Forskeren Christopher Hood, Socialdemokratiets Mette Frederiksen og Danske Regioners direktør Adam Wolf har en ting til fælles: De er alle modstandere af New public management. Men er tankerne bag lette at lægge i graven?
Det vakte bred opsigt, da den britiske forsker Christopher Hood erklærede New Public Management-tanken (NPM) for død. For England havde gennem skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer haft større fokus end nogle andre stater på NPM og markedsgørelsen af den offentlige sektor.
Christopher Hood var ophavsmand til grundtankerne om NPM, men hans begejstring var vendt til en kritik af ledelsesmetoden. For i England var den offentlige sektor efter årtier med NPM blevet dyrere, og en tredjedel af medarbejderstaben var blevet fyret, til trods for at sektoren havde fået flere penge.
Selvom NPM i Danmark og England har taget sig forskelligt ud, er tonen herhjemme også vendt til det negative. For eksempel har Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ytret sig meget kritisk over for NPM og garanteret, at Socialdemokratiet vil stå i spidsen for en “fingrene væk”-reform, hvis partiet genvinder regeringsmagten.
“Det her er et opgør med New Public Management som styringsredskab for, at vi kan sikre mere rum til faglighed”, siger hun til Information.
Samtidig udtalte en af dansk NPM’s fædre, direktør for Danske Regioner Adam Wolf, at det er tid til et tankeskifte i den offentlige sektor.
NPM er blevet en syndebuk
Men er vi helt færdige med NPM, markedsgørelse og KPI’er i det offentlige? Ikke hvis vi spørger F5’s netværksdirektør og lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Christian Bøtcher Jacobsen. Han mener, at NPM uretmæssigt er blevet en fællesnævner for alt, hvad den offentlige sektor døjer med af dårligdomme.
”Der er en tendens til at NPM er blevet en skraldespand, der dækker over alt fra markedsgørelsen af det offentlige, et spørgsmål om stærkere ledelse, til alt muligt andet. Hvis vi ser tilbage på, hvad det handlede om, da man lavede NPM, var det nogle forsimplinger. Man ville skabe en decentral kraft, hvor man i hvert led kun skulle være ansvarlig for resultaterne”, siger han og tilføjer:
”Det bliver tit forvekslet med en masse tunge dokumentationskrav, styring fra toppen og de ting, som folk ikke kan lide ved det offentlige. NPM er blevet den måde, man italesætter reformer i det offentlige, der ikke har virket, som man håbede”.
Hvad gik galt?
NPM-tankesættet er dog ikke uden kritik, siger Christian Bøtcher Jacobsen. For det er de simple svar til en kompleks offentlig sektor, der bliver tilbudt.
”Der blev slået et stort brød op, da NPM kom frem i slut-80’erne og frem til starten af 00’erne i forhold til, hvad man kunne opnå med kontraktstyring, udlicitering, privatisering og målstyring. Og hele det offentlige system som NPM er indlejret i, har vist sig at være væsentlig mere komplekst, end den relativt simple opskrift meget NPM-dagsorden har lagt op til”, siger han og forklarer:
”Det har vist sig gentagne gange, at man ikke har kunnet realisere de besparelser og effektiviseringer, der blev lovet med de her tiltag. Så kombinationen af store løfter og en kompleks virkelighed er noget af det, der er gået galt”.
Og her bærer politikere og lovgivere et ansvar. For politikere er bredt set gået med på premisen om, at løsninger, der fungerer i det private, kan overføres til den offentlige sektor.
”Simple tanker om hvordan man styrer en privat virksomhed og markederne blev til et ’vi skal have noget, der ligner dét’ i styringen af det offentlige. Men offentlige virksomheder er underlagt mere komplekse vilkår end private. Blandt andet fordi politisk ledelse ikke prioriterer økonomisk effektivitet, der er hele ideen med NPM”.
Problemet opstår for eksempel når nogle services, som ældrepleje, skal overføres til et privat marked, fordi serviceniveauet er vanskeligt at prissætte, og det tilmed er svært for private at skabe overskud. Selv på skole- og gymnasieområdet, hvor det frie skolevalg har skabt noget konkurrence, er det ikke altid kvaliteten af undervisningen, der afgør skolevalget. Det bliver for eksempel it-faciliteter og sociale arrangementer – altså ikke-faglige faktorer, der bliver afgørende.
”Et studie viser, at for folkeskolen er der ikke noget, der tyder på, at kvaliteten bliver bedre i områder med høj konkurrence inden for det frie skolevalg. Til gengæld bliver driften dyrere, fordi man konkurrerer inden for det, der ikke er relevant for undervisningen”, siger han og fortsætter:
”Konkurrence virker ikke nødvendigvis på den ønskede måde, når du ikke har betalende købere. Og at købe for eksempel en iPhone eller en Samsung er trods alt et andet valg, end noget så komplekst som et valg af skole, hvor mange ting spiller ind”.
NPM får navneskift
Siden 90’erne hvor NPM var det nye sort inden for offentlig ledelse er meget vand løbet i åen, og politikere og embedsmænd taler åbent om, hvordan man gør op med NPM – og særligt KPI’er og resultatbaseret styring.
Alligevel vurderer Christian Bøtcher, at flere grundtanker i NPM har en fremtid, mens andet vil blive glemt. For når politikere og faglige organisationer står i kø for at sætte NPM i hjul og stejle, får det ikke lov til at leve videre i sin nuværende form.
”Jeg tror, hele tanken om at måle, hvad der foregår, hele den resultatbaserede styring, den kører i et vist omfang videre, selvom den bliver ved med at være udskældt af de faglige organisationer. Og hele ideen med stærke decentrale ledere, der står på mål for det, de leverer, lever videre”, siger han og tilføjer, at ideen om brugeren, der aktivt vælger og udformer den offentlige service, også har en fremtid.
”Men NPM vil blive kaldt noget andet, tror jeg. Så hedder det samproduktion, borgerinddragelse eller styrket ledelseskvalitet. Meget af det rimer bare på det, der var tanken bag det oprindelige NPM”.
Læs også:
“Vi aner ikke, hvad der foregår ude i virkeligheden”
Offentlige ledere er for sløve til it
Medlem af ledelseskommission: Drop silotænkning