Andreas Morthorst blev sidste år udnævnt som økonomidirektør i Tivoli i en alder af bare 35. Et udpræget konkurrencegen har både været hans hjælper og modstander undervejs i lynkarrieren
“Når jeg spiller fodbold, så råber og skriger jeg, fordi jeg ikke kan holde ud at tabe.”
Det siger Andreas Morthorst, der sidste år blev udnævnt til økonomidirektør i Tivoli.
“Altså jeg skælder ikke ud, jeg kan bare ikke holde ud at lade stå til,” retter han sig selv, med et lille grin.
Og rettelsen er vigtig. For den 36-årige århusianer er et udpræget konkurrencemenneske. En egenskab der har ført ham langt op ad karrierestigen, men også et karaktertræk som han har brugt de seneste år på at bekæmpe.
Andreas Morthorst er en mand med et blødt håndtryk og et oprigtigt, lidt genert smil. Han har foldet sine 1,88 meter sammen i en lænestol i loungeområdet på brasseriet Nimb i Tivoli. Udadtil er der noget drenget over den unge topleder. Hans øjne smiler, og hænderne gestikulerer energisk. Men kigger man på hans CV, afspejler det nærmere erhvervserfaringen for en halvtredsårig.
I september sidste år blev han udnævnt til økonomidirektør i Tivoli. Én af Danmarks yngste økonomi-top-chefer i en af verdens ældste forlystelsesparker med over 800 ansatte. Inden da var han det økonomiske knudepunkt i Scandinavian Tobacco Group (STG) i fem år, og endnu tidligere arbejdede han sig i 11 år op gennem PwC som revisor. I 2014 blev han kåret til årets unge erhvervstalent i kategorien finans og økonomi på Berlingske Business Talent 100-liste. Kort fortalt har Morthorst haft trykket fast-forward-knappen nede i sin karriere.
[fakta_boks_start]
Blå bog – Andreas Morthorst
Født: 1980
Uddannelse: 1999 HHX Student, Aarhus Business College
2003 HD i regnskab og økonomistyring, CBS
2005 Cand.merc.aud, CBS
2008 Statsautoriseret revisor
Karriere: 1999-2010 PricewaterhouseCoopers (PwC)
2010-2015 Scandinavian Tobacco Group (STG)
2015- CFO Tivoli
Honorering: Udnævnt som årets talent i Berlingske Business ‘Talent 100’ indenfor kategorien Finans og økonomi.
Privat: Gift med Trine, der er sygeplejerske. Far til en dreng på 10, og to piger på 6 og 4 år. Bor i Lyngby
Fritid: Familie og sport specielt løbetræning (har løbet en halvmarathon hver weekend hele vinteren)
[fakta_boks_slut]
Konkurrence som drivkraft
Som efternøleren i en søskendeflok på fem, har Andreas Morthorst altid kigget opad, og drivkraften til at ville frem i verden blev skabt i forholdet til hans storebror, der er syv år ældre end ham selv.
“Jeg har altid bare hadet at tabe både i sport og fagligt. Jeg ville være nummer et,” siger Andreas Morthorst og griner lidt, måske overrumplet af sin egen åbenhjertighed.
“Jeg har været drevet af mit konkurrencegen lige siden min barndom. Jeg så meget op til min syv år ældre storebror. Han var vildt god til fodbold, syntes jeg, og jeg øvede mig, og øvede mig, for at jeg kunne slå ham, også selvom konkurrencen var helt vild skævvredet, og det aldrig lykkedes. Det gjorde jo bare, at når jeg så konkurrerede på mit eget niveau, så skulle jeg bare være den bedste.”
Efter Andreas Morthorst startede i skole, begyndte han at jage topkarakterer i skoletiden og bolde i fritiden. Drivkraften kom ikke bare indefra, selvom en god portion lå her, men han har også været drevet mod stjernerne af sin mor.
“Min mor har helt sikkert også været med til at opdyrke mit konkurrencegen. Når jeg kom hjem fra skole og havde fået en superflot karakter, så sagde min mor altid “Det var meget godt, hvad fik de andre?” husker han.
Sådan fortsatte Andreas Morthorst sin jagt på prestige og toptunet økonomisk faglighed med syvmileskridt igennem sin ungdom på Aarhus Købmandsskole og op gennem de tidlige 20’ere.
Stødt og roligt avancerede han sig vej op gennem revisionsvirksomheden PwC, samtidig med at han studerede først sin HD i regnskab og økonomistyring og siden sin Cand.merc.aud på fuldtid ved siden af på CBS. Han blev gift allerede som 22-årig og fik sit første barn som 26-årig.
Opgøret med konkurrencegenet
Konkurrencegenet førte ham sikkert mod de mål han havde sat sig i ungdommen, hvor drømmene kredsede om store biler, rigdom og storartede titler. Men noget ændrede sig i slutningen af Morthorsts 20’ere. Han opdagede, at vindermentaliteten også har en bagside.
