Improvisation, eksperimenter og kreativitet er hovedingredienserne i innovative organisationer og enheder – såvel som i ethvert begavet jazzorkester. Og mange af jazzens principper kan endda overføres direkte til erhvervslivet.
Lad os lige tage til jazzkoncert med trioen Phronesis i Jazzhouse i København. Året er 2016, og Copenhagen Jazz Festival er skudt i gang.
Det London-baserede band består af danske Jasper Høiby på bas, britiske Ivo Neame på klaveret og svenske Anton Eger på trommerne. Gruppen er blevet kaldt én af de mest spændende og fantasifulde klavertrioer i nyere tid.
Denne aften spiller de hovedsageligt numre fra det hæsblæsende album, Parallax, hvor der konstant er fart over feltet. Og dét der sker på scenen er intet mindre end kontrolleret vildskab. Tonerne og rytmerne fylder lokalet og finder konstant nye retninger at gå. Man bliver næsten i tvivl om, om numrene er indøvede, eller om Phronesis improviserer. Men sandheden er, at der nok er tale om en blanding.
LÆS OGSÅ: Organiser virksomheden til innovation
Chris Minh Doky, dansk bassist og ikonisk jazzmusiker, beskriver kunstarten som en dialog.
“Der hvor man skaber innovationen og kommer musikalsk ud på steder, man ikke har regnet med, det er når man har en ikke-lineær tilgang til det. Hvor det er er en levende ‘samtale’ man har i gang musikerne imellem. Alle i den samtale har et ejerskab af den, fordi man oprigtigt føler og kan mærke, at man er afgørende for sammenhængen,” forklarer han.
Mens Phronesis spiller, står Jasper Høiby placeret på midten af scenen med sin bas. Den er kun lige 10 centimeter højere end ham selv. Som et fyrtårn guider han sine kompagnoner ved konstant at rette sin opmærksomhed mod dem og lægge et fundament med sine dybe bastoner. Hans fokus er alle andre steder end hans eget instrument – for her slår fingrene strengene an helt af sig selv, som havde de aldrig lavet andet.
I stedet holder han øjne og ører rettet mod Ivo Neame og Anton Eger – forventningsfuld og nysgerrig på, hvad de mon finder på lige om lidt. Og han kvitterer konsekvent med et diskret, skævt smil, når de hver især udfolder deres musikalske talent.
Nok har Phronesis øvet sig, inden de går på scenen og leverer en koncert. Men det afgørende er, at der er plads til nøjagtigt det samme på den store scene, som der er plads til i det private øvelokale – for det er kun sådan, at der opstår noget nyt og interessant.
Grib udviklingen og improvisér
Diana Arsovic Nielsen er innovationschef i Københavns Kommune. Hun er vild med jazz. Og hun er vild med den måde, jazz fungerer på – så vild, at hun bruger den som filosofi i sit eget arbejde og som leder.
“Jazz hænger sammen med innovation ved, at man griber udviklingen i øjeblikket og arbejder med det. Man lader sig inspirere af hinanden. Det er en jamkultur – du er med, hvis du er fed at være sammen med. Hvis du prøver at tage al opmærksomheden, så gider ingen at spille med dig. Du skal give plads til, at de andre kan shine med deres kompetencer, og på den måde får du et fedt lydbillede,” forklarer hun.
Det er vekselvirkningen, der er vigtig, understreger Diana Arsovic Nielsen. Og det gælder ligeledes i organisationer og på tværs af fagligheder. Det er i fællesskab, man som organisation eller virksomhed leverer en samlet oplevelse for kunden eller brugeren. Og det kræver ydmyghed omkring, at alle bidrager til denne samlede oplevelse.
LÆS OGSÅ: Derfor er du ikke så kundeorienteret, som du tror
Derudover er improvisation et vigtigt element i ethvert innovativt foretagende.
“Jeg interesserer mig meget for, hvordan man kan gøre en organisation klar til at kunne improvisere. Jeg tror ikke selv på, at udvikling foregår ved, at man sidder og bliver dikteret. Det foregår ved, at man intuitivt går nye veje og spørger: “Kunne vi ikke lige…?” eller “hvad hvis vi gjorde sådan her?” – altså på gulvet, mens du gør dit arbejde,” forklarer innovationschefen.
Og hvordan kan man så det? Chris Minh Doky er af den overbevisning, at det kræver, man slår sin såkaldte ‘autopilot’ fra. Sådan gør han selv, når han spiller musik.
“Selvom du har spillet et nummer flere tusinde gange, så skal du ikke gå til det med den forudindtagelse, at du ved alt, hvad der sker, og du ved, hvordan det her nummer er. Man skal gøre alt, hvad man kan for at gå til det som noget friskt. Det er et mindset, der er besværligt, for det kræver, at man kommer ud af sin komfortzone,” siger han.
At skabe nyt kræver kompetence
Under koncerten i Jazzhouse har Phronesis og især trommeslager Anton Eger slået autopiloten fra. Han er dybt engageret i sin musikalske samtale med de to andre. Hans energi er himmelhøj, og rytmerne dundrer derudaf. Hans lange, kulsorte krøllede hår klistrer sig fast på den svedglinsende pande, men han ænser det ikke. Stikkerne spurter selvsikkert hen over trommesættet og tilbage igen. Både Jasper Høiby og Ivo Neame retter blikket mod Eger, mens de følger hans vilde, musiske talestrøm.
