Socialpolitik er i stigende grad udskiftet med beskæftigelsespolitik og målet om at få borgere i arbejde. Men strategien har slået fejl, og flere er ikke kommet i job trods stort pres fra reformer. Spørgsmålet er nu: Hvordan hjælper vi så de svageste?
I løbet af de seneste 30 år har målet med socialpolitik overvejende været at få folk fra passiv forsørgelse over i arbejde. Nyttejobs, skånejobs, fleksjobs er alle blandt de jobtyper, hvor ressourcesvage kan prøve sig selv af i midlertidige jobmuligheder. Men trods ihærdige forsøg er andelen af kontanthjælpsmodtagere, der kommer i job den samme – godt 30 procent kommer i arbejde.
”Der er ganske enkelt ikke de store ændringer. Kontanthjælpsreformer har ikke medført nogle markante ændringer”, siger Finn Kenneth Hansen, økonom ved Center for Social Samfundsanalyse (CASA) .
Strategien, hvor socialpolitikken løbende er gået hen og blevet et projekt om at øge beskæftigelsen for de svageste borgere, har på mange måder slået fejl, siger lektor ved Aalborg Universitet Dorte Caswell, der i mange år har forsket i social- og beskæftigelsespolitikken.
”Beskæftigelsespolitikken har spist store dele af det, vi tidligere har defineret som socialpolitik, og derfor er de to ret overlappende i dag”.
Men det er bare ikke en let øvelse at få ressourcesvage i arbejde, mener hun.
”At få borgere ud på arbejdsmarkedet er ikke særlig enkelt, og slet ikke hvis borgeren har andre problemer end bare arbejdsløshed. Og det er ikke fordi, vi ikke har prøvet. For der har i Danmark været ført en meget aktiv beskæftigelsespolitik siden 1990’erne, hvor man i stigende grad har rettet politikken mod en stadig bredere og mere udsat gruppe borgere. Og det er ikke gået særlig godt. Andelen af mennesker på kontanthjælp er relativt stabil”, siger hun.
Ifølge flere tal er det begrænset, hvad de seneste 20 års reformer af dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, og ressourceforløb reelt har ført til. For selvom skiftende regeringer bryster sig af færre kontanthjælpsmodtagere, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet og CASA, at tallet dækker over borgere, der er røget på andre ydelser, og derfor fortsat er på offentlig forsørgelse.
”Lægger vi de tre ydelser sammen, som de seneste års reformer er mundet ud i, kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse, så har vi stadigvæk et meget højt niveau på offentlige overførsler helt overordnet”, siger Finn Kenneth Hansen.
Intet nybrud i socialpolitikken
Dog varsler politikerne ikke noget nybrud med social- og beskæftigelsespolitikken. Ambitionen er fortsat at flytte flere mennesker fra passiv forsørgelse til arbejde, og derfor har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen også afsat 250 mio. kr. for at øge jobindsatsen og ”få alle med”.
”Vi skal gøre en ekstra indsats for de udsatte, som vi blandt andet gør med puljen ”Flere skal med” på godt en kvart milliard kroner. Der er også behov for, at det bliver mere enkelt at sanktionere, så der kan blive stillet de nødvendige krav til ledige, og dem, der ikke står til rådighed, hurtigere kan mærke konsekvenserne. Ligesom reglerne skal være lettere at forstå for både kommuner og borgere”, sagde Troels Lund Poulsen, da regeringen i november måned præsenterede planen.
Og netop sanktionering har været en stor del af social- og beskæftigelsespolitikken, mener Dorte Caswell.
Hun forklarer den førte politik med, at bestemte svar har virket på en bestemt gruppe borgere. De svar baseret på sanktionering er efterfølgende blevet bredt ud over hele gruppen af kontanthjælpsmodtagere og kandidater til førtidspension, hvor de selvsamme svar ikke nødvendigvis giver mening. Derfor har mange sociale indsatser baseret på hårde konsekvenser slået fejl, og man bruger meget krudt og ressourcer på at aktivere en gruppe, der døjer med en lang liste af problemer.
