da
da
sv

Kan man brænde fingrene på velgørenhed?

9 min

Velgørenhed er normalt ikke noget, man brænder fingrene på. Men da franske rigmænd gav penge til en kirke i flammer i stedet for en befolkning i krise, så kunne utilfredsheden mærkes i Frankrig. Men kan en lignende ting ske i Danmark?

Knap var branden i Notre Dame slukket, før donationerne væltede ind. Rige franske familier stod på rad og række med checkhæfterne klar for at redde resterne af den ikoniske kirke. Pinault-familien (Yves Saint Laurent, Gucci, m.fl.), donerede 113 millioner euro, imens Arnault-familien (Louis Vuitton, Moët, m.fl.) og Bettencourt Schueller-familien (L’Oreal) hver gav 200 millioner euro. De tre familier gav altså til sammen, hvad der svarer til 3,7 milliarder danske kroner. I første omgang blev de mødt med taknemmelighed, men der gik ikke lang tid, før deres mange millioner fik vreden til at blusse op blandt Frankrigs fattigste.

”Branden i Notre Dame er jo ikke bare en katastrofe for Paris, Frankrig og franskmændene. Det er jo også en international katastrofe, fordi det er så vigtigt et kulturelt bygningsværk. Det symboliserer rigtig meget, så det er ikke noget at sige til, at alle mulige mennesker gerne vil bakke op og bidrage. Derfor er det også naturligt, at de mest velhavende i Frankrig giver deres del og bidrager med det, de nu kan”, siger Birgitte Boesen, som er stifter af rådgivningsbureauet BüroCPH, som har specialiseret sig i private og offentlige fonde og foreninger.

Som Birgitte Boesen påpeger, så var det ikke kun de rige, der gjorde Notre Dames raslebøsse tungere, også helt almindelige franskmænd spædede til. Men når man kommer op i de store summer, som de franske rigmænd donerede, så følger der også et ansvar mener hun.

”Når man kommer op i de her rigtig store beløb, så har man en forpligtelse til at sætte sig ned og sige: ’Gavner det her samfundet? Og gør jeg det for samfundets skyld, eller gør jeg det i virkeligheden for at pynte på mit eget omdømme’?”, siger Birgitte Boesen og fortsætter:

”En del af diskussionen i Frankrig har været, at rigmændene måske mere gjorde det for at sætte penge ind på deres egen omdømmekonto, end det egentlig var for Notre Dame. Det, at de gik ud og gjorde så meget PR for, at de havde givet de her beløb, var i hvert fald udtryk for, at de gerne ville tjene lidt ind på omdømmekontoen”.

Om de velhavende franske familier lykkes med at forbedre deres eget og deres virksomheders omdømme er tvivlsomt. Flere af de franske rigmænd har selv tidligere deltaget i den politiske debat for at få skattelettelser til de velhavende, hvilket ikke gjorde dem populære blandt arbejderklassen. Bernard Arnault (Europas tredjerigeste person) fra LVMH-gruppen har sågar truet med at rykke teltpælene op og flytte til Belgien for at undgå det franske skattetryk.

”Når man på den ene side slår på, at den eneste vej frem, hvorpå man kan få vækst i samfundet, er ved, at de rigeste får skattelettelser, så melder man sig ind i en politisk debat. Så kan man ikke på den anden side tro, at bare fordi man optræder som velgører, at man så kan blive fritaget for at tage et ansvar for det, man i øvrigt står for”, vurderer Birgitte Boesen.

Det Danske eksempel

Det er ikke tit, vi i Danmark ser lignende opstand og kritik, når penge går til et velgørende formål. Men går vi 15 år tilbage, finder vi et meget omdiskuteret eksempel.

”Det kræver en vis musikalitet, når man gerne vil være velgører på den der store plæne. En musikalitet i form af at man er lydhør overfor, hvad der i øvrigt bliver sagt. Hvis vi kigger herhjemme, så har vi altså sagen om Operaen, som blev indviet for 15 år siden, og som jo stadigvæk trækker overskrifter og diskuteres –selvom donationen dengang blev til på initiativ af regeringen og med folketingets godkendelse”, siger Birgitte Boesen.