Trommeslageren får en idé: “Hvad nu hvis jeg gjorde sådan her?”
Ind i mellem sine lynhurtige slag begynder han med den ene hånd at skrue møtrikken af det ene bækken. Hvad har han mon gang i? Han fortsætter sin trommehvirvelvind. Han skruer lidt mere på møtrikken. Den falder af. Bækkenet sidder nu helt løst.
Pludselig og i et splitsekund lægger han den ene trommestik ned og rækker ud efter bækkenet med den ene hånd. Han fortsætter med at spille med den anden hånd. I næste øjeblik kaster han bækkenet lodret op i luften som en frisbee. Han spiller videre, mens publikums blikke er fastlåste på det flyvende bækken, der nu daler mod jorden. Det rammer kort efter gulvet og afgiver den karakteristiske krasj-lyd – i fuldstændig perfekt harmoni med Anton Egers rytme og takt.
Publikum pifter og klapper. Det er magi.
Det er tydeligt på de to andre musikeres brede smil, at Phronesis ikke har øvet sig på denne manøvre på forhånd. Og dog tog trommeslageren her en chance – midt på scenen under en live koncert. Øvelokalet og præstationen smeltede smukt sammen.
Den slags improvisation vil Diana Arsovic Nielsen også gøre plads til i erhvervslivet. Men det kræver træning og basal forståelse for at få den slags til at lykkes. For en idé er jo ikke mere værd end evnen til at udføre den.
“Jeg er ikke fascineret af folk, der kan få gode idéer. Det har jeg en forventning om, at alle kan. Men at få systematiseret og tilpasset idéen, så den skaber værdi for nogle mennesker i et eller andet format – dét er det svære. Det gælder om at øve sig og træne og forstå innovation som et håndværk. Det er ikke noget, du tager en lille Master i og så kan du dét. Du skal ud og lave et hav af projekter og involvere en masse mennesker. Du skal lytte, forstå og bruge empati for at kunne leve dig tilstrækkeligt ind i, om idéerne er gode eller ej. Og der må man jo kigge til andre kunstarter og håndværk, hvor musikken jo både er det kreative og håndværket i samme pakke. Du er nødt til at have disciplinen for at hæve dig op til et niveau, hvor du sådan set kan fortolke frit og lege,” forklarer hun.
Træning skal indgå i arbejde
Men er der plads til at øve sig og træne, når man arbejder som andet end kunstner eller sportsudøver?
“Jeg synes, billedet af træningsrummet er interessant. Vi skal have sat flere ord på, hvor og hvornår det er okay at gøre det. Man har bygget mange offentlige innovationsinitiativer op som sådan nogle små laboratorier eller projekter. Og det belejlige ved dem er, at man kan fjerne dem, når de ikke virker. Det svære ved dem er, at hvis de virker, så er det svært at integrere dem i organisationen. Det er et kæmpe arbejde. Så snakker man om, at man har svært ved at skalere, og det er jo klart, når det er født uden for organisationen. Jeg ville faktisk gerne indføre en slags øverum på alle etager i alle organisationer,” siger Diana Arsovic Nielsen.
Chris Minh Doky mener også, at erhvervslivet måske er på vej ud af en tangent, der ikke falder helt i hak med denne træningsfilosofi.
“Jeg har lagt mærke til, at der er en tendens til, at man ledelsesmæssigt sigter efter en automatik, der gør, at det hele kører gnidningsfrit. Men heri ligger faren ved, at alting bliver så automatiseret. For hvis alt kører på autopilot, så mister folk ikke alene forbindelsen med det, de gør, men også grunden til, at de gør det. Hvis man betragter det hele som en maskine, som skal bygges og køre automatisk, så skal man da bygge en maskine. For så er der ingen grund til at have mennesker til det,” forklarer Chris Minh Doky.
Og hvis man skal få idéer som Anton Eger og blive ekspert i at udføre dem, så er man ganske enkelt bare nødt til at prøve noget nyt.
“Lad os sige, du går ind på dit kontor. Der er du gået ind hver dag de sidste ti år. Møblementet er det samme, og skrivebordet står det samme sted. Du behøver ikke rigtig at kigge rundt, for du ved, hvor alting står, og hvordan alting ser ud. Måske skulle du prøve at flytte om? Eller også skulle du prøve at gå baglæns ind ad døren i stedet for forlæns? Måske holde dig for det ene øje? Man skal lave nogle benspænd for sig selv, som tvinger én til at se tingene på en anden måde. Sådan så man rent faktisk lægger mærke til noget nyt,” pointerer Chris Minh Doky.
Hverken han selv eller Diana Arsovic Nielsen er i tvivl om, at jazz hænger uløseligt sammen med innovation. Og det bør erhvervslivet lade sig inspirere af, lyder det afslutningsvis fra Københavns innovationschef.
“Vi skal udfordre alle organisationers perspektiv på at fejle i forbindelse med udvikling. Jazzen er et rum, hvor man inspirerer til at udvikle på scenen – og derved i princippet også at fejle ved at have improvisationselementet med,” siger hun.
Har du lyst til at møde Diana Arsovic Nielsen og Chris Minh Doky til en snak om jazz og innovation i det offentlige? Så besøg os på Folkemødet 2017!