En bærbar computer og frihed under ansvar er vejen til mere effektive og glade medarbejdere. Dansk jobportal er klar til at spinde guld på de såkaldte digitale nomader, der har udskiftet kontoret med hjemmearbejde under eksotiske himmelstrøg
En større og større gruppe professionelle inden for IT og kreative fag er lige nu i færd med at sige farvel til kontorer, kantiner og kedelige møder. I stedet for den sædvanlige 8-16-ramme vil de selv bestemme deres arbejdstid og, fremfor alt, arbejdssted. Gruppen kaldes ofte for ‘digitale nomader’, men betegnelser som ‘location independent’ eller ‘remote workers’ florerer også. De rejser rundt i hele verden; nogle uden fast tilholdssted. Det vigtigste for den nye gruppe af mobil arbejdskraft er stabilt wifi, og så kan de ellers passe deres jobs.
En af dem, som er med til at blæse til kamp mod de gængse arbejdsrammer, er danske Nadja Ramm. Hun er medstifter af platformen RemoteJobs.it – en hjemmeside, som finder og samler IT-jobs, som kan udføres ‘remote’. Det vil sige, at arbejdsgiveren ikke forventer eller kræver, at de ansatte møder ind på kontoret.
“Der er kæmpestor efterspørgsel på IT-kompetencer inden for stort set alle brancher lige nu. Der bliver hele tiden lukket projekter, fordi virksomheder alle steder fra Silicon Valley til København ikke kan finde nok folk. Så det giver en kæmpe konkurrencefordel, hvis man søger over hele verden og ikke bare lokalt,” forklarer Nadja Ramm.
Hun fortæller, at verdens mere fremsynede virksomheder – firmaer som Facebook og Buffer – allerede har fået øjnene op for, at dygtige medarbejdere ikke behøver et fast skrivebord for at kunne levere. Til gengæld har folkene bag den nye jobportal stadig en oplysningsopgave over for en stor del af de mere konservative danske og udenlandske virksomheder.
“Vi ser det lidt som en del af vores opgave at være med til at starte debatten og spørge ‘Hvorfor skal vi ind på det der kontor?’ Der er en udvikling i gang lige nu, men den går langsomt, fordi der stadig er en del chefer, som tænker ‘du skal da være på kontoret. Jeg skal kunne se, hvad du laver’. Men det kan de jo alligevel ikke. Folk kan i princippet have siddet og kigget på Facebook hele dagen, selvom de har været på kontoret i otte timer.”
Verdens bedste virksomheder er ‘remote’
Den danske entreprenør får opbakning fra nogle af Silicon Valleys helt tunge drenge. Kontoret er ganske rigtigt passé, mener folk som WordPress-grundlægger Matt Mullenweg. I virksomheden Automattic, der håndterer WordPress’ kommercielle aktiviteter, er det reglen og ikke undtagelsen, at de ansatte befinder sig i alle mulige afkroge af verden.
“Automattic har hovedkvarter i San Francisco. Vi har brug for et sted, vi kan modtage post og holde møder. Men der er kun tyve personer til stede på kontoret. 95 procent af firmaet sidder et andet sted end i San Francisco. Vi har tæt på 400 mennesker til at sidde over hele verden i mere end 47 forskellige lande. Det hele handler om, hvordan man hyrer. Der er nemlig masser af talentfulde folk, som ikke lige bor i New York, Boston og San Francisco,” forklarer han i dokumentarfilmen ‘One Way Ticket’, der endnu ikke er udkommet.
Se uddrag fra One Way Ticket
“Vi har altid ment, at fantastisk arbejde og samarbejde kan klares online. En gang imellem bliver man nødt til at mødes, så de fleste i firmaet rejser tre til fire uger om året, hvor de møder deres kollegaer, men de resterende 48 uger kan de være, hvor de vil, så længe der er en god internetforbindelse,” uddyber han.
Matt Mullenweg mener dog også, at det har en anden markant effekt at overlade en høj grad af selvbestemmelse til medarbejderne.
