I fire årtier har skiftende regeringer på tværs af partier og politiske fløje været enige om én ting: Afbureaukratisering. Trods enstemmighed, er meget lidt sket i praksis. Hvorfor er det så svært at afbureaukratisere?
“Hvad vil vi have?”
“Afbureaukratisering!”
“Hvornår vil vi have det?”
“Nu!”
Sådan har opråbet lydt de seneste fire årtier, men i praksis ser det ud til, at der er lang vej endnu.
I 1982 søsatte Schlüter-regeringen “Operation Regelsanering” mod bureaukratiet. Spoler vi 36 år frem og lander på den 4. September 2018, ser vi den siddende regering i et deja-vu opråb – denne gang med ordene “Færre regler og mindre bureaukrati”.
F5 har talt med forsker i tillid i offentlig styring og ledelse, Tina Øllgaard Bentzen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet og professor i offentlig organisation og ledelse på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen, for at blive klogere på, hvorfor det er så svært at afbureaukratisere.
Mere handling bag ordene
Regeringen har sat som mål at rydde ud i meningsløse regler, skemaer og rigid kontrol for 4 milliarder kroner. Med afbureaukratiseringsreformen foreslår de 130 konkrete initiativer, der skal bidrage til at indfri deres mål.
“Det er ikke nok at snakke. Der skal handles.”
Sådan afslutter innovationsminister Sophie Løhde forordet i regeringens nye afbureaukratiseringsreform, ord som professor i offentlig organisation og ledelse Kurt Klaudi Klausen er enig i.
“Hver eneste regering har sagt, at de vil lave afbureaukratisering, men det er ikke lykkedes for nogen af dem. Det handler om ledelsesmæssig råderum og decentralisering, det vil sige nogle af de kodeord regeringen er kommet med i deres sammenhængsreform. Så kodeordene er rigtige, men der skal sættes handling bag ordene, så man rent faktisk skaber et decentralt råderum,” forklarer Kurt Klaudi Klausen.
Netop det decentrale råderum lægger regeringen op til skal øges uden dog at specificere hvilke opgaver, der skal have mere frihed – hverken på regionalt og kommunalt plan eller for den enkelte medarbejder.
Han spår, at vi vil se tiltag på tiltag over de næste to til tre årtier, hvor man forsøger at afbureaukratisere, men man vil have meget svært ved det.
“Afbureaukratisering og regelforenkling har vi prøvet igen og igen over de sidste fire årtier. Hvis man skal komme nogen vegne, så skal man starte forneden, hvis man skal etablere det nogle har kaldt en tillidsreform. Den skal signaleres fra oven, men den skal skabes fra neden,” foreslår Kurt Klaudi Klausen.
Tillidsforsker Tina Øllgaard Bentzen er enig i den betragtning.
“Når Kurt Klaudi Klausen siger, at der skal en tillidsreform til, så tænker jeg, at det også er dét, det handler om. Afbureaukratisering er noget alle rigtig gerne vil, men der er ikke nogle stærke slagkraftige resultater at se efter fire årtier. Det viser også, at afbureaukratisering ikke er noget man ‘bare’ ruller ud. Det er noget som skal skabes nedefra også”.
Mistillid er den store skurk
At tillid er et centralt begreb, er de garvede eks-politikere Lone Dybkjær (R) og Eyvind Vesselbo (V) enige i. De har tilsammen 50 års erfaring fra Folketinget og Europaparlamentet og haft debatten tæt inde på livet.
“Vi er gået fra at være et omsorgssamfund til at være et kontrolsamfund”, sagde Lone Dybkjær (R) i udsendelsen Huxi og det Gode Gamle Folketing på Radio24Syv, hvortil Eyvind Vesselbo (V) supplerede:
“Man har skabt en mistillidskultur, som er så gennemgribende på mange områder i Danmark, at vi er på vej længere og længere ud på et skråplan på en lang række områder, fordi vi har mistet tillid til både den offentlige sektor og til hinanden som gør, at vi skal kontrolleres i hoved og røv”.
Tillid, eller skulle man hellere sige manglen på samme, spiller en stor rolle i reformeringen af bureaukratiet, og det er ikke kun noget Lone Dybkjær og Eyvind Vesselbo er enige om.
I regeringens nye reform understreges det gentagende gange, at der er behov for at udvise mere tillid og give medarbejderne mere frihed i opgaveløsningen.
Netop dette er en af de ting, som forsker i tillid i offentlig styring og ledelse Tina Øllgaard Bentzen slår på tromme for.
“Det er rigtig fint, at der bliver snakket om, at vi skal skabe et større råderum. Men vi skal også være opmærksomme på, at ved at skabe mere autonomi for de ansatte, så betyder det ikke nødvendigvis, at man bare griber det,” forklarer hun og fortsætter:
“Det kræver ofte flere kompetencer og mere ansvar, at skulle have større frihed. Her har vi også kunnet se, at det har en stor betydning, hvor meget tillid man har til sin nærmeste leder. Hvis ikke man føler, at ledelsen har ens ryg, så er man måske mere forbeholden, med at gribe den autonomi, man får tilbudt”.
“Det er ikke kun således, at medarbejderne er de eneste, der skal forsøge at forstå, hvorfor det er nødvendigt, at man har en administration, der holder styr på tingene. Det er også dem, der sidder i administrationen, der skal have respekt for, hvad det er for en kerneopgave medarbejderne løfter”, siger Kurt Klaudi Klausen
Tillid mellem de fagprofessionelle og ledelsen spiller ifølge Tina Øllgaard Bentzen en afgørende rolle, når det kommer til afbureaukratisering. I sin forskning har hun blandt andet talt med en leder fra Københavns Kommune, som brugte følgende scenarium til at beskrive, hvilken udfordring de stod overfor, når medarbejderne endelig fik mere råderum og frihed:
“Vi kan åbne fugleburet, men hvis fuglen ikke er vant til eller føler sig tryg ved at flyve, så har vi stadig en fugl, der sidder på pinden, så at sige”.
