Når skoleskibet drager på togt, er det med en besætning på bare 17-23 år. Men så længe forventningerne er afstemt, så er det ingen sag at lede de unge igennem tre måneder til søs, mener skibets kaptajn.
Hvert år byder Kurt Andersen velkommen til en helt ny generation af unge på skoleskibet Danmark. Forude venter dem store farvande og fremmede egne men også en masse arbejde, læring og tre måneders konstant samvær – 24 timer i døgnet. Og selvom en besætning af generation Z’er kan lyde som noget af en mundfuld, så er skibets kaptajn helt fortrøstningsfuld ved at sætte sejl sammen med de unge søfolk.
”Vi oplever ikke de unge som et problem. De er faktisk meget nemme”, siger Kurt Andersen.
Kurt Andersen har været kaptajn på skoleskibet Danmark de sidste 19 år og har derfor været med til at lede mange unge igennem skoleskibets uddannelse. De mange fordomme om, at de unge er egoistiske og selvcentreret, kan Kurt Andersen slet ikke kende fra sine elever.
”De stortrives i fællesskaber. De kan godt lide at gøre noget sammen og skabe noget sammen, og det kommer de til at gøre her ombord, i og med at fejlmanøvrer kræver teamwork, og det er de meget positivt indstillet overfor. Så alt det med at være individualist og sin egen herre, det fylder ikke ret meget ombord” siger han og fortæller, at de fleste opgaver på skibet kun kan løses i fællesskab.
”Jeg plejer gerne at sammenligne det med en moderne arbejdsplads, hvor medarbejderne bliver sendt på teambuilding kursus over weekenden. Det er det, vi praktiserer ikke bare en weekend men over tre måneder 24-7”.
Tillid og positive forventninger
Kurt Andersen beskriver sin egen ledelsesstil som ret idealistisk. Han tror på, at tillid og positive forventninger kan bringe det bedste frem i de ellers så uprøvede søfolk ombord.
”Begrebet tillid indeholder sådan en frigørende dynamisk effekt. Det er den oplevelse modtageren får. Og hvor langt kan man så gå? Der er en grænse mellem at være tillidsfuld og naiv, men ikke desto mindre så er tillid stadig vigtigt”, siger Kurt Andersen.
Inden Skoleskibet sætter sejl til det årlige togt, så bruger Kurt Andersen og de nye elever flere dage på landjorden på at tale om forventninger og forventningsstrukturer.
”I mit hoved er det at tale om forventninger stærkt undervurderet. Selvom det umiddelbart kan se ud som en masse snak, snak og endnu mere snak, så har det et meget vigtigt potentiale for en organisation, siger Kurt Andersen og forklarer, hvor dette potentiale ligger.
”Der er en tendens til, at forventninger bliver indfriet, og der ligger et kolossalt potentiale og nogle dynamikker i at udtrykke sine forventninger som en slags tillidsord. Forventer man noget vil ske i fremtiden, så er potentialet der, i og med at forventningerne bliver indfriet. Derfor er det også vigtigt, at forventningerne er positive og ikke negative”.
Kort fortalt giver positive forventninger positive resultater, hvis man altså italesætter sine forventninger. For Kurt Andersen er forventningsafstemning i hvert fald helt essentielt.
”Forventninger sætter jo retningen – en retning i en organisation som er ret vigtig. Når man taler om forventninger til hinanden, det kan være ens afdeling eller på arbejdspladsen generelt, så får man også udtrykt nogle måder at kombinere tingene på. Det, at udtrykke forventninger til hinanden, til sig selv og på den måde engagere sig, det gør, at man forpligtiger sig overfor hinanden”, siger han.
Konflikter er ikke nødvendigvis en dårlig ting
Selvom Kurt Andersen generelt ser sin unge besætning som samarbejdsvillig og opmærksom, så kan det ikke undgås, at bølgerne indimellem går højt, når pladsen er træng.
”Vi har 80 elever ombord, og vi har kun to rum til rådighed. Så vi bor 40 mand i sådan en etværelseslejlighed, der både er soverum, spiserum og undervisningslokale. Det er lidt af et eksperiment, men det lykkes faktisk hver gang. Det handler om at kunne tilpasse sig hinanden og løse konflikter”, siger Kurt Andersen og forklarer:
”Når man går så mange sammen, så opstår der selvfølgelig også konflikter ombord på et skib. Man kan ikke bare lige lukke døren og være sig selv, for der er ingen steder at gå hen. Jeg kan bare henvise til at løse de konflikter, hvad end de er sociale eller tekniske”.
På skoleskibet arbejder Kurt Andersen løbende med timeouts altså små pauser, som man kender dem fra sportens verden, hvor man kan få en snak om de ting, der ikke fungerer eller lever op til forventningerne.
“Vi går ikke efter, at alt skal være harmonisk og idyllisk, det er en vildfarelse, for det er jo det samme som stilstand. Småkonflikter og utilfredshed har også en iboende kraft, altså noget dynamisk over sig – følelsen af at noget skal være anderledes og bedre på en eller anden måde”, siger Kurt Andersen.
Undervejs opfordrer Kurt Andersen gerne sine elever til at komme med nye løsninger. For selvom skoleskibet har sejlet på alverdens have siden 1933, så betyder det ikke, at man altid bør gøre, som man plejer, hvis der er en anden og bedre løsning.
Photo: Ebbe Kryrø