Danmarkshistoriens største udflytning af statslige arbejdspladser er blevet søsat for at få ‘Danmark i Bedre Balance’. Det har skabt en monumental ledelsesudfordring. For hvad gør man, når næsten alle siger op?
Jobskifte, opsigelser, fyringer.
Alle arbejdspladser oplever før eller siden personaleudskiftning, hvor de hen over en kort periode kan opleve videnstab. Det er der sådan set intet nyt i. Men hvad gør man, når man som i Nævnenes Hus i Viborg står med en udskiftningsrate på hele 98 procent? Eller man som Geodatastyrelsen stod med 14 opsagte stillinger ud af 15, og man endda måtte rekruttere en håndfuld briter fra den anden side af Nordsøen for at få det til at hænge sammen.
Det er lige præcis den udfordring, en stor del af de udflyttede statslige arbejdspladser har stået overfor som følge af regeringens ‘Bedre Balance I og II’.
I 2015 drejede det sig om knap 3.900 arbejdspladser, og to år senere fulgte de næste 4.000 arbejdspladser trop. Et storstilet tiltag med formålet; at decentralisere København som epicenter for statslige arbejdspladser.
Men ingen roser uden torne, og ingen storstilede udflytningsplaner uden en regning – økonomisk som personalemæssig. I juni 2018 udkom Rigsrevisionen med beretningen om Bedre Balance I. Her blev en lang række dårligdomme diagnosticeret. Lavere effektivitet og produktivitet, forhøjet sygefravær, længere sagsbehandlingstid og ikke mindst rekrutteringsvanskeligheder.
Regeringens ønske har været at skabe et “Danmark i Bedre Balance”, men spørgsmålet er, om det for mange arbejdspladser i realiteten har medført arbejdspladser i decideret ubalance?
F5 har talt med arbejdsmarkedsforsker Bent Greve fra Roskilde Universitet og formand for Djøf Offentlig Sara Vergo om udfordringerne forbundet med videnstab samt forslag til, hvordan man kan løse disse.
Udfordringer på udfordringer
Den første udfordring ved videnstab er, at man skal have besat stillingerne igen. Man skal derfor meget hurtigt få identificeret, hvilke arbejdsopgaver den pågældende medarbejder har haft som ansvarsområde, og hvilke kompetencer det kræver for at kunne løse dem.
Det særlige ved udflytningen er, at der ikke kun er tale om én men flere stillinger, som skal besættes og ofte også flere afdelinger, der dermed bliver berørt.
”Det at miste en enkelt medarbejder er ikke det samme problem som at miste mange medarbejdere. Der bliver dels en mangel på historie i organisationen, dels en mangel på den tavse viden og derudover vil det kræve en del ressourcer både at få lavet jobopslagene, få gennemført samtalerne og få besat stillingerne”, påpeger arbejdsmarkedsforsker Bent Greve og fortsætter:
“Det vil unægteligt tage tid fra de arbejdsopgaver, man ellers skal have løst i den fase”.
Spoler vi let og galant over udarbejdelsen af jobopslagene, gennemlæsningen af ansøgningerne, indkaldelse og afholdelse af samtaler når vi frem til det øjeblik, hvor arbejdspladserne endelig har fundet den rette kandidat til stillingen. Men også her opstår der ifølge formand for Djøf Offentlig Sara Vergo endnu en udfordring.
“Det, der primært sker, er, at produktiviteten falder i en periode, fordi der er mange, der ikke har erfaringerne med at løse den type af opgaver. Det er eksempelvis typisk kompliceret lovgivning, som de administrere i de udflyttede styrelser, som kræver, at man har sat sig godt ind i stoffet”, forklarer hun og fortsætter:
“Den anden ting er, at mange af de personer, der søger de nyopstillede stillinger typisk er nyuddannede, kommer fra en kommune eller fra det private og de har derfor ikke nogen erfaring med at være en statslig embedsmand.”
Det er her ifølge arbejdsmarkedsforsker Bent Greve vigtigt, at man anerkender, at der ofte vil gå en betydelig periode, inden man kan få løst sine arbejdsopgaver på en tilfredsstillende måde.
“Det betyder ikke, at man på langt sigt ikke kan komme tilbage til en situation, hvor man kan løse opgaverne, men det betyder, at man på den korte bane har det problem, at man ikke har de rette kompetencer til at løse dem,” forklarer han.
