KLUMME: Hold fast i strategien selvom det ikke ser ud til, at du er på rette vej. Det er du…. måske. Ingen ved det, før regnskaberne er afleveret.
Amazon blev stiftet i 1994, men til at starte med var det svært at tjene penge. De første år var der underskud, men der blev alligevel investeret i fremtiden. I dag er stifteren Jeff Bezos blevet en af verdens rigeste. Stædighed er derfor en god egenskab, når en strategi skal eksekveres.
Jeff Bezos, stifteren og hovedaktionæren i Amazon, er en visionær person, der har overblik over konkurrenterne og hvad, der kommer til at ske i fremtiden. Derfor insisterede han stædigt på at fastholde strategien hos Amazon.com på trods af, man ikke tjente penge. Han er iskold og venter indtil byttet er tæt nok til, at man kan ramme det. Den iskolde jæger. En strategi som stadig er det bærende i deres forretningsmodel.
Vanskelig chef
Han er meget vanskelig at arbejde for. På trods af at han kan være jovial, når han skal optræde offentligt, så er han lige så hård som Steve Jobs, der var berygtet for at fyre medarbejdere.
Jeff Bezos har hele tiden masser af nye ideer og initiativer, og han reagerer voldsomt, hvis medarbejderne ikke lever op til hans tillid eller er i stand til at leve op til hans strenge og høje standarder.
Han har en psykopats overbevisende evne til at trænge igennem med sine budskaber og tanker. Jeff Bezos hader PowerPoint-præsentationer. I stedet skal medarbejderne skrive et memo på seks sider, hvor de fortæller om en ide.
Blodåren i panden er tegn på, at Jeff Bezos er vred, og så kommer der udbrud i stil med:
“Er du doven eller bare uduelig”?
Sparsommelig og fejl
Han er også sparsommelig, når det kommer til omkostninger. Her minder han om netop afdøde Ingvar Kamprad fra IKEA, hvor sparsommeligheden er en del af virksomhedens DNA – eller Karsten Ree, som er kendt for at genbruge affaldsposerne.
Når kunderne ringer ind, bliver det opfattet som en fejl. Det betyder, at systemerne ikke har været gode nok. Ellers ville de jo ikke have ringet.
Indbegrebet af disruption
Amazon er ligeledes indbegrebet af disruption. Jeff Bezos’ store inspirationskilde er Clayton Christensen (hans bedsteforældre kom fra Danmark) fra Harvard Business School, og det var netop ham, som opfandt begrebet ‘disruption’ tilbage i 1995. Et begreb, som Bezos siden har brugt til at opbygge sin milliard-succes.
F5 Update har en fast gruppe klummeskribenter, der beriger vores magasin med viden, indsigt og meninger. Klummerne er udtryk for skribentens egne holdninger.