Som leder kan du ikke løse en krise ved ikke at reagere. Du kan heller ikke løse den ved at forsøge at fortælle den gode historie. Og du kan slet ikke løse den, hvis du ikke også undersøger, om der faktisk er noget at komme efter. Til gengæld kommer du langt med ærlighed og selvindsigt, siger tidligere chefredaktør, nu kriserådgiver, Poul Madsen.
En afgørende vending, en pludselig forandring eller en skæbnesvanger forstyrrelse. Sådan defineres ordet krise, hvis du slår det op i den danske ordbog. Slår du til gengæld ordet skandale op, er det noget, der vækker forargelse eller pinlig opsigt. Og kombinerer du de to, har du opskriften på en rigtig mediebasker og en potentiel shitstorm.
Det ved Poul Madsen alt om. Som mangeårig chefredaktør på Ekstra Bladet var det nemlig det, han levede af. Det han mærkede på egen krop. Og det han beskæftiger sig med nu. Men i stedet for at afsløre skandalerne, arbejder han i dag med at forhindre dem som kriserådgiver i sin egen rådgivningsvirksomhed Poma & co.
”Det værste, du kan gøre, er at tro, at krisen går over af sig selv. Det gør den ikke, og den forstærkes kun, når du ikke gør noget. Dernæst er det afgørende, at du ikke forværrer den ved at kommunikere forkert og for hurtigt,” siger Poul Madsen.
Han deler kriser op i to kategorier: Den pludselige krise, hvor man som leder bliver fanget i noget, som man skal agere på. Det kan være svindel, der lægger en afdeling ned eller en pandemi, der gør, at eksporten går totalt i stå, så man må fyre. Begge dele er uforudsete kriser, der skal håndteres. Hvis de håndteres korrekt, er det også de kriser, der går hurtigt væk, og hvor man faktisk kan ende med at opnå forståelse eller endda få sympati.
På den anden fløj finder man den forudsete eller selvforskyldte krise, hvor man som leder godt ved, at der er noget, som ikke er helt kosher, men hvor man ikke regner med, at krisen ligefrem kommer væltende – så man lader det ligge. Det kunne være en fornemmelse af, at der måske kunne være en MeToo-sag, eller at man som virksomhed ikke trækker sig ud af Rusland.
Ingen drift uden etik
Der er rigeligt med eksempler på selvforskyldte kriser, efter krigen i Ukraine brød ud i februar 2022. Der har været Carlsberg, der først ville give overskuddet fra den russiske forretning til velgørenhed, men siden besluttede sig for at fortsætte produktionen og salget for at holde forretningen levedygtig. Der var det hæderkronede danske skomærke Ecco, som blev boykottet af forbrugerne og kongehuset og kritiseret af selveste statsministeren for at fortsætte med at sælge sko i Rusland. Og endeligt er der for nyligt Rockwool, som sagde, at de først ville sælge deres russiske del af forretningen, hvis Putin smed en atombombe over Ukraine.
”Carlsberg blev straffet for at kommunikere uærligt. Helsebrandet Ecco var så stædige, at ingen i dag vil gå i deres sko. Rockwool er bare ude i ekstremerne, når de taler om atomkrig. Alle tre kriser har været nemme at forudse og bunder i, at virksomhederne har villet beskytte deres drift,” siger Poul Madsen og tilføjer:
”Det er helt forståeligt, at man passer på bundlinjen, men i dag kan du ikke forsvare den uden at have etikken med, og det er her, hvor alle tre virksomheder har begået fejl. Uanset hvor uretfærdigt virksomheder må synes, det er, bliver deres ageren et brændemærke, fordi det i dag forventes – og er muligt – at kombinere etik og bundlinje.”
Dermed bør virksomheder altid håndtere potentielle og forudsigelige kriser, inden de udløses. Ellers risikerer man kort sagt at ende på forsiden af Ekstra Bladet.
Men der er også andre kriser, som kan forudses, og det er MeToo-kriserne. Dem har danske såvel som internationale virksomheder måttet håndtere i stigende grad i de senere år – ikke fordi, der er flere, men fordi der kommet en opmærksomhed på det.
Et ekstra smæk til Ekstra Bladet
Netop MeToo har også været en vigtig læring for Poul Madsen. For selvom du som chef ikke ser krisen i den daglige drift, kan den sagtens ligge og ulme, og sekundet efter, du afviser, at den findes, bryder den ud i lys lue. Og så risikerer selv den mest hårdkogte tabloidavis at ende på forsiden.
”Den største fejl jeg som topleder har begået, er at mene, at vi ikke havde MeToo-sager på Ekstra Bladet, fordi jeg ikke havde hørt om nogle. Jeg vidste jo, at potentialet var til stede på grund af den måde, som vi havde festet og haft højt til loftet på, men fremfor at undersøge det, ignorerede jeg det og afviste det i medierne,” siger Poul Madsen.
Under anden bølge af MeToo blev svenske Aftonbladet ramt af en MeToo-skandale. I den forbindelse gik Poul Madsen, som på daværende tidspunkt var chefredaktør på Ekstra Bladet, til de ledere, der var nærmest på ham og spurgte, om de vurderede, at der også var sager hos dem. Det troede de ikke, men de tog fejl. MeToo ramte ligeledes Ekstra Bladet og førte til tre disciplinære sanktioner.
