Hurtige swipes til højre og venstre er ikke længere forbeholdt kærlighedssøgende singler. Idéen om den hurtige udvælgelse, som vi kender fra Tinder-app’en, bevæger sig lige nu ind på jobmarkedet.
Det fleste singler kender nok til datingapp’en Tinder. Men nu er matchmaking-idéen ikke længere forbeholdt folk på udkig efter kærlighed, flere mobilapplikationer bruger nemlig den selvsamme swipe-mentalitet til at parre arbejdsgivere og jobsøgere, skriver Quartz.
Siden sidste forår er adskillige jobapps dukket op i USA, heriblandt Switch, Blonk og Jobr.
Hvor Tinder er forbundet med Facebook, er de fleste jobsøgningsapps tilknyttet Linkedin, selvom man også kan indtaste sine informationer manuelt. Herefter er det bare at swipe til højre, hvis man finder et job eller en jobsøger, man synes om. Hvis interessen er gensidig får man et match, og så kan man indlede en (job)samtale.
På Jobr får brugerne adgang til navn, billede, nuværende stilling, tidligere jobs, uddannelse, resumé, kompetencer og fælles bekendte. Hvorimod Switch ikke viser navn og billede, før du får et match, og samtidig gemmer app’en jobsøgere for nuværende og tidligere arbejdsgivere.
Ifølge Business Insider er Jobr den største af applikationerne med mere end 75 tusinde brugere i USA. Men på trods af interessen er der stadig udfordringer for applikationerne. For selvom de burde kunne bruges inden for stort set alle erhverv, er størstedelen af jobsene på nuværende tidspunkt inden for teknologiske start-ups.
Et andet mindre problem er, at selvom man kan udpege visse ligheder mellem dating og jobsøgning, så er en reel ansættelse – modsat et hook-up – nok længere end et sødt smil og et swipe til højre væk.
Foto: Jobr/Barbara Isaksen