Ny zen-telefon på størrelse med et kreditkort sætter en ære i ikke at kunne noget som helst
I en tid, hvor smartphones efterhånden kan alt fra at måle din puls til at vande dine potteplanter og dokumentere dit liv i HD-kvalitet, forsøger et nyt Kickstarter-projekt at gå i den modsatte retning. Byd velkommen til telefonen, der ikke kan noget som helst.
Altså lige udover kerneydelsen: at håndtere samtaler. Det skriver Tech-crunch.
Projektet hedder Light Phone, og der er indtil videre samlet 675.000 kroner sammen på Kickstarter, selvom produktet tidligst er klar til at ramme markedet om et år.
Mobilen vil koste omkring 100 dollars og har udover sin spartanske funktionalitet en ganske imponerende batteritid på omkring 20 dage. Telefonen har størrelse som et kreditkort og et minimalistisk hvidt design, der sikkert vil tiltale folk, som gik techstase over iPod’en tilbage i nullerne.
De to mænd bag anti-fonen hedder Joe Hollier og Kaiwei Tang. De mødte hinanden til Googles 30 ugers inkubatorprogram.
“Vi begyndte at designe telefonen, fordi det var klart for os, at sand glæde kommer ved at være til stede i nuet. Det har så mange af de allerklogeste mennesker siden Seneca skrevet om. Så meget af vores tid bliver brugt på at være forbundet med skærme, at vi mister vores tilstedeværelse i nuet i nogle situationer. Vi har bygget Light Phone for at gøre det lettere for folk at finde en balance. Det er ikke, fordi vi synes, at folk aldrig skal være online igen, men nærmere fordi det er ekstremt sundt at tage en pause en gang i mellem,” siger Hollier ifølge Tech Crunch.
Se videopræsentationen af telefonen: