Supersygehusene er undervejs, og de varsler ikke kun en historisk ændring af sundhedsvæsnet. Det er også en revolution af den sterile bygning og det at opføre hospitaler. Vi er taget til Nordsjælland for at tale med manden, der bygger til fremtiden.
Et besøg på et hospital er noget, de færreste forbinder med bekvemt, rart eller vederkvægende. Dels på grund af sygdom og ængsteligheden, der følger med – men også på grund af grå beton så langt øjet rækker, gyselige farvevalg og en trykket stemning, der smitter.
Derfor vil den ansvarlige for et af de nye supersygehuse, Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød, gøre op med rammerne og faktisk skabe et hospital, der er rart at opholde sig i.
”Den store vision er, at ’afinstitutionalisere’ hospitalet som institution. Det er det ultimative ønske for hospitalet”, forklarer Henrik Schødts, der er sat i spidsen for byggeriet, der koster 4,5 milliarder og skaber en ny bydel i Hillerød Kommune. Den anderledes tilgang til byggeriet har placeret ham på listen over Europas 50 mest indflydelsesrige personer indenfor teknologi, innovation og sundhed ifølge det ansete HIMSS Future 50.
Hans tilgang kommer overvejende fra en undren: Er der nogen egentlig årsag til, at hospitaler er bygget, som de nu en gang er?
”Der er ingen empiri på, hvorfor de ser ud, som de gør, og de ligner hinanden, hvad end det er i England, i Holland eller USA. Der kan være forskel på, om man bygger i byer eller på landet, men typen af hospitaler er de samme. Det vil vi ændre på, fordi vi synes, de er meget institutionelle. Og for mig er institutionelt byggeri noget man bør gøre op med”.
Vejen til en ny form for hospitaler har dog langt fra været nem, og den har været et klassisk eksempel på, at fornyelsen i det offentlige ofte er en kompliceret affære.
Hans egen ledestjerne som tovholder i det store byggeprojekt har været en tro på æstetik. Det forklarer han, da jeg møder ham i hans kontor i Hillerød, der er indrettet med designklassikere fra Børge Mogensens og Wegners hånd.
Afviste klassiske bygherrer
Helt tilbage i 30’erne var det arkitektoniske hospital faktisk på vej frem, anført af arkitekter som finske Alvar Aalto og senere schweiziske Le Corbusier. Alligevel overtog det praktiske hospitalsbyggeri, hvilket tydeligt ses i de danske sygehuse som Rigshospitalet og Hvidovre Hospital, der stod færdig i 70’erne og det senere Skejby Sygehus, der stod færdig i 80’erne.
Byggerierne, der minder forbavsende meget om hinanden, er netop det, Nyt Hospital Nordsjælland vil gøre op med. Derfor aktiverede Henrik Schødts nogle af verdens stærkeste arkitekthuse til at give deres bud på, hvordan et nyt hospital skulle bevæge sig væk fra det institutionelle, det kliniske og det sterile.
”Vi startede med en konkurrence, hvor vi kiggede på, hvordan de øvrige 15 hospitalsprojekter var skabt. Vi vidste, at vi ville skabe et hospital, der imødekommer fremtidens behov. Og samtidig tror vi meget på betydningen af arkitektur”, siger han. Og kravene til de forskellige bud var forholdsvis simple, siger han.
”Min tilgang var at sige, at vi skal kunne argumentere for alle tilvalg og alle fravalg. Det var essensen”.
Konkurrencen mundede ud i, at et af de mest anerkendte arkitekthuse i verden, schweiziske Herzog & de Meuron, vandt udbuddet over blandt andre de danske toparkitekter Bjarke Ingels Group og Lundgaard & Tranberg.
Herzog & de Meuron har aldrig før tegnet et hospital. Til gengæld står de bag koncertsalen i Hamburg, den såkaldte Elbphilharmonie, og en lang række prestigebyggerier i New York, Miami, Beirut og Milano. Kort sagt, er det blandt de mest hypede arkitekthuse i verden.
Konkurrencen betød også, at de byggekonsortier af arkitekter og ingeniører, som står for de mere traditionelle offentlige byggerier, ligeså stille gik i opløsning.
”Det, man gjorde på de hidtidige projekter, var, at man inviterede nogen, der skulle vise, at de har gjort det før”, siger han.
