Tidligere stjernehåndboldspiller Camilla Andersen brugte sin udholdenhed, flid og handlekraft fra sporten, da covid-19 ramte, og hun måtte kæmpe for sit rejsebureaus overlevelse. Alligevel mener hun, at man skal passe på med at se teknikkerne fra sport som nøglen til at få high performance-teams til at lykkes.
Det er midten af marts 2020. Travel Sense har haft travlt, siden Camilla Andersen stiftede rejsebureauet med speciale i sportsrejser i 2002. Men fra det ene øjeblik til det andet er der blevet helt stille. Et par dage tidligere har regeringen lukket Danmark ned på grund af en ny virus, og med et er alle rejser aflyst, og rejsebureauet taber 98 procent af omsætningen på en uge.
Camilla Andersen har ellers endelig opbygget det perfekte team. Du ved, et af de teams, hvor alle samarbejder om samme mål, imens processen og vejen dertil både er inspirerende, sjov og givende og bestemt ikke hænger på træerne. Det ved Camilla Andersen. Hun har prøvet at være en del af et af de mest markante high performance-teams i dansk sportshistorie – det danske kvindelandshold i 1990’erne, som med et vendte op og ned på hele håndboldverdenen. Hun har senere i sin karriere også prøvet at være på et hold, der ikke vandt en dyt, fordi det var fyldt med stjernespillere. Derfor ved hun, hvad det perfekte hold er lavet af, men også, at det ikke er nemt at skabe og vedligeholde.
Så lige der tager hun en beslutning. Ingen bliver afskediget. En beslutning, som hun tager igen og igen i de kommende to år, hvor lønkompensationen ophører, indtægterne falder, og gælden stiger. Camilla Andersens medarbejdere tager til gengæld også en beslutning om at blive, hvilket en overgang betyder en lønnedgang på 50 procent. For de ved også, hvad det vil sige at være en del af et team, som bare fungerer. Og det har man ikke lyst til at forfalde. ”Jeg kunne, som andre gjorde, have trukket stikket og vendt tilbage, når det hele havde lagt sig. Men det er ikke i min natur, og det kommer helt sikkert fra sporten. Jeg har grædt og kæmpet, men holdt fast, fordi jeg ved, at kunsten i high performance er at finde ud af, hvad der skal til for at nå toppen. Mit mål var at betale kunderne tilbage og beholde mine medarbejdere. Jeg gik derfor efter at få hver en krone tilbage fra leverandørerne og skar alt unødigt væk,” siger Camilla Andersen.
Hun sukker tilfreds. Ved hjælp af strategi, vedholdenhed, insisteren, passion og en god portion is i maven overlevede Travel Sense – og mere end det. ”Vi er oppe igen med 200 procent, og jeg satser på, at jeg inden året er omme har betalt min gæld tilbage,” siger hun.
Få dig en uddannelse
For Camilla Andersen kommer det med high performance naturligt. Med 846 mål bag sig, har hun her snart 20 år efter stadig rekorden, som den mest scorende kvindelige danske håndboldsspiller nogensinde. Hun har nået toppen og selv valgt, da det var tid til at stoppe, for hun ville bygge noget andet op; rejsebureauet, som hun dernæst gav alt af sig selv. Camilla Andersen startede til håndbold som 12-årig tilbage i midt 1980’erne. Hendes forældre havde selv spillet på håndboldlandsholdet, så det var ikke fordi, æblet faldt langt fra stammen. Men der var ikke mange håndboldklubber i Bagsværd, hvor hun voksede op, og selv var hun ikke så god til det med det sociale og selvtilliden og foretrak at hænge ud med sine søskende, broren Kristian og tvillingesøsteren Charlotte. Men da Charlotte startede til håndbold i Virum, lokkede hun sin søster med, og da Camilla fik bolden mellem hænderne, var der ingen vej tilbage.
