Improkomikeren Stefan Pagels Andersen lægger ikke stor vægt på humor, når han rådgiver om præsentationsteknik. I stedet fokuserer han på kropssprog, engagement og følelser for at få lederen til at brænde igennem med sit budskab.
Stefan Pagels Andersen lever af at få folk til at grine. Eller rettere. Han lever af teknikkerne bag.
For som medejer af Improv Comedy Copenhagen Theatre, et lille teater med dyr adresse i det indre København, er det begrænset, hvor meget løn, der kan udbetales, når indtægterne på spilleaftener skal gøres op. Det, der giver overskud og tandsmør på brødet for ham og partneren Kasper Jacobsen, er coaching af virksomheder og ledere udi kunsten at holde en tale – eller på skuespillersk præsentationsteknik.
Her rammer den københavnske skuespiller og improkomiker lige ned i en potentiel guldgrube, eftersom en undersøgelse fra Stanford University afslører, at direktørens præsentationsteknik direkte kan gå ind og påvirke firmaets aktiekurs. Et faktum, der ydermere skal parres med den oplysning, at det at holde en tale er noget af det mest skrækindjagende og fobi-fremkaldende for forbløffende mange mennesker. Verdens tredjerigeste, storinvestoren Warren Buffett, udtaler for eksempel i bogen ”Getting There”, at han i sine unge dage var ude af stand til at holde en tale:
”Alene tanken gjorde mig syg”.
Warren Buffett opsøgte eksperter, der kunne hjælpe ham, og den samme rolle håber Stefan Pagels Andersen, han kan udfylde – omend han næppe kan gøre sine kunder til mangemilliardærer i Warren Buffett-klassen. Men som en af få danske skuespillere, der har specialiseret sig i improv comedy – en disciplin, hvor intet er aftalt på forhånd og sketches udvikles på scenen med kreative indspark fra publikum – har han fået en vis erfaring i at styre sceneskrækken og samtidig brænde igennem med sit budskab.
Nogle af de hundredvis af teknikker har komikeren indvilliget i at indvie F5’s læsere i, og allerede nu kan vi afsløre, at de hverken involverer vandede vitser eller toastmaster-tricks. De er af den kedelige slags, hvor man skal øve sig igen og igen for at mestre dem.
1 – For at vinde publikum må du overgive dig
”Som vi plejer at snakke om indenfor improvisation, er vi i bund og grund dyr”, fortæller Stefan Pagels Andersen.
Med det mener han, at vi ubevidst reagerer efter bestemte mønstre, og at vi per instinkt forsøger at forsvare vores vitale organer, når vi bliver nervøse – for eksempel ved at krydse armene, ”beskytte” skridtet med hænderne eller stikke lapperne i lommen. I en talesituation er det imidlertid en rigtig dum idé, eftersom man i disse forsvarspositioner ubevidst også kommer til at virke usikker i publikums øjne. Her gælder det i stedet for taleren om at afvæbne situationen og subtilt signalere, at ens budskab ikke er farligt – noget man eksempelvis kan gøre ved at vise publikum sine håndflader.
”Hvad gør en hund, når den overgiver sig og vil vise, at den ikke er farlig? Den lægger sig på ryggen og stikker poterne i vejret. Og hvad gør vi i samme situation – for eksempel hvis der er nogen, der røver os, eller trækker en pistol? Vi tager hænderne op”, som Stefan Pagels Andersen forklarer.
”Derfor når vi viser andre mennesker vores håndflader, så bliver de trygge ved os. Og vi, der står på scenen, får reelt overhånden og kan komme igennem med vores budskab. Så når man begynder, er det bare med at åbne op og sige, ’hej, velkommen til. Jeg er glad for at møde jer alle sammen’”.