”Det, synes vi, var rigtig uhensigtsmæssigt, fordi der kun var Tordenskjolds soldater, der meldte sig på banen. De store ingeniørselskaber havde giftet sig med de arkitektfirmaer, de mente kunne lave det her. Det betød, at det var de samme konsortier og konstellationer, der bød på opgaverne, og kigger man forslagene i gennem, ligner de hinanden fuldstændig”, siger han.
Hospitalet skal ligne et sommerhus
Sammenlignet med mange af Danmarks hospitaler, er der tale om et nybrud. Der er grønne områder, og hospitalet er opført i naturlige materialer som træ og sten.
”Det at omgive sig med nogle materialer, der minder om rare omgivelser, hvor man dyrker fordybelsen, har det rart sammen med familien – det skal det her hus kunne rumme”, forklarer Henrik Schødts og siger, at ambitionen aldrig var, at skulle ændre det lægefaglige – men oplevelsen for patienten.
”Vi snakkede ikke om, at de skulle revolutionere en operationsstue, men vi ville gerne have, at arkitekten gentænkte en sengestue. Tænkte i, hvad behovet er, når man sidder og venter og ikke ved, om man får et godt eller dårligt svar – det afspejler også det hus, du sidder og kigger på”, siger han.
Derfor var det også vigtigt, at huset ikke virkede så mastodontisk, som det reelt er.
”Det er lige så stort som DR-Byen, men det ligner en pavillon eller et sommerhus. For vi forsøger at lave det i en menneskelig skala og i nogle materialer, som man kender og er tryg ved. Det er træ og naturlige materialer, fordi det er noget, vi tror mennesker trives bedst med”.
Det handler nemlig om at skabe en ramme for det menneskelige, mener han.
”Når vi går videre i de blødere elementer som kunst for eksempel, gælder det, at vi alle sammen er mennesker. Når vi skræller alle lagene af, hvor job og karriere for eksempel ikke er så vigtigt, og hvor det handler om at være sammen med sin familie og sine venner. Hvis vi gør det for klinisk og gør det for institutionelt, er det ikke et rart sted at være, og du bliver meget bevidst om, at du ikke er hjemme og ikke er et sted, du har lyst til at være. Det er nogle af de småfilosofiske betragtninger, der har ligget i det for mig”.
Æstetikkens magt
Der er dele af et byggeri, man ikke lige kan sætte i excel-arket – og de er vigtige, og har gennem store dele af verdenshistoriens hospitalsbyggeri været groft negligeret. Her er Henrik Schødts af en anden opfattelse end den, der har domineret.
”Jeg tror på æstetik. På betydningen af kunst, design og arkitektur. Det, der skal skubbe os fra vanetænkning og videre til det næste, tror jeg, er enormt vigtigt. Og jeg tror, det er markant vigtigere nu, end det var for fem til ti år siden, fordi alting er under forandring, og vi har svært ved fordybelse. Derfor er sådan nogle samlingspunkter (en hospitalsbygning, red.) rigtig vigtige”.
Hvordan ser du det generelt i den offentlige sektor? Er der plads til at indtænke æstetik?
“Det tror jeg, mange er forbeholdne overfor. Mange ser det som unødvendigt flødeskum, mens andre ser det som noget meget subjektivt. Som udgangspunkt udfordrer du ikke en læge som fagmand, men hvis du ser noget arkitektur, er alles holdninger lige gode. Det mener jeg ikke, den er, for der er forskel på mennesker, der arbejder med arkitektur og mig selv for eksempel. Ligesom at der er forskel på, om en læge tilser et benbrud, eller jeg gør det. Den respekt er ikke 1:1 i vores samfund, og der er faggrupper som for eksempel læger, der har en helt naturlig autoritet”, forklarer han.
Han understreger dog, at arkitekter og kreative sjæle ikke får carte blanche:
”Bare fordi du er kunstner, arkitekt eller designer, så betyder det ikke, at jeg er ukritisk og tager alt, hvad du siger for gode varer. Men når du har at gøre med nogen, der er virkelig dygtige på deres felt, lytter jeg”.
At bygge til fremtiden
Sundhedsområdet er ikke sparet for teknologiske kvantespring. Overalt ser vi brug af hardware, software og robotteknologi med potentiale til at vende hele læge-patientforholdet, sygeforløbet og brugen af data fuldstændig op og ned.