Det er dog ikke altid nok at være den bedste. Også selvom man formår at score 22 mål i én enkelt kamp, hvilket hun engang har gjort. I slut 80’erne, start 90’erne, var dansk kvindehåndbold ikke noget, som fik opmærksomhed, og Camilla Andersen overvejede derfor aldrig, at det var en sport, som hun kunne leve af. ”Mine forældre insisterede på, at jeg skulle have en uddannelse, og det er jeg dem meget taknemmelig for i dag,” siger Camilla Andersen og fortsætter: ”Selvom jeg endte med at kunne leve af håndbolden, blev uddannelsen noget, der kunne tage mig videre, da jeg ikke længere havde lyst til at spille, og det har været en lettelse at have noget andet, som jeg brændte for.”
Men der skulle gå nogle år, før Camilla Andersen fik behov for at komme videre. For hun skulle først lige blive en del af det kvindelandshold, som træner Ulrik Wilbek fik helt op på tinderne.
”I start 90’erne sad Østeuropa på kvindehåndbolden. Ulrik Wilbek så logikken i at træne ungdomsholdene og landsholdene på tværs, så der kom en rød tråd i taktikken, og det viste sig, at netop taktik ville blive sindssyg vigtigt mod østeuropæerne. Vores taktiske overblik gjorde, at de ikke vidste, hvilket ben de skulle stå på, og pludselig havde vi dem,” fortæller Camilla Andersen:
”Jeg ser mig selv som så heldig, fordi jeg som high performer fik mulighed for at spille på sådan et hold. Det er vanvittigt afgørende, at et hold fungerer, for uanset hvor dygtig du er, kan du ikke vinde uden dem.”
Sport er ikke løsningen på alt
Selvom Camilla Andersen brugte sin udholdenhed fra sporten, da hun skulle redde sit rejsebureau under Covid-19-pandemien, mener hun dog ikke, at high performance, som man kender den fra sportens verden, kan overføres direkte til virksomheder. ”Anja Andersen og Ulrik Wilbek havde i sin tid et anstrengt forhold, men de vidste begge to, at de havde brug for hinanden. Sådan er det i sport. Hvis du vil spille på et hold, må du finde dig i træneren. Den går ikke i en virksomhed. Der er ingen medarbejdere, der vil finde sig i mig, hvis jeg er kropumulig – så smutter de jo bare,” forklarer Camilla Andersen og fortsætter: ”Omvendt kan du i sport jo også bare skifte en spiller ud eller sætte dem på bænken – det går altså ikke med fagforeningerne, og mon ikke det er meget godt. Men derfor kan det også tage lang tid at opbygge det rigtige team.”
Og så er der tonen. Camilla Andersen ryster lidt på hovedet og siger så: ”Tonen er ofte urimelig hård i sport, og det går måske, hvis du skal vinde en kamp, men det er uacceptabelt på en arbejdsplads. Begyndte jeg på sådan noget, ville jeg jo bare skabe et usundt arbejdsmiljø. Og så er der jo også det med, at du ikke kan forvente, at folk vil give alt for din virksomhed – det er bare et arbejde for dem, selvom det er min baby, og det er ok. Men det er derfor, man skal passe på med at tro, at sport bare er løsningen på at få medarbejderne til at high performe i en virksomhed.”
Camilla Andersen bruger dog en del fra sporten selv, og det fortæller hun mere om i denne måneds podcast, som du kan høre lige her. Fliden, vedholdenheden, selvmotivationen, handlekraften, at bruge sin energi på det rigtige og tage ansvar –det smitter også af og gør, at teamet er så velfungerende. ”I sport æder man nogle kameler, og man behøver jo ikke at være venner for, at holdet vinder. Målet er her det vigtigste. På et kontor er processen faktisk det vigtigste, for selvom mine medarbejdere gerne vil arbejde meget, gør de det ikke for at blive verdensmestre. For dem er dagligdagen det afgørende,” siger Camilla Andersen og tilføjer:
”Det betyder dog ikke, at der ikke nogle gange skal tages nogle svære valg. Jeg ved instinktivt, hvad der er det rigtige at gøre, både som virksomhedsejer og leder, og det skal jeg lytte til. Før i tiden havde jeg tendens til at satse på folk, selvom jeg intuitivt vidste, at de ikke var rigtige for virksomheden – for de var jo gode på papiret. Det har skabt problemer for mig at overhøre mine instinkter, så jeg har lært mig selv at sove på det og så sige nej.”
