Mens du har brændt hele dit budget af på ineffektive kampagner, er et nyt fænomen opstået i marketingverdenen. Growth-hackeren skaber virksomheder som Uber og Airbnb, og han lader ikke etik komme i vejen for eksplosiv vækst
De kreative genier i marketing med deres dyre reklamekampagner og credoer om brand awareness er en uddøende race. Det er nemlig en helt anden profil, som er efterspurgt i verdens mest innovative startups. Personen, som de nye super-virksomheder hænger deres hat på, har nemlig mere til fælles med en nørdet hacker end verdensmænd som Don Draper. Profilen vi taler om kaldes for en growth-hacker. Han afskyr at hælde penge ud af vinduet på reklamer og har et stålsat fokus på at kapre kunder.
En af disse growth-hackers er Anibal Damiao. Han er portugiser, men arbejder hos den danske startup Shopbox, der står bag en app til butiksdrift. Han forklarer, at growth-hacking lige så meget er et sindelag som en jobbeskrivelse.
“Det handler om at betale mindre, men samtidig opnå mere end alle andre. Hvis man laver marketing på samme måde som alle andre, opnår man det samme. Vi prøver at finde og tiltrække kunder på helt unikke måder,” forklarer han.
Baggrund som programmør
Anibal Damiao har en baggrund som IT-udvikler, men han har lige så stille bevæget sig over i en marketingrolle. Og det er typisk for growth-hackers. I takt med at flere og flere produkter bliver digitale, så bliver det også vigtigere at ‘bygge’ marketing ind i produkterne.
Et af de mest kendte eksempler på growth-hacking var, da Airbnb kodede en funktion, så virksomhedens boligopslag automatisk blev delt på det dengang meget større Craigslist. Med et trylleslag havde man adgang til millioner af brugere. Og det er ganske enkelt essensen i det nye fænomen.
“Airbnb’s metode er mere uskyldig. Men Uber havde en strategi med bevidst at sabotere konkurrenter ved at bestille taxaer, som ikke skal bruges. Det er klart mere problematisk,” forklarer Anibal Damiao om den mere dystre del af jobbet. Han understreger dog, at Shopbox sætter en ære i at holde sig til god forretningsetik.
“Fyr marketingdirektøren, hyr en hacker”
Entreprenør, investor og tidligere marketingchef hos Dropbox Sean Ellis coinede begrebet growth-hacker i et blog-indlæg i 2010. Her skrev han blandt andet:
“Problemet for mange startups er, at de hyrer én med irrelevante kompetencer og erfaringer, som mangler de essentielle evner. Typiske jobbeskrivelser er fyldt med generiske, men umiddelbart unødvendige krav som en evne til at etablere en strategisk marketingstrategi, opbygge og lede et team, opbygge relationer med eksternt salg etc. (…) Efter et produkt/marked-match og en effektiv konverteringsproces er det næste vigtige skridt at finde en skalerbar, gentagelig og bæredygtig måde at vækste forretningen på. Hvis ikke du kan det, er alt andet lige meget. Så i stedet for at hyre en marketingdirektør med alle de førnævnte evner, anbefaler jeg at hyre en growth-hacker.”
I 2013 startede Sean Ellis et forum for growth-hackers. Begrebet blev dog virkelig udbredt, da den amerikanske pr-agent Ryan Holiday samme år udgav bogen Growth Hacker Marketing. Her gennemgår han fænomenet og argumenterer for, at virksomheder som Twitter og Facebook har bygget deres succes på growth-hacking. Ifølge Ryan Holiday var et af de første firmaer til at benytte teknikken hedengangne Hotmail. Virksomheden tilføjede ganske enkelt en besked nederst i alle e-mails som sagde ‘PS: I love you. Get your free e-mail at Hotmail’.
På samme måde forærede Dropbox ekstra lagringsplads til kunder, som hvervede venner til servicen.
I dag kan teknikken virke åbenlys, fordi vi de senere år er blevet vant til at se ‘del’-knapper alle vegne og høre om ting, som er gået viralt. Men i stedet for at afvise fænomenet som en forbipasserende dille, bør man dog hellere overveje, hvordan man kan få sit eget produkt til at gå viralt.
Ikke bare startup-fænomen
Det gør Anders Kjørup. Han er CCO hos Shopbox. Men han har en fortid som underdirektør hos en helt anden type virksomhed – nemlig TDC.
“For mig at se så er growth-hacking den nye måde at lave marketing på. Du kan teste alting meget nøje og forudsige, om din investering er dét værd. Det er en meget resultatorienteret måde at lave marketing på, hvor man prøver en masse af og holder fast i det, som virker,” siger han.
Growth-hacking er mest kendt fra startup-virksomheder. Det skyldes flere ting. For det første har startups som regel færre penge og må derfor ty til kreativitet for at være i stand til at konkurrere. Men growth-hacking er også meget produktorienteret. Derfor har strategien sværere vilkår i en større, mere silo-opdelt virksomhed, hvor produktchefer ikke er vant til, at marketing lige pludselig vil tilføje funktionaliteter, så varen eller servicen bliver mere viral og i sidste ende lettere at sælge.
LÆS OGSÅ: Start up-fællesskab: Ikke plads til asociale kapitalister
Men Anders Kjørup mener dog alligevel, at tankegangen kan give bonus i en større virksomhed.
“Growth-hacking handler om at teste hypoteser for at finde den bedst mulige måde at investere dine marketingmidler. Eftersom større virksomheder har større budgetter, har de også bedre mulighed for at eksperimentere med forskellige growth-hacks,” påpeger han.
Hans kollega supplerer:
“Den kendte dating-app Tinder blev lavet af et stort firma, hvor man havde isoleret et mindre hold. Så det kan sagtens lade sig gøre,” siger Anibal Damiao.
“Men strategien passer nok bedre til den slags spilleregler, der er i mindre firmaer.”
“Google-straf ville være en katastrofe”
Men hvordan gør Shopbox selv? Har firmaet tricks, som man rundhåndet vil dele med F5’s læsere?
“Det kan vi desværre ikke fortælle,” lyder det flere gange fra Anibal Damiao, når spørgsmålene bliver for nærgående.
“Det ligger i growth-hacking, at det handler om at få en konkurrencefordel ved at gøre noget, som andre ikke har fundet ud af. Så snart dine konkurrenter forstår, hvad du gør, vil de kopiere det,” uddyber portugiseren.
LÆS OGSÅ: Wikipedia er slaraffenland for PR-folk
Et element er dog search engine optimization (SEO), hvor Anibal Damiao har et antal virtual assistants til at sidde i Indien, som hjælper Shopbox med at blive dominerende på de vigtigste søgeord.
Firmaet benytter sig dog ikke af den såkaldte ‘black hat SEO’ – altså søgeordsoptimering, som forsøger at snyde Googles algoritmer.
“Inden for den seneste tid har vi set, hvordan Google har straffet content farms. Vi vil ikke risikere, at alt, vi har bygget op, er væk fra den ene dag til den anden,” siger Anibal Damiao.
“Hvis vi blev bandlyst fra Googles app-store, ville det ganske enkelt være katastrofalt for os,” siger Anders Kjørup.