2 – Tal med dine hænder
Det kan umiddelbart lyde helt sort, men det har også betydning, hvilken hånd taleren gestikulerer med. Ifølge professor i psykolingvistik fra Cornell University, Ivy League-forskeren Daniel Casasanto, associerer venstrehåndede personer nemlig gestik med venstrehånden med positive følelser, mens højrehåndede personer ser positivt på gestik med højrehånden.
”Der er for eksempel nogen, der mener, at Donald Trump bruger højre hånd hele tiden, fordi hans vælgergruppe reagerer på højrehåndsgestik”, fortæller Stefan Pagels Andersen.
Han springer pludselig op og begynder at pege på et imaginært powerpointshow med højre hånd, mens den venstre ditto befinder sig i lommen.
”Forestil dig, at du står på en scene og bare står sådan her og peger med den ene hånd. Det er ikke særligt interagerende, og du fanger i realiteten kun noget af publikum”, siger han og begynder med ét at bevæge sig rundt og gestikulere med begge hænder – skiftevis og på samme tid:
”Men har du så været til en forelæsning, hvor der var en underviser, som gik rundt på scenen og fortalte? Var det sjovere eller kedeligere?”
Det var sjovere…
”Præcis. Og det er, fordi personen har forståelse for, hvordan man leverer et budskab”.
3 – Forbered dig
I de senere år er de såkaldte TED-talks blevet vældigt populære. På konferencerne har talerne 18 minutter til at fortælle om deres idéer på den mest inspirerende måde, og mange af dem har derfor indøvet hver en bevægelse ned til mindste detajle for at få størst mulig gennemslagskraft.
”Det er jeg personligt ikke fan af, for jeg synes, der skal være rum til at gøre, hvad der passer til situationen”, siger Stefan Pagels Andersen. Han anbefaler dog, at man til en vis grad øver sine bevægelser, eftersom replikkerne så også bliver nemmere at huske.
”Tit har jeg tænkt, når jeg har lavet teater, ’jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om fem minutter’. Men så har min krop klaret det, og det er kommet helt naturligt til mig”.
Sidst han lavede teater var eksempelvis i 2013 på Betty Nansen, hvor han og kollegaerne havde indstuderet hver eneste bevægelse i stykket.
”Jeg vil vove at påstå, at du kan sætte mig på den samme scenografi med de samme skuespillere, og jeg vil kunne mine replikker igen. De er indbygget i kroppen”, som han siger.
Han er i samme ombæring godt klar over, at det kan virke ekstremt tidskrævende.
”Men hvis du er leder og skal holde en tale på en time for 100 medarbejdere, så tager du også 100 timer væk fra dem. Så skal du kraftedeme også være spændende at høre på”, som han siger.
”Hvor mange ledere har ikke taget uddannelse i alt muligt andet? Øv dig. Tag det seriøst. Hvis du kigger på de største talere, er det også dem, der fokuserer på det. Det er jo der, hvor du får et buy-in fra medarbejderne. Det får du ikke ved at sende nogle gode emails”.
4 – Skab en følelsesmæssig forbindelse til publikum
Publikum køber ikke budskabet, før de har købt personen. Derfor handler det ifølge Stefan Pagels Andersen om at mindske afstanden mellem taleren og publikum:
”Forestil dig, at du aldrig har set taleren før. Du er bare gået forbi og har tænkt, ’nå, der er en tale – jeg sætter mig ind og hører den’. For at du skal få noget som helst buy-in på den person, så bliver han nødt til at tale til dine følelser. Han bliver nødt til at få dig til at kunne sætte sig selv i hans sted”, fortæller Stefan Pagels Andersen.
Til det formål kan et indledende spørgsmål ifølge skuespilleren gøre underværker. Han tænker sig om, da han vil forsøge at tale det ind i en virksomhedskontekst – for eksempel i forbindelse med et strategiskifte.