Det skal supersygehusene tage højde for og bygge til nye typer behov, om end det er svært at spå – specielt om fremtiden.
Henrik Schødts peger på en række ting, der markant ændrer hospitalernes rolle. For det første bliver vi ældre og ældre – men også friskere og friskere. Og fremtidens ældre bliver for de flestes vedkommende ikke digitale analfabeter.
”Det, vi ser, er, at vi vil komme senere og senere på hospitalet. En 60-årig i dag er ikke som en 60-årig for 10-20 år siden. Men vi vil jo stadig komme på hospitalet, og på et tidspunkt skal vi alle sammen dø – det sker som regel også her”.
”Men trykket på hospitalet vil være der fra de ældre, og stigningen i ældre i Nordsjælland vil også være markant med omkring 30% flere ældre i 2030. Så der er en tendens, hvor der vil komme flere og flere dårlige patienter. Samtidig vil de ældre blive mere og mere digitalt gearet, så der er digitale løsninger, man tidligere tænkte, at den gruppe ikke kunne bruge, som de kan om få år. Så hvorfor overhovedet få dem ind på hospitalet? Hvorfor ikke behandle dem hjemmefra?”, siger han. For sundhedsvæsnet bliver i stigende omfang noget, der må omfavne de teknologiske redskaber.
”Der er hjælpeværktøjer på telefonen, og de kan behandles derhjemme. Så lægen kan komme hjem til dem eller man kan face-time med sine patienter ”, siger han.
”Der er alle dem, der ikke skal behandles akut. Her skal vi kunne diagnosticere noget før. Måske bliver patienten allerede scannet i døren og kan tage blodprøve på et tidligere tidspunkt, så det er let at afgøre, hvad han eller hun fejler og ikke fejler. Så undgår vi at sende folk op på en hjerteafdeling, uden der er noget galt”.
Det vil ændre oplevelsen af hospitalet radikalt, vurderer han.
”Ting som ventetid ville man kunne styre, som man gør i andre brancher, så derfor står vi tilbage med spørgsmålet: Hvad skal den eksisterende bygning så egentlig kunne? En hospitalsbygning, som vi kender den, bruges den også om 50 år? Der er for eksempel nogle hospitaler i USA, der eksperimenterer med sengeløse hospitaler. Og kræftbehandling bliver nemmere at klare hjemmefra”.
Er det ikke svært at bibeholde den personlige kontakt og personlige service, hvis alt foregår gennem en skærm?
”Jo, det er det, men det tror jeg heller ikke, den gør. Det, jeg synes, er interessant er hele den selvbetjeningsdel. Sundhedsvæsnets MobilePay. Ingen synes, det er sjovt at sidde i et venteværelse, hvis det kan undgås. Eller møde ind i tidsrummet 8-13.15. Fleksibiliteten skal være der, og selvfølgelig skal man fremadrettet have den personlige kontakt, når man har at gøre med svære beskeder. Men jeg tror egentlig, at yngre generationer har det fint med at face-time med lægen for eksempel, og lade det udgøre for en konsultation. Men det er det. Behovet for at møde lægen, er nok begrænset”, siger han.
En stor ledelsesudfordring
Arkitekter. Ingeniører. Politikere. Embedsmænd. Læger. Sygeplejersker. Kokkene er mange, når et sygehus skal opføres, og det regulære magtspil om, hvordan opgaven bedst bliver forløst, har bestemt været en udfordring.
Som om det ikke er nok at holde styr på, har Henrik Schødts valgt at inddrage antropologer og sociologer til at sætte fokus på selve mødet mellem patienten og hospitalsvæsnet. Det kendetegner ham som offentlig leder, mener ham.
”Det er meget en personlig præference, men jeg er statskundskaber, og jeg er derfor ikke specialist, men generalist. Jeg elsker at tygge alt mulig litteratur og input fra alle mulige steder. Jeg er meget fascineret af specialister, men ud fra hvad der sker, når vi sætter dem sammen i forskellige sammenhænge. Jeg føler mig mere som en orkesterleder, som inviterer alle ind. Hvordan doserer man det rigtigt? Hvordan laver vi de formler, der giver den musik, vi gerne vil have?”, siger han.
Og netop nysgerrighed på verden omkring os er blandt de vigtigste karaktertræk, han ansætter ud fra.