Hvad vil du sige, at der skal der til for at skabe et miljø, hvor ‘fuglen’ kan få luft under vingerne?
“Der er en stor ledelsesopgave i det, det er der ingen tvivl om. Når jeg nævner den nærmeste leder, så skyldes det, at det simpelthen er en nøglerelation i alt det her. Vi har kunnet se, at medarbejdere, der har en høj tillid til deres nærmeste leder, også har en større tillid til både deres kolleger såvel som den øverste ledelse” svarer tillidsforsker Tina Øllgaard Bentzen.
Den manglende tillid mellem medarbejderne og ledelsen kommer professor i offentlig organisation og ledelse Kurt Klaudi Klausen ind på i sin nye bog “Djævleyngel eller Guds udsendte?”.
“Der mangler bestemt en tillid mellem de to grupper, og den skal gå begge veje. Det er ikke kun således, at medarbejderne er de eneste, der skal forsøge at forstå, hvorfor det er nødvendigt, at man har en administration, der holder styr på tingene. Det er også dem, der sidder i administrationen, der skal have respekt for, hvad det er for en kerneopgave medarbejderne løfter. Der er altså tale om en gensidig respekt, man skal forsøge at etablere, før der kan være tale om et tillidsfuldt samarbejde,” forklarer Kurt Klaudi Klausen.
Udklip fra regeringens “Færre regler og mindre bureaukrati” september 2018 (s. 30)
Strukturel og kulturel forandring
Vender vi for en kort stund tilbage til eks-politikerne lød det sådan her fra Lone Dybkjær:
“En anden ting, som jeg synes er meget vigtig, er nulfejlskulturen. Du må for himlens skyld ikke begå nogle fejl, og hvis du begår nogle fejl, ja, så falder der brænde ned, og du bliver afskediget. Det er fuldstændig hen i hegnet.”
I daglig tale forbindes afbureaukratisering ofte med med strukturelle ændringer. Man har altså en forestilling om, at så snart at man får fjernet alle de ligegyldige regler og dokumentationskrav og giver medarbejderne mere frihed og råderum til at løse deres kerneopgave, så er alt fikset.
Men ifølge Tina Øllgaard Bentzen har vi, som Lone Dybkjær påpeger, et problem med nulfejlskulturen.
“Når der sker fejl, og det er ikke et spørgsmål, om der sker en fejl, for det kommer til at ske, når man prøver råderummet af, så er det vigtigt, at man som leder er opmærksom på, hvordan man håndterer det” forklarer Tina Øllgaard og fortsætter:
“Vælter vi en ny regel over alle og gør det til noget skamfuldt, at der er sket en fejl, eller bliver det en anledning til læring?”
Tina Øllgaard Bentzen lægger stor vægt på, at måden, vi håndterer fejl, bør ændres.
En afbureaukratiseret fremtid?
Ser man tilbage på de sidste fire årtiers forsøg på at komme regeltyranniet til livs, efterlades man halvt håbløs med spørgsmålet: Får vi nogensinde knækket afbureakratiseringskoden?
“Der er lavet en del forarbejde i den nye afbureaukratiseringsreform, såsom en kulegravning af styring på en række områder og en række initiativer, som er lagt i støbeskeen. Hvor godt det kommer til at fungere, det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men det virker som om, at ambitionerne og viljen er lagt bag denne gang,“ fortæller Tina Øllgaard Bentzen.
Både Tina Øllgaard Bentzen og Kurt Klaudi Klausen påpeger vigtigheden af, at bureaukrati ikke bliver kasteskyts for al dårligdom.
“Der er selvfølgelig ting, der kan fjernes og skæres væk, men det, der også er erfaringen, er, at man har en forestilling om, at der er en kæmpe bunke med idiotiske regler, som man bare kan feje væk. Virkeligheden er, at rigtig mange af de her ting, har en eller anden form for fornuft og funktion i sig”, pointerer Tina Øllgaard Bentzen og fortsætter:
“Selv om man kan rydde op, skærpe og forenkle, så tænker jeg, at en af hovedudfordringerne, vi står overfor, er at få styr på, hvordan vi indretter den styring, som vi har brug for og gør den understøttende for de fagprofessionelles kerneopgaver.”
Kurt Klaudi Klausen er enig.
“Der er brug for bureaukrati, der er brug for, at vi har gennemskuelige systemer, at vi kan dokumentere, hvad vi bruger fortrolige midler til, og hvordan man har behandlet borgerne gennem en sagsgang,” siger Kurt Klaudi Klausen.
Det, der kommer til at være afgørende for, om vi får set nogle resultater for fremtiden, står og falder med, hvordan vi ifølge Tina Øllgaard Bentzen definerer afbureaukratisering.
“Hvis jeg skal give et bud på, hvordan de kommer til at lykkes med det her, så handler det også om, hvordan vi taler om afbureaukratisering, og jeg tror, at vi skal til at snakke om meget mere end ‘bare’ at fjerne styring, men også om at forandre styring.”
_______________________________________________________
LÆS OGSÅ:
– Eva Kjer Hansen: ”Vi aner ikke hvad der foregår ude i virkeligheden”
– Et forsvar for Djøfisering
– Medlem af ledelseskommission: Drop Silotænkning
– Kan vi aflyse New Public Management?