Direktør i Aller Lars Sander Matjeka styrer en medievirksomhed, der har haft sine op- og nedture som en del af en presset printbranche. Alligevel står han på, at ordentlighed og optimisme aldrig må blive glemt – selv i de sværeste situationer.
Udfordringer er der nok af i den trykte presse, hvor annoncekronerne i mange år har været faldende, salget af print vigende og betalingsvilligheden begrænset på online. Sagt med andre ord, har medlemmer af mediebranchen set mange sorte skyer i horisonten.
Så hvordan undgår man en trykket stemning. Det har adm. direktør i Aller Media Lars Sander Matjeka set som en af sine fornemste opgaver. Helt centralt i hans lederskab står det at være garant for motiverede medarbejdere, der har lyst til at gå på arbejde. Og det har det været fra dag ét, fortæller han.
”Da jeg startede herinde, var det første jeg gjorde at spille min yndlingssang for fuld udblæsning, fordi jeg netop ville understrege for medarbejdere, at der skal være glæde, højt til loftet og begejstring. For det er jo et presset miljø. Vi er kanon pressede. Vi siger farvel til mennesker, fordi vi er nødt til at optimere, skære ind og gøre ting anderledes”, siger han, da vi møder ham på hans kontor med udsigt ud over Københavns Kanal.
”Vi kan lynhurtigt komme til at gå og hænge med næbet og kigge ned i gulvet. Men vi skal kende vores værd, vi skal tro på, der er en fremtid. Vi skal kæmpe for dét, der er. Og vi skal huske at have det sjovt”.
Lars Sander Matjeka prioriterer derfor at sætte fokus på det, der skaber et godt arbejdsmiljø. Blandt andet har han hyret et julekor ind i juledagene, han arrangerer morgensang til medarbejdermøder, og han opfordrer alle til at hilse på kolleger og eksterne gæster i huset.
Hvor kommer den tilgang fra?
”Jeg startede med at være mig. Og jeg startede med at tale om sårbarhed og mod. Og gå efter det der giver energi”, siger han og forklarer, at han som ny leder for knap to år siden så det som sin første opgave at rose det eksisterende i stedet for at kritisere det.
”Jeg tror på, at hvis jeg kom ind her og fokuserede på alle hullerne i osten, og alt det der ikke virkede, var folk blevet endnu mere dugnakkede og havde haft endnu mindre energi. Så derfor startede jeg med at fokusere på alt det, der fungerede, det vi var gode til, og sagde, ’Det skal vi gøre mere af’”.
At sikre et hus i bevægelighed
Lars Sander Matjeka har ikke en redaktionel baggrund, og han overlader i det store og hele produktionen af Allers knap 20 magasiner og ugeblade til redaktører og journalister. Til gengæld er det sin sag at holde snor i et hus med mange redaktioner med hver sin målgruppe, sin kultur og sine arbejdsgange. Det kræver en hvis bevægelighed at rykke dem – særligt hvis de skal følge med i de hurtige skift, forbrugerne foretager sig i medievaner.
Hvordan får man medarbejdere med på den hurtighed og den bevægelighed?
”Det er bestemt ikke noget, jeg ”bare lige gør”. Det er et langt sejt træk at få alle 600 medarbejdere med på sådan en bevægelse. Jeg har valgt at arbejde med vores ledere, hvor jeg prøver at ændre deres mindset, for at få dem til at se verden anderledes og få dem til at tro på, at selvfølgelig er der en fremtid”, siger Lars Sander Matjeka og understreger, at evnen til at kaste sig ud i nye ting kræver mod – en egenskab han også selv arbejder med.
”Vi arbejder meget med mod og sårbarhed. For jeg tror, det er rigtig vigtigt, vi har det, jeg kalder hverdagsmod. At vi tør smække kanelsnegle på forsiden af Spis Bedre i januar måned, når samtlige madmagasiner har slankemad på forsiden. Redaktøren (for Spis Bedre, red.) havde helt ondt i maven over det. Og det, der var fantastisk, var, at hun sprængte sit salgsbudget fuldstændig. Hun viste mod, men i det mod var hun jo også meget sårbar, fordi det kunne gå galt”, siger han.
”Det kan godt være, at når jeg sidder og fortæller om det, virker det som en lille ting med kanelsnegle på forsiden. Men det er det egentlig ikke, for vi er nødt til at tage de små ting med, for at vi kan ændre de større. Det har vi arbejdet meget med”.
Forandring er et barskt vilkår
Lars Sander Matjeka kender Aller inde fra som direktør i OTW og DG Media – to bureauer under Aller. Han kender derfor også rejsen for virksomheden gennem de senere år. En rejse, hvor det, der virkede i går, ikke nødvendigvis virker i morgen.
Blandt andet det hedengangne ugeblad Kig Ind, der på bare 10 år gik fra et oplag på 120.000 til at dreje nøglen om i 2015. Årsag: bladet henvendte sig til yngre, som lige pludselig fandt stoffet online fra andre kanaler. Selvom bladet lukkede to år før Lars Sander tiltrådte, står historien om en voldsom omskiftelighed, der er svær at forudsige.