“De firmaer, som giver deres ansatte mulighed for at arbejde, hvor de vil i verden og bestemme deres eget timeantal, vil ganske enkelt tiltrække de dygtigste medarbejdere, fordi de vil tænke logisk over det og spørge sig selv, ‘hvorfor skal vi pendle til Mountain View (by i Silicon Valley red.) hver eneste dag og sidde til alle disse møder?’ Måske har jeg lyst til at bo i Mountain View en del af året, men om sommeren vil jeg hellere til Italien, Thailand eller Australien? Det handler om at give dem fleksibiliteten til at bestemme over deres eget liv. I fremtiden kommer firmaer til at arbejde på den måde, eller også vil de blive overhalet af firmaer, som gør det. De klogeste folk i verden foretrækker at arbejde på den her måde,” slår han fast.
Farvel til møder
Nadja Ramm påpeger, at der sker noget interessant med medarbejdere, som ikke længere sidder på et kontor. Lige pludselig handler det om output i stedet for blot ‘at være til stede’.
“Der er mange fordele ved at lade folk arbejde hjemmefra. Der er undersøgelser, som viser, at remote medarbejdere er gladere og 13 procent mere effektive end deres kollegaer og har færre sygedage, blandt andet fordi det ofte er ok at arbejde på trods af en slem forkølelse eller anden mild sygdom, hvis man slipper for at tage ind på kontoret,” siger hun.
“Lige pludselig undgår man også at spilde en masse tid i forbindelse med møder. Mødekulturen i Danmark kan engang imellem være grotesk,” siger hun.
“Når du arbejder online bliver du mere vurderet på det, du leverer, end på om du har stemplet ind og været fysisk tilstede på kontoret. Det er nok en af grundene til, at remote-arbejdere er mere effektive. Det er de nødt til at være, for de skal levere et eller andet. Man kan ikke bare snakke sig ud af det. Det er pludselig meget tydeligt, hvad man får fra hånden.”
Den 35-årige entreprenør forklarer, at det først og fremmest er webbaserede virksomheder og IT-branchen, som er hoppet med på bølgen. Det kan der være flere grunde til: IT-organisationer er generelt nogle af de mest eksperimenterende i forhold til deres organisation, og samtidig er en stor del af arbejdet i forvejen digitalt, lyder vurderingen blandt andet.
“Grunden til, at vi fokuserer på tech lige nu, er, at der mangler IT-medarbejdere over hele verden. Personligt synes jeg dog også, at det er rigtig spændende med andre brancher. Det kan være folk der skriver, laver marketing eller projektledere. Der er mange muligheder, og det kan sagtens være noget vi bevæger os ind i,” forklarer Nadja Ramm.
En ny type frynsegode
En af ophavsmændene til ‘remote-kulturen’ er den amerikanske forfatter Tim Ferriss. Han udgav i 2008 bestselleren ‘The Four Hour Work Week’, hvor han råder folk til at forlade kontorlivet til fordel for lande med lave leveomkostninger og solskin. Hvor de fleste nok tænkte, at det var en kende utopisk, da bogen udkom, så har bevægelsen fået et helt andet seriøst skær, efter at wifi og smarte samarbejdsværktøjer er blevet allestedsnærværende elementer af arbejdslivet anno 2016.
“Det er muligt for langt flere mennesker – hvis de har lyst – at leve som digitale nomader i dag,” fortæller Tim Ferriss i ‘One Way Ticket’, der netop stiller skarpt på digitale nomader og remote-arbejdere.
“I dag har du ikke bare instant message-services og ting som Skype og Slack, men du har en hel række af værktøjer, som du kan bruge til at bygge kæmpestore firmaer helt uden al den infrastruktur, som traditionelle virksomheder var afhængige af,” siger han.
Tim Ferriss mener ligesom Matt Mullenweg, at et job uden kontorforpligtelser er en frynsegode, som kan lokke de dygtigste medarbejdere til at blive.
“I dag er der en mere fritflydende tilgang til karriere. Folk er et sted to år for derefter at tage et andet sted hen i to år. De ser det nærmest som en form for videreuddannelse, når de skifter jobs. Og som CEO bliver man nødt til at tænke over, hvordan man kan få sine ansatte til at blive længere tid. Nogle giver medarbejderaktier, men for at beholde og motivere talent kan det være noget helt andet, man bliver nødt til at gøre. Matt Mullenweg og hans firma Automattic kan for eksempel få fat i langt flere talenter ved at være fordelt over hele verden. De behøver ikke at forsøge at overbevise folk om, at de skal flytte. Og de kan tilbyde fordele i forhold til at ansatte kan spare penge,” siger Ferriss med henvisning til, at medarbejdere dermed kan bo steder som Sydøstasien, hvor en dollar rækker meget længere end i The Bay Area.
