En Californisk dronevirksomhed har netop fået lov at flyve med blodprøver for hospitalerne i Rwanda. I Danmark tager man stadig taxaen
Mens der stadig ikke var tænkt én MobilePay-tanke i Danmark, var mobilen allerede bank og lønkonto i Afrika.
Og mens droner endnu er et fremtidsscenarie og i bedste fald et hobbyprojekt i Danmark, så suser dronerne mellem sygehusene i Rwanda med blod.
Det er den Californiske dronevirksomhed, Zipline, der i oktober landede en banebrydende aftale med den rwandiske regering. Ifølge aftalen skal Ziplines droner levere blod til 21 blodtransfusionsfaciliteter i det vestlige Rwanda, hvor infrastrukturen er så dårlig, at få kilometer tager timer at forcere i en bil.
Afrika innoverer bedre
Det kan lyde som sundhedssektorudgaven af firmaer som Just Eat og Amazons drøm om flyvende pizzaer og bogpakker.
Læs også: Hov, har du også overset Silicon Savannah?
Zipline har udstationeret 15 specialfremstillede droner, der er i stand til at transportere 1,5 kilo blod over 150 kilometer. Hospitalerne kan bestille blodet via sms og få det leveret inden for 15 minutter.
Ifølge Ziplines administrerende direktør, Keller Rinaudo, er det rwandiske droneeventyr en del af en større tendens.
”Folk har den opfattelse, at USA er verdensførende, når det kommer til teknologi, og så følger Afrika efter, og jeg tror faktisk, at det er ved at ændre sig. Dette er et godt eksempel. Det er mindre lande som Rwanda, der er villige til at løbe risikoen og investere i noget radikalt nyt,” siger Keller Rinaudo, Ziplines til Washington Post.
I Danmark har vi i sammenligning med Rwanda et yderst velfungerende vejnet. Så man kunne spørge sig selv, om dette har nogen relevans for os?
Det har det. Både helt konkret, men også på den lange bane, hvis du spørger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space Drone Center.
Luftlinie fra Herlev til Hillerød
På DTU Space Drone Center er man ved at undersøge muligheden for at flyve vævsprøver og lignende med droner mellem det kommende supersygehus i Hillerød og dets kliniske laboratorium på Herlev Hospital 25 kilometer derfra.
Læs også: Sikkerheds-apps boomer i Sydamerika
Men det kan, som det ser ud nu, ikke lade sig gøre i Danmark, hvor kombinationen af manglende teknologi og lovgivning sætter en stopper for det futuristiske projekt.
”På den 25-kilometer strækning har vi det problem, at vi flyver henover bebyggede områder, og vi flyver uden for synsvidde og muligvis og også radiovidde, så der er noget teknologi, der skal på plads og noget lovgivning, der skal give plads til det,” siger Michael Linden-Vørnle.
I stedet kører man prøverne i taxa mellem de to hospitaler, hvilket er både tids- og ressourcekrævende.
I Danmark er det Trafik- og Byggestyrelsen, der er garant for, at vi ikke bliver slået ihjel af ting, der flyver rundt i luften. Derfor er det en langsommelig proces at få lov til at flyve med droner på længere afstande og i større omfang.
”Man skal kunne demonstrere over for Trafik- og bygningsstyrelsen, at vi kan gøre det en million gange uden uheld. Problemet med droner er, at man ikke har gjort det nok. Statistikken for særligt de mindre droner er ikke god nok,” forklarer Michael Linden-Vørnle
12-15.000 mulige dronejobs
Ifølge tal fra Oxford Research vil der i Danmark potentielt kunne skabes 12-15.000 arbejdspladser inden for droner i 2050. Dronemarkedet vurderes til at være stødt voksende, og perspektivet i Rwanda rækker tilsyneladende også langt længere end sundhedsområdet.
Læs også: De første pizzaer flyver nu ned fra himlen
Det giver den altid Twitter-ivrige præsident Paul Kagame udtryk for på sin Twitter-profil.
”Det demonstrerer muligheden for at transformere forretningsmodeller i mange industrier udover sundhedssektoren,” skriver den rwandiske præsident selvsikkert.
Vi er dog ikke helt uopfindsomme med transport af blodprøver i Danmark.
På Aalborg Universitetshospital har man for nylig installeret en såkaldt tempuslinje, der skyder reagensglas mellem afdeling Nord og Syd i en 1,6 kilometer langt underjordisk tunnel.