Danske iværksættere halter bagefter, når det kommer til at tjene penge på produkter og tjenester, der kan gøre verden til et bedre sted. Måske skulle de prøve parallel innovation
Social innovation og iværksætteri er en hidtil uudnyttet økonomisk guldgrube for danske startups og etablerede virksomheder. Hvor vi tidligere var verdensberømte for vores grønne og innovative løsninger, så scorer vi i dag lavt på samtlige internationale ratings, når det kommer til social innovation.
Det sker samtidig med, at internationale undersøgelser dokumenterer tocifrede milliardoverskud på socialøkonomiske virksomheder og eksempelvis en vækst på 80% inden for denne sektor alene i 2015 i England.
Ønsket om at gøre en forskel i verden er med andre ord blevet en yderst lukrativ forretning og forretningsmodel.
Vi løser de samme problemer igen og igen
Hvis du finder lykken i at skabe en abonnementsordning på sorte sokker, eller hvis du udvikler endnu en app til at bestille modetøj online, så er jeg ikke i tvivl om, at det kan give dig både glæde, masser af arbejde og potentielt set en rigtig fornuftig forretning.
Men burde talentfulde mennesker såsom nationens iværksættere ikke stræbe efter noget mere end at løse de samme problemer igen og igen. I min verden har vi ikke brug for endnu en designerkop eller en app, der kan give forbrugeren positionsbestemte rabatter. Disse problemer er løst mere eller mindre godt tidligere, og de forekommer mig banale og ligegyldige at løse nok engang.
Som privilegerede samfundsborgere og erhvervsfolk bør vi i stedet sætte os for at løse nogle af verdens største og ikke-banale problemstillinger. Det gode ved dette standpunkt er i dag, at hvor et sådant udsagn tidligere kunne betegnes enten naivt, idealistisk eller frelst, så er social innovation og iværksætteri i dag en ualmindeligt god forretning. Det kan rent faktisk betale sig for os danskere at redde verden!
Danskerne skal vækste som amerikanere
I Danmark har socialøkonomiske virksomheder ofte tænkt lokalt. Det er der kommet smukke og beundringsværdige tiltag ud af – såsom en café i Aarhus, hvor personalet består af psykisk sårbare mennesker.
Den slags iværksætteri er både vigtigt og godt, men det er meget vanskeligt at skalere, ligesom det desværre alt for ofte ender med en forretningsmodel baseret på enten fondsstøtte, offentlige tilskud og/eller private donationer.
Vi har ikke de seneste 20 år evnet at skabe væksteventyr baseret på social innovation. Derfor må vi kigge til udlandet for at forstå, hvordan vi får del i denne internationale vækst inden for socialt iværksætteri. Ét foregangseksempel kunne være den amerikanske virksomhed BioLite.
Fra banalt til globalt
BioLite er stiftet af to ingeniører, Alec og Jonathan, som oprindeligt, ligesom så mange andre iværksættere, satte sig for at løse et problem, de selv havde oplevet i hverdagen: Nemlig manglen på gas, når de først var undervejs på deres campingtur.
De vidste samtidig som erfarne campister, at der til gengæld ofte var massevis af træpinde og træstykker at finde i naturen, og dét inspirerede dem til at designe en lille ovn, der kunne omsætte træ lige så rent som gas.
Som led i deres researcharbejde til at udvikle et sådant produkt, stødte de på et langt større behov, end de oprindeligt havde drømt om – nemlig de milliarder af mennesker i verden, der ikke har adgang til at lave mad med en bæredygtig ovn, og derfor stadig er tvunget til at lave maden over et rygende bål af træ – noget der koster flere liv en HIV og Malaria tilsammen i verden.
Denne erfaring ændrede fuldstændig udgangspunktet for Alec og Jonathan. Nu var deres eget banale problem pludselig underordnet, og i stedet satte de sig for at skabe en moderne og sikker måde at lave mad på for disse milliarder af mennesker – dvs. løse et globalt energiproblem.
At finde den bæredygtige forretningsmodel
Næste skridt er dér, hvor Alec og Jonathan agerede grundlæggende forskelligt fra de fleste danske sociale entreprenører.
Fra starten af ønskede makkerparret at skabe en langtidsholdbar forretningsmodel. De droppede derfor enhver tanke om at søge fonde. Cause-marketing modellen (køb-én-og-giv-én-gratis-til-de-fattige-kampagne, red.) forkastede de også, fordi den model umuligt kunne løse det kæmpe energiproblem, de ville udrydde.
I stedet valgte stifterne bag BioLite at angribe markedet med strategien: Parallel innovation.
For BioLite havde truffet den grundlæggende beslutning, at kunderne i tredjeverdens lande ikke skulle opfattes som modtagere af velgørenhed, men som reelle kunder. Derudover ønskede virksomheden ikke at disrupte eksisterende økonomier, men ville lave en forretningsmodel, der kunne understøtte de nuværende strukturer.
Løsningen blev en såkaldt parallel innovationsmodel, som dels kunne skabe et her-og-nu revenue og dels gøre virksomheden i stand til at skalere på sigt.
Iværksætterne investerede størstedelen af deres midler på kerneteknologien, fordi de havde identificeret, at denne kunne opfylde behovet for såvel campister som familierne i tredjeverdensladene – blot i forskellige indpakninger og produkter.
Strategien betød i praksis, at BioLite hurtigt blev udbredt på campingmarkedet, som stifterne kendte indefra og tidligt i forløbet havde prototypet sine produkter overfor. Her kendte de også ret præcist sin målgruppe og prisstruktur, og BioLite kunne derfor efter få måneder præstere et positivt cashflow, der med det samme blev brugt til at understøtte entreen og væksten i de fremadstormende, fattige markeder.
I begge tilfælde lå virksomhedens succes i hænderne på kunderne frem for i løbende støtte fra fonde eller lignende. Fundamentet var en stærk kerneteknologi, der kunne skilles ud i forskellige produkter og kundesegmenter, således at virksomheden dels skabte en bæredygtig økonomi og dels opfyldte sit højere formål.
Det burde være muligt at gøre noget tilsvarende i Danmark. Vi har masser af dygtige iværksættere, og hvis amerikanere og briter kan, hvorfor skulle de danske iværksættere så ikke kunne redde verden på en måde, der bogstavelig talt kan betale sig?