I og med at Ekstra Bladet jo ikke er blege for at afsløre skandaler, blev det ekstra hårdt for formiddagsavisen, da de andre medier kunne stikke til Poul Madsen, fordi han en måned tidligere havde afvist, at der skulle være et problem. Dermed blev det også en ledelseskrise, hvor Poul Madsen blev stillet det klassiske spørgsmål, om man kunne være en del af løsningen, når man havde været en del af problemet. Det mente han, at han dog godt kunne. For hvem skulle ellers rette op på det?
”Jeg er jo forholdsvis rutineret i shitstorme, så det nemmeste var at anerkende, at der var et problem. Det sværeste var, at der jo også skulle gøres noget ved det. Jeg lærte, at den eneste, der kan agere i de her sager, er topchefen selv. Det er ikke mellemledernes ansvar at opdage, at der sker krænkelser,” siger Poul Madsen og konkluderer:
”Jeg var lykkedes med at bilde mig selv ind, at der ikke var noget at komme efter, fordi der ikke var kommet noget frem. Men MeToo bunder i en mandsdomineret kultur, og i en virksomhed med lige muligheder og en ligeværdig omgangstone opstår den her slags bare ikke, for folk ved jo godt, hvor grænsen går, og træder de alligevel forkert, fortæller kollegerne dem det. Derfor kan du ikke som leder bare sige, at du ikke må være klam og tro, at det så er håndteret. Man bliver nødt til at ændre kulturen indefra, og det gælder, hvad enten man er Ekstra Bladet eller enhver anden virksomhed.”
Dermed ved Poul Madsen også, at problemer ikke forsvinder ved at fyre nogle stykker, og så er den ged barberet. Så i stedet startede han et opgør med en vigtig indtægtskilde, der bidrog til den usunde kultur: Sexannoncerne.
”Selvom jeg havde villet af med sexannoncerne i flere år, havde jeg accepteret argumentet om, at de var for stor en del af vores omsætning til, at vi kunne klare os uden. Her burde jeg have set på, om der var andre indtægtskilder, og måske jeg burde have sat min stilling ind på det,” siger han:
”Nogle gange bliver du nødt til at stå op for det, som du tror på som leder – ellers går problemerne ikke væk.”
Beskyt medarbejderne
Og apropos det med at få problemer til at gå væk, så er der en sag pt., som vækker stor undren hos Poul Madsen. Og det er Coops ageren i forbindelse med lukningen af Irma.
”Det mest underlige er, at Coops informationschef siger, at han overhovedet ikke er overrasket over, at folk er oprørte over, at Irma skal lukke. Det er simpelthen en ommer, hvis man har forudset det og så ikke har beskyttet medarbejderne,” siger han.
Han vurderer, at direktionen og ledelsen har været så langt foran deres medarbejdere i forberedelsen af lukningen, at de har glemt at få dem med.
”Det er en ekstrem arrogant måde at kommunikere på, som får medarbejderne og alle andre til at gå i sort. Ingen gider jo høre på, hvor fedt det nye bliver, når et kæmpe brand lukker, og 600 medarbejdere mister deres arbejde,” siger Poul Madsen.
Ved ikke at trykteste krisekommunikationen, formåede Coops ledelse nemlig at skubbe medarbejderne fra sig. Samtidig negligerede de den lovestorm, der kom Irmas vej – og den vrede, der kom deres vej, som dog ikke helt førte til en shitstorm på andet end Facebook. Alligevel er det en god øvelse her at huske, at det handler om langt mere end tal og bundlinje, når konflikter bliver til kriser – det handler om mennesker og dermed følelser.
”Coops topledelse stødte folk, som faktisk kunne have haft forståelse for lukningen, fra sig. Hvis de havde valgt at fokusere på, at lukningen af Irma var en forretningsmæssig nødvendighed, og man igennem flere år har forsøgt at redde den, kunne de havde fået folk med sig,” siger Poul Madsen:
”Hvad værre var, gav de sig selv flere problemer ved at lade et håb om at frikøbe Irma opstå. Her skulle de selvfølgelig have indrømmet, at Irma var så indlemmet i distributionen, at det ikke kunne lade sig gøre. Det er beviset på, at det sprog, man bruger, kan forstærke problemet ekstremt meget.”
Netop med sit kendskab til medierne og erfaring med kriser og skandaler, mener Poul Madsen, at der er så meget mere grund til at være åben og ærlig i sin kommunikation, når krisen rammer:
”Der er ekstremt meget macho i kommunikation og den rådgivning, som virksomheder får, og jeg synes, at det er forfejlet. Som virksomhedsleder skal man ikke være bange for medierne, men kende deres logik, og hvad der er en god historie,” siger han:
”Du kan ikke få en negativ historie til at blive positiv, så hvis du vil ud af krisen, skal du som topchef hellere sige, at du er usikker fremfor lade som om, at der er styr på det hele. Sig at du ved, at det bliver svært, og at du ikke er sikker på, om I når i mål som forudset. Det giver dig sympati og er langt stærkere, end når en topchef prøver at sælge den fede rejse i Coop. For den gider ingen jo købe, hvis krisen først kører.”
Foto: Emil Jakobsen