”Jeg er nysgerrig fra naturens hånd, og det er mange af dem, der er involveret i projektet. Det er det, jeg går efter: De skal være nysgerrige, og de skal have det der udsyn. Selvfølgelig skal folk have fri, men jeg forventer egentlig, at når folk står i lufthavnen, i kø i Netto eller til koncert skal de gøre sig tanker som ”nu er der selvbetjeningskasser – kan man overføre det til noget andet? Tyvstjæle, eller blive inspireret om du vil, med arme og ben og overføre det hertil. Det er en af de fornemste opgaver vi har”, siger han.
Den lederstil er ikke det billede, mange har fra den offentlige sektor. Og Henrik Schødts argumenterer for, at han ikke låser sig fast på en enkelt disciplin.
”Det er klart, at vi som ledere tænker forskelligt. Er man på dagsordenen New Public Management, er man på dagsordenen om en værdibaseret tilgang, eller er man på en blandingsbaseret dagsorden, så ser man forskelligt på tingene. Jeg er selv på den sidste. Jeg sværger ikke til en religion”.
Kan man bygge det perfekte sygehus?
Byggeriet af et sygehus er selvsagt mere end blot god ledelse og det rette mandskab. Det er også en benhård økonomisk prioritering. Derfor opstår spørgsmålet: Hvordan bygger man egentlig det bedst mulige hospital med de midler, der nu en gang er til rådighed?
Henrik Schødts forklarer, at mange faktorer spiller ind. Ikke mindst den økonomiske ramme hvor det er værd at kritisere den ”one size fits all”-model, supersygehusene er underlagt.
”Vi blev underlagt nogle rammer for, at vi fik penge efter kvadratmeter. Vi fik 136.000 kvm til 27.000 kr. pr. stk. svarende til 3,8 mia. kr. (hvilket var det første budget i 2009, red.) for os. Det var der en del røre om, for det at skabe ensartethed gjorde, at det netop ikke blev ensartet eller lige, for der er store forskelle på, hvor man bygger henne i landet, og om det er tilbygninger eller nybyg”, siger han.
Desuden er et godt hospital ikke kun et spørgsmål om mønter og mursten. Der skal også skeles til, om ’business as usual’ overhovedet er gangbart i fremtiden.
”Hospitalerne er ikke ens, så det er nogle forskellige ting, der er afgørende for hvert sted. Og så handler det også om noget andet: Hvem har den rette formel? Der er ingen hospitaler, som jeg er stødt på, der er bygget på evidens. Alle hospitaler indlægger folk og lægger dem ned, hvilket alle ved gør kroppen dårligere og i dårligere forfatning. Så betydningen af bevægelse til trods, så gør man patienter immobile”, forklarer Henrik Schødts og fortsætter:
”Vi ved også, at der er noget helende ved behagelige omgivelser, og alligevel ligner de institutionelle betonblokke, så der er mange elementer, hvor man sværger til behandlingen som det dagsordenssættende. Det skal det også være. Men vi tror også på, at de kvalitative og bløde parametre også er vigtigte”.
Kan alle hospitaler ikke være ens?
2022 er sat som deadline for byggeriet af de 16 supersygehuse. Flere af byggerierne har meldt forsinkelser, mens andre er hårdt pressede af stramme budgetter. Budgetter, hvor udgifterne også går til blandt andet arkitekter. Men er det overhovedet nødvendigt?
”Et af de spørgsmål, jeg får allermest er, ’hvorfor bygger I ikke bare alle 16 hospitaler ens?’ Og det er en svær diskussion, når man bliver mødt med sådan et spørgsmål. For der er noget med nuancer og kompleksitet. For grundlæggende er projekterne jo ikke ens. Nogle bliver bygget på en bar mark, nogle som tilbygninger, mens nogle er højspecialiserede og derfor har en helt særlig kultur. De patienter, der er der, er helt forskellige”, siger han.
Dog kører byggeriet i Hillerød som planlagt. Sengepladser er blevet reduceret og projektet er blevet nedskaleret for at ramme budgetkravene. Når det står færdig i 2022, har Henrik Schødts brugt op mod ti år af sit liv på at færdiggøre det. Og hvad skal man så lave, efter ti års arbejde med at opføre én bygning, spørger jeg.
”Det er et utrolig godt spørgsmål. Det ved jeg faktisk ikke”.