Formand for Djøf Offentlig Sara Vergo Foto: Djøf
Rum til nytænkning
I 2016 udgav Djøf en undersøgelse blandt de medlemmer, der var berørt af udflytningen.
Tallene viste, at 82 procent oplevede videnstab, mens 66 procent havde mistet gode kolleger. 57 procent gav udtryk for en forringelse af kvaliteten i opgaveløsningen, og halvdelen påpegede, at sagsbehandlingstiden var steget.
Djøf har ikke nyere tal, men formand for Djøf Offentlig Sara Vergo fortæller, at de tal, de kom frem til i undersøgelsen, stadig holder meget godt.
“Jeg var i Nævnenes Hus i Viborg her i går, hvor de har udskiftet 98 procent af deres medarbejdere. Andre steder er der tale om langt over 80 procent. Der er en kæmpe forandring i gang i de her styrelser”, fortæller hun.
Det er dog ikke udelukkende dårligdomme, der følger en større jobrotationsrunde, som mange af de udflyttede arbejdspladser har været kronvidner til. Ifølge Sara Vergo kan det nemlig give anledning til nytænkning på arbejdspladsen.
“Man er på en måde tvunget til at sætte spørgsmålstegn til ‘plejer’, og det kan være godt for nogle, men det giver nogle udfordringer i simpel oplæring i håndværket som embedsmand. Derfor bliver der brugt rigtig lang tid på at bygge op i de her nye styrelser,” pointerer hun og fortsætter:
“Situationen har også været med til at skabe nye muligheder for, hvordan man gør tingene – når størstedelen er nye, behøver man ikke at hænge fast i gamle mønstre. Men det er en uden tvivl en udfordring på den korte bane.”
Økonomiske bonusser og favorable pendlervilkår
I et forsøg på at imødekomme problemerne har regeringen søgt at guide de udflyttede styrelser med en slags best practice på området. Derfor udgav Moderniseringsstyrelsen vejledningen “Inspiration til medarbejdertiltag og fastholdelse ved flytning af statslige arbejdspladser”. Trods de mange gode råd i rapporten kæmper en række af de berørte arbejdspladser fortsat med problemer.
“Det er fortsat svært, men jeg synes det virker som om, at man er blevet mere opmærksom på det, om ikke andet så i hvert fald i en overgangsfase. Det kan man gøre ved for eksempel at give dem en bonus eller nogle favorable pendlervilkår eller noget tredje, så man gør noget for, at det ikke er hele organisationen, der starter forfra,” siger Sara Vergo fra Djøf.
De forslag er arbejdsmarkedsforsker Bent Greve enig i og fremhæver blandt andet muligheden for at sikre mere fleksible arbejdsrammer, hvor medarbejderne en gang imellem har mulighed for at arbejde hjemme.
Han påpeger dog, at økonomiske incitamenter som gulerod i fastholdelse kun har en lille virkning, og at det kommer med begrænsninger:
“Den ene er rent praktisk økonomien i det, og det andet er selvfølgelig at giver man én person noget, så er der risiko for, at andre oplagt kræver det samme, fordi de også anser sig selv som værdifulde for arbejdspladsen”, forklarer Bent Greve og fortsætter:
“Selvom det er et instrument, man måske kan tage i anvendelse, så skal man passe meget på, fordi man risikerer at gøre andre utilfredse ved samme lejlighed.”
Både Sara Vergo og Bent Greves forslag er allerede blevet taget i brug af en lang række udflyttede arbejdspladser. Bent Greve kritiserer overordnet det tempo udflytninger har foregået på og foreslår, at man skruer ned for spurten.
“Noget, man ikke har valgt at gøre, er, at tage udflytningen i nogle mindre tempi, hvor man er villig til at have ekstra huslejeomkostninger i en periode. Flytter man langsomt, så kan det godt være, at man mister nogle undervejs, men så kunne man gradvist rekruttere og få udfyldt de huller, man som arbejdsplads sidder tilbage med”, påpeger han og fortsætter:
“Det med at flytte hurtigt gør, at risikoen for, at mange på samme tid forsvinder, er betydeligt højere. Den hastighed, som de her udflytninger er sket i, har uden tvivl også forårsaget de mange problemer, arbejdspladserne sidder og kæmper med nu.”