Den amerikanske kørselstjeneste har taget verden med storm, været i strid med lovgivning og disruptet en søvnig taxabranche på kontroversiel vis. Nu har CEO’en og medskaberen forladt selskabet. Men hvorfor og hvad nu?
Uber blev grundlagt i 2009 af entreprenørerne Garrett Camp og Travis Kalanick. Siden da har kørselstjenesten bredt sig til 570 byer på verdensplan og står som et symbol på deleøkonomiens fremtog og som et præmieeksempel på disruption. Tjenesten måtte dog forlade Danmark efter længere tids juridiske stridigheder – til trods for en kundebase på 300.000 personer.
Tirsdag den 20. juni opsagde Travis Kalanick jobbet som Ubers CEO. Eller rettere sagt, han blev faktisk tvunget til det af sine mest prominente investorer. Hans opsigelse kommer efter en længere periode, hvor Uber som arbejdsplads har været i spotlyset for en skidt firmakultur, sexistiske tendenser, sexchikane og ikke mindst interne magtkampe. I februar blev disse nederdrægtigheder for alvor italesat i et blogindlæg, da den tidligere ansatte, Susan Fowler, fortalte om sine personlige oplevelser gennem et år hos Uber.
Det blev angiveligt gnisten, der antændte bålet. Indlægget gik viralt og ifølge Uber selv, slettede op mod 200.000 brugere sin konto efter at have læst det. Hashtagget #deleteUber blev populært. Travis Kalanick reagerede selv på Fowler’s indlæg ved at igangsætte en intern undersøgelse, der ledte til en fyring af 20 medarbejdere i begyndelsen af juni. Han udtalte, at der på ingen måde er plads til den slags opførsel, som Fowler beskrev, hos Uber.
Men at den nu tidligere CEO ikke har formået at reagere tidligere og heller ikke har formået at forhindre noget efterfølgende har nok ikke hjulpet på hans situation. Vidste han godt, hvad der foregik eller ej? Senere udkom en video, hvor han skændes med en Uber-chauffør om priser og slynger med spydige kommentarer. Det sagde han undskyld for, og at han “måtte ændre sig som leder og blive voksen”. Nå ja, og så kom Uber også i juridisk kappestrid med Googles moderselskab Alphabet for at have plagieret teknologi.
Verdens sværeste topjob?
Investorerne fik nok og sendte til sidst et officielt brev med titlen “Moving Uber Forward”, hvori de krævede, at Kalanick fratrådte.
Travis Kalanick har ry for at være en hård og ufølsom leder med en aggressiv ledelsesstil og være den, der har “sat tonen” i Ubers ubehagelige arbejdsmiljø. Men nu er han gået af som CEO i sit eget firma. Et firma der er verdens mest værdifulde startup.
Kalanick bliver hængende i bestyrelsen, men Uber mangler altså nu både CEO, CFO og COO. Der er groft sagt ikke nogen topledelse i selskabet. Og desuden skal de 20 fyrede medarbejdere erstattes – heraf også flere højtstående stillinger. Uber beskæftiger cirka 12.000 mennesker og er vurderet til flere hundrede milliarder kroner. Men det er ikke noget kønt image, selskabet har skabt sig på det seneste. Så hvem kan og vil varetage den opgave, det er, at skulle få en virksomhed med så dårligt et ry tilbage på rette spor?
En ny CEO vil skulle stå overfor en massiv opgave. Det er sandsynligvis ikke mange kandidater, der vil kunne påtage sig den opgave, der både hedder at skulle opretholde Ubers langsigtede vision om at endevende transportindustrien og skabe den helt store omvæltning af den sølle og usle arbejdskultur, der i øjeblikket gennemsyrer nogle af kontorerne.
Business Insider har en række bud på, hvem der kunne være Ubers nye topchef, og det er få. Marc Cenedella, der er CEO for karrieresitet Ladders mener, at det kun er en lille skare, der vil kunne klare jobbet.
“Uber har brug for én, der er tålmodig, vedholdende, har lidt blødere værdier, men samtidig et lige så højt drive og lige så høje ambitioner og mål, som Travis havde. Det er et usædvanligt job, og der er nok kun lidt over 20 mennesker på hele planeten, der kan varetage det,” siger han til Cnet.