”Jeg ville ønske, at jeg kunne kigge i krystalkuglen og finde en masse svar. Det kan vi imidlertid ikke, men der sker nogle ting lige nu, der er meget interessante. Vi Unge (magasin henvendt til teenagere, red.) er gået fra seks til otte årlige printudgaver, fordi der er et marked og en efterspørgsel for det. Så vi kun på alle analyser om unges medieforbrug, er der intet, der fortæller os, at vi skulle gå op i antallet af printudgaver. Vi kan ikke forklare det”.
Samme tendens gælder andre af Allers udgivelser, der tidligere faldt med en 5-7% om året, hvor der i dag er en stagnation. Nogen steder endda en vækst på et par procent. Samtidig har huset lanceret en række frugtbare digitale tilbud, som brugere har taget godt imod.
”Men print kommer jo ikke til at boome”, siger han og fortsætter:
”Dog sker der noget, hvor print fortsat er efterspurgt. Det er ikke sådan, at print er vores fremtid – men det er en del af den. For år tilbage fremskrev vi udviklingen og sagde, at på det tidspunkt kan vi se, at print er dødt, og så må vi dreje nøglen om. Det er ikke tilfældet – i hvert fald ikke for os”.
Alligevel er virksomhedens ve og vel betinget af, at svære valg træffes i tide. Senest har Lars Sander Matjeka måtte sige farvel til en række grafikere, der layouter magasiner og ugeblade.
”Vi har altid haft dem i huset. Men i de seneste 2-3 år, er den pris, det koster at få lavet en side udenfor Danmark faldet. Så uanset hvor teknologisk avancerede og dygtige vi er, kan vi ikke matche prisen på at få lavet en side i Vietnam. Og de er så dygtige i Vietnam, at det det ikke er muligt at se forskel på om en side er sat i Danmark eller i Vietnam”, siger han og forklarer, at sådanne handlinger træffes med hele koncernens fremtid in mente.
”Jeg hader, at jeg skal fyre mennesker og flytte opgaverne til udlandet. Men hvis ikke jeg gør det, så sætter jeg helheden over styr. Og derfor kommer det til at gå ud over nogle medarbejdertyper”.
Tryghed i ansættelsen er mindsket
Vi spørger Lars Sander, hvordan han går til opgaven med at sikre den gode stemning efter en fyringsrunde. For mange kender fornemmelsen af den trykkede stemning, der opstår i kølvandet på fyringer.
”Hvordan kommer vi videre, spørger du. Spørgsmålet er om vi gør det. Det er jo et vilkår, og det er et, jeg hele tiden arbejder på. Jeg ville ønske, jeg kunne skabe en virksomhed uden frygt. Men det, tror jeg ikke, er muligt. Og i dansk erhvervsliv bliver der jo løbende fyret, skåret til og justeret. Senest Novo Nordisk der fyrede en del – ikke fordi det gik dårligt, men fordi de havde brug for nogle andre kompetencer”, siger han og tilføjer:
”Så det der med at vi kan finde et erhverv, hvor vi kan finde tryghed i en ansættelse – jeg tror ikke på, det findes længere”.
Derfor har han taget mod input fra medarbejderne og lanceret et internt forløb med overskriften ’frygt og hverdagsmod’, der skal håndtere den utryghed, der opstår i kølvandet på fyringer.
”Frygt er ikke forbudt, så at tale om det gør nogle ting lettere. For trygheden kan du ikke længere finde i en garanteret ansættelse. Den må du finde i en konstant bevægelighed og i at kunne udvikle dig. Og det er jo også et meget stort skifte”, siger han.
Ønsket om at være ordentlig
I samtalen med Lars Sander Matjeka er der et ord, der går igen og igen: ordentlighed og ønsket om at behandle andre ordentligt. Men hvad er det vigtige i lige netop det ord?
”Ordentlighed betyder alt. Jeg har mine personlige værdier, som er min GPS. Det summer op til overfladen som ordentlighed. Men ordentlighed, hvis jeg skal opsummere det, handler om nærvær, høre og se mennesker, anerkende dem og respektere dem. I bund og grund handler det om at behandle andre, som man selv vil behandles”, siger han og forklarer, at det har været vigtigt at vise det i ord og handlinger over for medarbejderne.
”Jeg tror og håber på, at hvis du stikker hovedet ud herfra, vil de fleste sige, at jeg og Aller-ledelsen er ordentlige. Men vi kan ikke gøre alt for alle, så der vil være nogen, der ikke synes det. Men det er blandt mine allerstørste fokusområder hele tiden at sørge for ordentlighed. Det er helt ned til at fortælle nye medarbejdere, at vi hilser på hinanden og får øjenkontakt, når vi møder hinanden på gangen. Hvis vi gør det, er jeg sikker på, det bliver sværere ikke at være ordentlig over for hinanden”.
Troen på ordentlighed har også fået direkte konsekvenser for medarbejderne i Aller. Der er ganske enkelt ikke plads til smuthullerne, hvis medarbejdere agerer decideret uordentligt, siger han.
“Der er nogen, der siger ’det kan godt være, du siger det, men du har sikkert også nogle sælgere, der sælger røven ud af bukserne, og gør det på deres måde – der ikke minder om din ordentlighed’. Til det må jeg bare sige, ’det har vi haft – og de arbejder her ikke længere’. Der er jeg iskold. Uanset hvor meget en sælger leverer, hvis ikke det sker inde for rammerne og værdierne, er de her ikke”.
Lars Sander Matjeka er blandt hovedtalerne ved konferencen F5 Box den 9. maj i København. Det kan du læse mere om her.