksomheder. Man gør det, man har lært på jobbet og lidt på studiet, og det har virket, og så bliver man forstærket i det,” forklarer han.
Derfor er Business Model Canvas et powerværktøj i forhold til involvering og at implementere nye forandringer og skabe et nyt mindset – et mindset der sætter sig fast i samtlige medarbejderes mentalitet.
“Involveringen er det der skaber engagement og får tingene til at ske. For ofte står der en topchef og fortæller om den nye strategi og lokalet emmer af engagement, alle har hænderne oppe, men så snart man går ud af lokalet, går man tilbage og gør, hvad man altid har gjort. Involveringen mangler. Det er kun, hvis man har været en del af en proces, at man går i gang med at implementere det bagefter. Så det er ejerskab, forståelse og forpligtelse. Man committer sig til det, fordi man har været med til at skabe det – det er det der skaber forandringerne,” siger Niklas Marschall.
Forstå din egen virksomhed
Når man vælger at tage Business Model Canvas i brug er det også vigtigt at bruge den rigtigt. For der er er ikke bare tale om en test, man kan tage som virksomhed.
“Der er mange, der tror, det er en test man kan tage, eller at man kan bruge det én gang. Men det er vigtigt at se det som en proces, hvor man starter ét sted, og så bliver man ved. Hver runde man har, der har man ny indsigt, fordi man har fået testet og afklaret noget, sat spørgsmålstegn ved de antagelser og postulater, man har lavet. Så det er meget vigtigt, at det ikke bliver en éngangsting, men at man vender tilbage med ny viden, nye folk, nye indsigter, og så kører man på. For ellers lander man altid på et ligegyldigt niveau, hvor man ikke har mulighed for at handle på det, fordi ens findings er så overfladiske,” pointerer Niklas Marschall.
I Infomedia bruger Thomas Vejlemand og kollegaerne værktøjet aktivt og genbesøger det ofte. Det har hjulpet på den overordnede fælles forståelse og kastet lys over nogle mørklagte områder.
“Business Model Canvas har ændret på måden, vi er sammen på i Infomedia og måden, vi involverer hinanden. Vi har brudt nogle siloer ned og fået nogle værktøjer, der fremprovokerer kommunikation og samarbejde på tværs. Det har forsimplet Infomedia. Vi er blevet lidt lettere i låget og har fået brudt nogle processer op,” fortæller direktøren.
Så hvis man føler, at virksomheden kunne bruge en gennemgang fra alle vinkler, en større forståelse blandt alle medarbejdere og en forsimpling af strukturen, så er Business Model Canvas bare én effektiv måde at komme i gang på – uanset hvilken virksomhed man er i.
“Alle er forskellige, men når folk deltager, skabes der indsigt og forståelse. Det bliver en opdagelsesrejse. Og det gør bare, at tingene føles naturligt, og det bliver en kulturforandring i stedet for en ordre, der kommer oppefra. Meget af, hvordan man driver en virksomhed, er et spørgsmål om mindset og en forståelse,” siger Niklas Marschall.