Operaen på Holmen stod færdigbygget i 2005. Den blev givet som en ’gave til folket’ af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Dengang mødte byggeriet og fonden stor kritik.

Tidligere på måneden dukkede kritikken op igen, da bygningen var blevet nomineret som Københavns grimmeste bygning af Berlingskes læsere.

”I Berlingskes omtale af Operaen nævner man AP Møller Fonden. Og man nævner, at fonden skulle bestemme, hvor den skulle ligge, hvilken arkitekt, der skulle tegne operaen, og at man havde en bygherre, som ikke ville lytte, og at man havde en arkitekt, som ikke var vant til at blive sagt imod. Og det vil sige, at vi her 15 år efter, har denne donation, der deler os i diskussioner og afføder kritik”, siger Birgitte Boesen.

Men meget er sket på 15 år. Og AP Møller Fonden, har ændret kurs og har udviklet deres filantropiske virkemidler.

”Hvis man kigger på, hvad AP Møller har givet penge til, siden de gav penge til Operaen, har de givet en milliard til at understøtte den danske folkeskole efter folkereformen. De har nedsat et rådgivende udvalg, som er med til at indstille for bestyrelsen, hvilke folkeskoleprojekter der skal have penge, og hvilke der skal ikke. De har desuden givet 750 millioner til almen social indsats, og de har oprettet et sekretariat til at tage hånd om opgaven”.

Men at der opstår diskussion i kølvandet på fondenes donationer, er nok mere en naturlig ting end en dårlig ting.

”Den gode velgørenhed og den gode filantropi skal være med til at understøtte den positive samfundsudvikling, der er i gang. Hvis man gør det, kommer man automatisk ind i et felt, hvor nogen får, og andre ikke får. Og det vil altid give nogle diskussioner. Man skal vide, hvad man gør, og så skal man selvfølgelig være klar til at tage diskussionen”, siger Birgitte Boesen.

Frankrig versus Danmark

Danmark har en tradition for at have erhvervsdrivende fonde, såsom Leo Fondet og Carlsbergfondet. I 2017 uddelte de danske fonde bevilliger for 17,1 milliarder, hvoraf størstedelen (11,5 milliarder) kom fra erhvervsdrivende fonde.

”Og den tradition har man ikke på samme måde i Frankrig. Det er også en del af forklaringen på, at det giver de her store diskussioner. Man har faktisk lige siden den franske revolution haft forbud i Frankrig mod at have erhvervsdrivende fonde. Men det er man begyndt at bløde op på”, fortæller Birgitte Boesen.

Over halvdelen af de danske fondsmidler gik i 2017 til videnskabelige formål, men resten af midlerne ligger fordelt mellem alle mulige andre typer formål såsom kulturområdet, sociale formål og miljø. Det gør, at fondene generelt er meget tydelige i samfundet.

”Der ligger også en forskel i, at vi (i Danmark, red.) er vant til, at AP Møllers fond giver penge til velgørende formål. Vi er vant til, at Carlsbergfondet gør det. Vi er vant til Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden og alle de her erhvervsdrivende fonde, som både driver virksomhed og filantropi. Vi kender dem, vi møder dem ude omkring. Vi møder deres projekter og kender måske nogen, der har fået penge fra dem, eller kender en bygning eller et projekt, der har fået penge. Det er mere ude i øjenhøjde. I Frankrig mangler man den tradition, men man er begyndt på den. Man ser faktisk også til Danmark for at blive inspireret”, siger Birgitte Boesen.

En af de ting, som fondene i Danmark er blevet rigtig gode til, er at lægge strategier og gå i dialog med samarbejdspartnere for at tage et større samfundsansvar.

”Fondene generelt bevæger sig hen imod en større åbenhed med mere kommunikation og dialog med omverdenen. De går ind og tager et samfundsansvar i dialog med civilsamfundet, med det offentlige, med virksomhederne, og på den måde løfter vi samfundet. Det sker i en erkendelse af, at hvis man gør det systematisk og med en strategi, hvor man ved, hvor man gerne vil hen, og man gør det i samarbejde med andre, så kan man løfte umådelig meget mere, end man ville kunne gøre med sit enkelte projekt”.

Foto: Olivier Mabelly