En rejse fra operationsanalyse til bæredygtighed er ikke lige indlysende for alle, men for Steen Hildebrandt er logisk tænkning den altafgørende fællesnævner.
Professor Steen Hildebrandt er det tætteste vi kommer på ‘Danmarks Drucker’.
Den østrigsk-amerikanske ledelsesprofessor, Peter Drucker, var med til at revolutionere ledelsestænkning på global plan, og det samme har Steen Hildebrandt også gjort herhjemme, hvor han især har været en af Danmarks mest fremtrædende fortalere for bæredygtighed.
Steen Hildebrandt har taget den lange vej fra at være operationsanalytikker til noget helt andet; bæredygtighed. En rejse, som kan virke overraskende for mange, men ikke for ham selv:
“Som operationsanalytiker tænker man logisk og stringent, og det har ført mig frem til det mest fremtidslovende; bæredygtighed. Det er uafvendeligt og uundgåeligt at arbejde med det felt. Vi skal tage hensyn til naturen, de fremtidige generationer, og sørge for, at det, vi laver i dag, ikke skader. Derfor har det været en logisk rejse, jeg har været ude på”, siger Steen Hildebrandt.
Flere kritikere hævder, at det efterhånden har kammet over med alt den bæredygtighed, men det er Steen Hildebrandt langt fra enig i.
“Det er bedre, at det kammer over, end at det slet ikke sker. Der er mange, som bruger meget tid på bæredygtighed, og det sker også med udgangspunkt i det forretningsmæssige med en professionel tilgang. Derfor er der håb forude. Også selvom vi står foran katastrofer og noget meget alvorligt”, siger Steen Hildebrandt.