Business Insiders liste er følgende 8 kandidater:
Thomas Staggs
Staggs har tidligere været COO i Disney. Han fratrådte dog i april sidste år og chokerede hele underholdningsindustrien. Men med sin erfaring som topleder i et enormt firma og hans operationelle og finansielle ekspertise (var tidligere også CFO i Disney), ville det faktisk give god mening, at Thomas Staggs kom i betragtning som Ubers nye topchef.
Helena Foulkes
Foulkes holder i øjeblikket en toplederstilling hos CVS Health. Både som Executive VP og som President for pharma-divisionen. Hun var egentlig i sin tid topkandidat til stillingen som COO i Uber, men besluttede sig angiveligt for at fravælge det. Nu hvor Kalanick er ude af billedet, kunne hun dog måske overtales til at skifte mening.
Hun har tilbragt 25 år hos CVS og har hjulpet selskabet med at blive den medicinalgigant, det er i dag. I løbet af den tid har hun også stået for en del af selskabets markedsføring – et område hvor Uber i den grad får brug for hjælp, når der skal genopbygges relationer til både chauffører og brugere.
Adam Bain
Adam Bain har tidligere været COO hos Twitter og er blevet kaldt Twitter’s “Mr. Nice Guy”. Bain havde spurgt ind til COO-jobbet hos Uber efter selskabet begyndte sin søgen efter denne. Og så er Bain desuden ven til Kalanick og ville kunne tiltræde topjobbet med det samme, da han har været ledig på markedet, siden han forlod Twitter i slutningen af 2016.
Susan Wojcicki
Susan Wojcicki er lige nu CEO for YouTube under Google. Hun var også kandidat til COO-jobbet, men at blive CEO i stedet appellerer måske mere til Google-chefen. Hun var den ledende skikkelse i Googles opkøb af YouTube tilbage 2006, og overtog så CEO-stillingen for videositet i 2014.
Nikesh Arora
Arora har tidligere været COO hos SoftBank, men forlod pludselig selskabet i sommeren 2016. Han hyrede i sin tid Liane Hornsey, Ubers nuværende HR-chef, til en stilling i samme firma. Da Arora forlod SoftBank, skiftede Hornsey til Uber.
Han har været kritiseret af anonyme investorer i det japanske selskab, men hans bekendtskab med Liane Hornsey kunne muligvis godt komme ham til gode.
David Cush
Cush er tidligere CEO i flyselskabet Virgin America. Han har mange års erfaring fra flybranchen og var endnu én af de tidligere kandidater til COO-jobbet hos Uber, ifølge New York Times. Cush har stået i spidsen for Virgin America for hele det årti der ledte op til salget af Alaska Airlines sidste år.
Det er netop på grund af hans ekspertise og erfaring med at lede et større transportselskab, at han kunne være attraktiv for Uber.
Alan Mulally
Alan Mulally har tidligere været CEO for Ford. Og han har faktisk allerede erfaring med turn-arounds. Han stod nemlig i spidsen for at få Ford tilbage på benene efter den globale recession, og han fik både skabt profit og løftet kulturen og moralen. Han fratrådte stillingen i 2012 efter at have været CEo i seks år.
Med Uber ville han endnu engang skulle overtage et firma i krise. Men der er lige et men… Han er direktør i Google-selskabet Alphabet, som er i gang med at sagsøge Uber for at stjæle forretningshemmeligheder.
Jeff Immelt
Immelt er i øjeblikket CEO og bestyrelsesformand i Generel Electric. Han planlægger dog at fratræde stillingen til august, men at beholde bestyrelsesposten året ud.
Han har været CEO i hele 16 år og har hjulpet General Electric gennem både 9/11-angrebene (flyene fløj med GE’s motorer og tårnene havde GE’s forsikring) og den store recession. Uber ville kunne nyde godt af en erfaren forretningsmand, der i den grad har krisehåndtering i med bagagen. Især med den storm, Uber lige nu befinder sig i.
Og så et wildcard…
Når alt kommer til alt, er der kun én person, der har haft et job, der er hårdere og sværere end at overtage Uber lige nu og få vendt krisen til noget positivt.
Og det er såmænd Barack Obama. Der er faktisk nogen, der mener, han ville være et fremragende match.
Det ville uden tvivl være langt ude, men som Business Insider pointerer: Mærkeligere ting er sket.