Stærkt begrænset effekt af reformkurs
Særligt SRSF-regeringen har presset på for at få ressourcesvage borgere i arbejde. Blandt andet stod Mette Frederiksen i spidsen for kontanthjælpsreformen, vi i dag kan måle konsekvenserne af. Og trods megen polemik omkring reformen fra 2014, hvor unge under 30 blev nægtet kontanthjælp og i stedet skulle på den såkaldte uddannelseshjælp og skulle uddanne sig, har den ikke indfriet forventninger.
”Hensigten med hele reformen var, at flere kom i arbejde og beskæftigelse, og selvfølgelig også at flere unge fik en uddannelse. Og vi kan tydeligt se, at der selvfølgelig er kommet færre på kontanthjælp og ikke underligt, kommet på uddannelseshjælp. Men er flere kommet i uddannelse og på SU? Nej, det er der sådan set ikke”, siger Finn Kenneth Hansen fra CASA og tilføjer:
”Vi kan godt sige, vi har fået færre på kontanthjælp, men vi har sådan set bare fået fordelt dem over flere steder og flyttet borgere rundt på mange forskellige ydelser, hvilket skaber en stor usikkerhed i deres liv”, siger han og påpeger, at når flere kommer i beskæftigelse, er den primære årsag lav ledighed og økonomiske konjunkturer snarere end beskæftigelses- og socialpolitik.
Han tilføjer, at det ikke ser bedre ud for sygedagpenge og den del, der handler om at aktivere borgere med sundhedsproblemer. Her har reformer af førtidspensionsområdet også haft begrænset effekt, hvor jobafklaringsforløb har erstattet store dele af tilbuddet om førtidspension. Lige lidt har det dog hjulpet, slår Finn Kenneth Hansen fast.
”Når vi ser på området samlet set, er der faktisk flere på sygedagpenge i dag, end der var tidligere. Og det er egentlig ret vildt”.
Hvad nu?
Den gode historie er dog, at kommunerne i mange tilfælde har selvstændighed nok til at skræddersy tilbuddene, så de passer sammensætningen af borgere i kommunen. Blandt andet mener den mangeårige beskæftigelsesordfører fra Dansk Folkeparti Bent Bøgsted ikke, at kommunaldirektører og forvaltningschefer skal ligge vågne om natten, hvis ikke de til punkt og prikke opfylder lovkravene fra Folketingssalen.
”Kommunerne skal ikke høre et ondt ord fra mig, hvis tingene fungerer, mens de samtidig tolker anderledes på lovgivningen end andre steder”, siger han.
Både han og Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet peger på, at lovgivningen i dag ikke står til hinde for en god, kommunal forvaltning.
”Jeg bor selv i en kommune, Guldborgssund, hvor tingene ikke kører særligt glat på beskæftigelses- og socialområdet. Og jeg bliver rasende, når kommunen bruger lovgivningen som undskyldning for dårlig forvaltning”, siger han med henvisning til store kommunale forskelle i bevillinger til førtidspensioner og succes i social- og beskæftigelsesforvaltningen.
Lektor Dorte Caswell peger på, at vidensdeling kan være vejen frem. For der er også indsatser, der virker ude i kommunerne, hvor de gode erfaringer har for svært ved at finde vej i mellem de forskellige institutioner. Derudover kan forskning og datadeling også betyde noget for fremtidens sociale tilbud.
”Derudover så handler det jo om borgeren. Derfor er borgeren nødt til at være udgangspunktet, og vi skal sætte borgeren i centrum”, siger Dorte Caswell, der dermed lægger sig på linje med, hvad blandt andre Ledelseskommissionen anbefaler.
I LO vil næstformand Ejner K. Holst gøre op med den erhvervsrettede socialpolitik. Han vil efter eget udsagn have værdigheden tilbage i socialpolitikken.
”Jeg synes, den socialpolitik vi fører har for mange ofre. Alt, alt for mange”, siger han og tilføjer, at ‘latterlige’ praktikforløb, fleksjobordninger og skånejobordninger er blevet for dominerende en del af dansk socialpolitik.
”Der er en tendens til at tænke, at socialpolitik skal kunne betale sig i kroner og ører. Sådan behøver det jo ikke at være”, siger han og foreslår, at det skal være lettere at få tildelt førtidspension, der skal lempes i sanktioner inden for socialpolitikken og socialt udsatte skal have færre tilbud om jobaktivering, hvis fagpersonale som læger og psykiatere siger nej.