“Konkurrencegenet har også gjort, at jeg til tider har brugt alt for meget tid på at benchmarke mig selv i forhold til andre,” siger han eftertænksomt.
Den unge økonom opdagede, at konkurrencegenet i stedet for at give hans liv værdi begyndte at skygge for den integritet og indre motivation, han i virkeligheden fandt glæde i.
“Konkurrencegenet er en del af mit DNA, men i dag, bruger jeg faktisk en del energi, på at bekæmpe lige præcis den egenskab i min personlighed,” ræsonnerer han videre.
Andreas Morthorsts karriere i revisionsbranchen lå for hans fødder. Han var talentfuld, målrettet og arbejdsom, men det skulle vise sig for den unge komet, at det ikke var nok – i hvert tilfælde ikke for ham selv.
Han kiggede på de ledere og partnere, som omgav ham i branchen, og begyndte at stille sig selv spørgsmål som: Vil jeg derhen? – Vil jeg være som dem?
Da én af de rollemodeller, Andreas Morthorst havde, pludselig endte i en skilsmisse, stoppede han op og studsede.
Morthorst havde etableret familie tidligt og havde altid værnet om, at der også skulle være et privatliv, der fungerede. Pludselig så han sine forestillinger om fremtiden krakelere. Han indså, at det ikke nødvendigvis var lykken, han var på vej hen i mod.
Og det fik den unge økonom til at sadle om.
Den menneskelige leder
“Dét, der begyndte at ske inde i mig, var, at jeg kunne se, at jeg bare var ved at gøre det, alle andre gjorde. Jeg havde glemt at orientere mig mod endestationen og mærke efter i mig selv, hvilke værdier der var vigtigst for mig,” siger han og forklarer, “På det tidspunkt begyndte jeg at interessere mig for ‘det hele menneske’ – sådan i en 360 graders vinkel. Det var ikke længere nok for mig at være på jagt efter min egen karriere. Det begyndte i højere grad at interessere mig, hvordan jeg kunne påvirke andre folk omkring mig som leder.”
Da Andreas Morthorst i 2010 bliver hentet ind i en lederstilling i Scandinavian Tobacco Group (STG), mødte han en ny verden.
“Da jeg startede i STG blev jeg opmærksom på en anden ledelsesstil. Jeg fik nogle nye forbilleder, der prægede organisationer på nogle andre måder, end man gjorde i revisionsverdenen, jeg kom fra,” forklarer Andreas Morthorst.
Måden hvorpå disse forbilleder prægede organisationskulturer var præget af mere medmenneskelige kvaliteter, end han var vant til. En af de tidligere chefer, der stadig optræder som lidt af et forbillede hos Andreas Morthorst, er den tidligere topchef i STG Anders Colding Friis, der nu er administrerende direktør i Pandora. Specielt ét livssyn har han arvet fra denne mand, der engang sagde til ham, “Jeg genkender mennesker, på om de hilser på receptionisten”.
Morthorst begyndte at kigge indad på sine egne menneskelige kvaliteter. Han havde både oplevet i PwC og nu også i STG, at de medarbejdere, som han havde ledelsesansvaret for, skabte gode resultater samtidig med, at medarbejderne var topmotiverede individer. Han stillede sig selv spørgsmålet: Hvordan performer jeg, når jeg er i mit es?
“Jeg tænkte, hvis jeg kan motivere folk ved at videregive den energi, som jeg har – bare ved at være mig selv, og stadig skabe god resultater, så må jeg finde ud af, hvordan jeg opleves, når jeg har det allerbedst”, siger han.
“Alle mennesker er indehavere af en eller anden form for superkræfter. Dem skal man være bevidst omkring. Ofte er det disse kræfter, der er årsagen til, at man har nået de resultater, man har. Men man skal også være klar over, at de superkræfterne har en bagside og give denne klarhed videre til sine medarbejdere,” siger han og fortsætter. “Hvis man tør at vise sine medarbejdere den sårbarhed, så har man meget at vinde. Det vil give dine medarbejdere en fornemmelse af, at deres indsats er værdsat i en helt anden grad, end hvis man giver udtryk for, at man kan det hele selv.”
Man skal se sig selv som en kaptajn
Andreas Morthorst er inderligt optaget af virksomhedskultur og menneskeligheden, der udgør DNA’en bag de topchefer, som klarer det allerbedst.
“Du skal se toplederen som kaptajnen på et skib. Som kaptajn skal du sørge for at få skibet i havn – du skal altså styre det i den rigtige retning, det vil sige, at du skal træffe de beslutninger, der gør, at du vinder markedsandele og vinder nye kunder. Samtidig skal du have respekt for, at du ingen vegne kommer, hvis du ikke får hjælp af dit mandskab. Du skal have respekt og udvise en afhængighed af dit mandskab – de er din motor, du skal i højere grad være med til at sætte kursen”, siger han.
“De to egenskaber skal man have for at være en god leder. Nogen har fokus på kulturen – andre har fokus på retningen. Jeg tror den bedste leder, mestrer begge dele,” slutter han.