“Jeg tror der er ved at ske et skift. Der er nok succeshistorier derude. Teknologien har vist sig at være så succesfuld og fleksibel, at næsten alle i hvert fald kan dyppe deres tæer i vandet og teste enkelte aspekter af ‘location independence’,” siger han.
Sommer i Danmark og vinter i Thailand
Holdet bag RemoteJobs er også spredt over hele verden. Nadja Ramm holder til i den behagelig bjergby Chiang Mai i Thailand, der i blogosfæren for digitale nomader fremhæves som bevægelsens hovedstad. Men af og til kan man finde hende på en strand i regionen eller i Mexico, Los Angeles eller ‘blot’ hjemme i København. Hendes medstifter og partner Benny Aarup befinder sig skiftende steder i verden, ligesom dele af teamet holder permanent til i Serbien, København og Bangkok.
“Det var sådan min partner fik idéen til portalen. Han arbejder selv som UX- og webudvikler og oplevede, at det var besværligt og enormt tidskrævende at lede efter remote jobmuligheder på diverse eksisterende jobportaler. Han manglede en søgemaskine med remote it-jobs, som ikke blot var kortere projektansættelser eller freelancejobs, som man ser hos Upwork, og så var den eneste mulighed jo at starte noget selv,” siger Nadja Ramm, der har en baggrund som cand.soc fra CBS.
Hun fortæller, at det bestemt ikke hæmmer den lille startup at være spredt for alle vinde.
“Det fungerer bare, at vi ikke skal ind i et mødelokale og snakke det hele ihjel. Det hele bliver meget mere effektivt. Som regel tager vi bare en snak på Skype, når der skal træffes beslutninger. Og ellers bruger vi værktøjer som Facebook, Dropbox og Google Docs til kommunikation og samarbejde,” siger hun.
På det personlige plan savner Nadja Ramm heller ikke kontoret.
“For mig er den største gevinst helt klart, at jeg kan være ‘location independent’. Har jeg lyst til tage en ’workation’ på stranden kan jeg gøre det. Skulle der – gud forbyde det – ske noget med et familiemedlem, så kan jeg sagtens rejse hjem til Danmark uden at skulle frygte for at miste mit job. Det der med at være geografisk uafhængig er en virkelig rar følelse,” siger hun.
Selvom Nadja Ramm selv har valgt at bosætte sig i Thailand, er det ikke nødvendigvis den vej, hun ser de fleste remote-workers tage.
“Tit bliver den her måde at arbejde på forbundet med unge mennesker, som har lyst til at rejse. Men du behøver ikke at flytte til Thailand for at arbejde remote. Du kan sagtens bo i Lejre. Man snakker meget om manglende jobs i udkantsdanmark, men man kan bare arbejde remote. I USA ser man en bevægelse med ‘work-at-home moms’ lige nu. På den måde er det ikke kun en livsstil for singler uden børn.”
RemoteJobs er lige nu i dialog med flere potentielle investorer. Den langsigtede plan er at lancere versioner på flere sprog end engelsk samt eventuelt at skabe en løsning eller indgå partnerskaber i forhold til rekruttering.
[fakta_boks_generel_start]
Faktaboks: Derfor er kontoret på vej ud
- En undersøgelse fra Stanford University viser, at medarbejdere, der ikke sidder på et kontor, er mellem 13 og 22 procent mere effektive end deres kollegaer.
- Automattic, IBM, Amazon, Apple, Salesforce, Oracle og Dell lader alle deres medarbejdere arbejde remote.
- 68 procent af de amerikanske millennials ser remote work som værende et plus hos potentielle arbejdsgivere, viser en undersøgelse fra 2015 fra AfterCollege. Det er dermed mere værdsat end ‘sociale aktiviteter’ og ‘gratis snacks og drikkevarer’ (Hhv. 65 og 62 procent).
- Remote work giver ifølge Harvard Business Review overraskende nok en let øget følelse af engagement og tilknytning til arbejdspladsen sammenlignet med traditionelt kontorarbejde.
[fakta_boks_slut]