USA er ved at løbe tør for IP-adresser. Amazon og Facebook er allerede gået i gang med at hamstre
Det lyder som endnu en bizar tech-dommedagsprofeti à la Y2K-problemerne, men den er god nok. USA er ved at løbe tør for IP-adresser. Det betyder, at nye dimser ikke kan kobles på internettet.
Ifølge Wall Street Journal skyldes problemet, at den netadressestandard, man har brugt siden 1981 ved navn IPV4 er ved at overskride max-antallet på 4,3 milliarder netforbindelser. American Registry for Internet Numbers oplyser, at der kun er omkring 3,4 millioner IP-adresser tilbage for amerikanerne.
Derfor er planen at skifte til den nye IPv6-standard. Den har så mange adresser til rådighed, at det overgår menneskelig fatteevne. Den nye standard kan dog ikke bruges af ældre computere og kræver derfor en hel del investering i nyt udstyr. Ifølge analysehuset Gartner kan omstillingen komme til at koste omkring syv procent af et normalt selskabs årlige budget til IT-drift.
Wall Street Journal skriver desuden, at virksomheder som Amazon og Microsoft er begyndt at hamstre ekstra IP-adresser, og angiveligt har Facebook flyttet omkring 90 procent af al trafik fra IPv4 til IPv6 for at være på forkant.
Læs også: Wifi fra rummet kan ændre verdenshistorien