”Kan I huske, dengang vi var børn, og vi lærte at spille Matador? Kan I huske, hvor fed en følelse det var, da man endelig vandt sit første spil? Kan I huske, hvordan det var at samle pengene op, og man ikke skulle låne af banken længere? ” spørger han så, inden han indskyder, at han med de spørgsmål får gjort publikum opmærksom på, at han er præcis ligesom dem, fordi han også har været barn og ydermere også har siddet og spillet Matador og glædet sig over sine sejre. Han skaber dermed en forbindelse til publikum, som får en personlig aktie i taleren, der kan bruges til det næste led i argumentationskæden:
”Den samme følelse havde vi, da vi endelig kom frem til vores 2018-strategi”.
”Altså i stedet for at komme ud og sige, ’nu skal I høre, vi har lavet en 2018-strategi’, så sættes publikums tanker i gang. De er ikke længere bare nogle receptorer, der skal gødes med information. Nej, vi snakker om sejr og succes. Det er en dejlig følelse, og den forbinder vi med vores egen strategi. Allerede der vil folk være positivt indstillet, fordi de med den nye strategi får det, som dengang de vandt i Matador”.
5 – Vis engagement
Ifølge en meget citeret undersøgelse fra 1971 bygger kun 7 procent af tilhørerens vurdering af den talende person på det talte ord og hele 93 procent på kropssprog og toneleje. Tallene er meget omdiskuterede, men de fleste er dog enige om, at mange andre ting end selve det talte ord spiller ind, når vi skal vurdere en taler. Stefan Pagels Andersen lægger eksempelvis meget vægt på talerens engagement.
”Jeg vil høre, at du brænder for det, du taler om. Og hvis ikke du brænder for det, du taler om, så lad vær med at stå på en scene”, siger han. ”Hvis du bare står oppe på en scene og mumler helt monotont, kan du være det klogeste menneske i verden, men du er ikke interessant at lytte til”.
Ifølge Stefan Pagels Andersen skal man derfor være entusiastisk og signalere, at man har lyst til at være centrum for begivenhederne.
”Et godt eksempel er tv-værter til et awardshow”, siger han og visualiserer scenen:
”Kameraet kører om ’fem, fire, tre, to, en!’ ’VELKOMMEN TIL’”, siger Stefan Pagels Andersen, der er trådt i rollen som producer og tv-vært, og stråler af entusiasme.
Han forklarer:
”Der er glæde i stemmen, og værten signalerer, at nu er vi i gang og får på den måde publikum med”.
6 – Varm stemmen op og styrk åndedrættet
Ligesom selv den ringeste serie-6-spiller varmer bentøjet op inden en fodboldkamp, bør taleren også få styr på stemmebåndet, før det går løs. Stefan Pagels Andersen øver eksempelvis altid en række tungebrækkende sætninger, inden han går på scenen.
”She sells seashells on the seashore but the shells she sells are not seashells anymore”, messer han og må starte forfra adskillige gange, indtil den endelig sidder der. Han begynder derpå på den danske variant ”stakit, stativ, kasket” og må også her slå knuder på tungen.
Vejrtrækningen skal ligeledes være på plads og for at eksemplificere det, laver Stefan Pagels Andersen en vejrtrækningsøvelse, som vil vække genkendelse blandt den del af befolkningen, der har prøvet at føde et barn.
”Man får iltet blodet og får ilt til hjernen. Det gør mig 1.000 gange mere frisk, og jeg gør det hver morgen, inden jeg går ud af døren”, fortæller han.
… Og hvis du går i sort
Ja, skulle det ske, så tag det roligt.
”Hvor mange mennesker har ikke prøvet at gå i sort før? Vi er jo ikke maskiner. Sig, ’det virker måske som om, jeg er gået i sort. I har helt ret. Giv mig lige to sekunder’, og gå så hen, og find dine papirer, og find ud af, hvad fanden du skal sige. Det er først, når man står og prøver at skjule det, at det bliver pinligt. Vær menneskelig. Det er også det, der gør, at vi køber ind på personen”, som Stefan Pagels Andersen siger.