Har ikke rørt en håndbold siden
Camilla Andersen lyttede også til sin mave, da hun stoppede med håndbolden. Det var kommet langsomt snigende, men hun endte faktisk med at stoppe på landsholdet fra den ene dag til den anden. ”I årene op til var jeg blevet uddannet indenfor rejsebranchen, og jeg havde startet mit ejet rejsebureau. Det var der, jeg havde lyst til at lægge min energi, og da jeg en dag lå på sofaen og gloede hubertusjagt, og gik det op for mig, at jeg hellere ville det end at stå op og spille kamp,” siger Camilla Andersen: ”Og så vidste jeg tiden var inde.”
Siden den sidste kamp i Slagelse i 2005, har Camilla Andersen ikke rørt en håndbold. For hende var håndbold arbejde, og når hun ikke synes, det er sjovt længere, har hun brug for at komme videre. Hun elsker det høje gear, at det går lidt hurtigt, at der er noget på spil. Måske det lyder sært, men der er bare ikke ret meget på spil, når man har vundet OL-guld og EM-guld to gange – det skulle da lige være også at vinde VM-guld for anden gang. ”Det lyder privilegeret, men det var bare ikke udfordrende længere. Jeg er så udpræget en motivationsspiller, at jeg trækker holdet ned, hvis jeg ikke gider,” siger Camilla Andersen: ”Lad mig give et eksempel: Da jeg for første gang løb Berlin-maraton, græd jeg af glæde bagefter. Det har jeg aldrig gjort, da jeg var håndboldspiller, og jeg er lige så stolt af at have gennemført det maraton, som nogle af mine håndbold-medaljer. Det handler om at opnå noget, som man har kæmpet for.”
Grundlæggende er Camilla Andersen nok bare der, hvor hun har brug for at tilrettelægge sit arbejdsliv anderledes. Arbejde på en anden måde, få lidt mere ro på og ikke rejse hele tiden. Bruge de ting, som hun har lært i sporten til at sikre en high performance i rejsebureauet uden nødvendigvis hele tiden at være den, der high performer. ”Jeg vil gerne være gældfri, som jeg var før corona, men jeg har ikke behov for at tjene 150 millioner om året. Jeg vil hellere blive inspireret, motiveret, lære, levere og have det sjovt. Jeg vil være mere i Spanien, spille golf, besøge venner og familie – alt det, jeg ikke har tid til nu,” siger Camilla Andersen: ”Derfor er planen, at jeg vil træde lidt tilbage og ansætte lidt flere. Næste år bliver jeg 50, så jeg kan heller ikke tåle at fortsætte som high performer for altid.”
For livet har også sat sine spor. Et år før corona gennemlevede Camilla Andersen og hendes familie en tragedie, da hendes bror Kristian, døde af en hjernesvulst kun 44 år gammel. Travel Sense kørte i 2019 på højeste gear, mens hun fløj i pendulfart frem og tilbage fra London, hvor broren boede. Året efter gjorde corona sit indtog og satte Camillas liv på endnu en prøve. ”Da jeg kæmpede for Travel Sense, tænkte jeg nogle gange, hvorfor jeg blev ved, hvordan jeg kunne. Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg se, at jeg i 18 måneder var i konstant alarmberedskab på grund af min brors sygdom. Hans død gav mig en modstandskraft, for hvad var det værste, der kunne ske, når intet er så slemt som at se sin bror dø,” siger Camilla Andersen og bliver så tænksom: ”Jeg bliver ikke en af dem, som efter min brors død har set lyset og nu mener, at arbejde ikke er vigtigt. Jeg synes, det er vildt vigtigt at lave noget, som man synes er sjovt – min bror elskede også at arbejde. Men hans død har lært mig, at arbejde ikke er alt. Og dét er nok sundt at lære – også selv når man high performer.”