Er du typen, der har alle dine dokumenter nøje organiseret i mapper? Eller ligger de mere hulter til bulter på skrivebordet eller i skyen?
Mange har nok haft den tanke, at det ville være enormt lækkert, hvis man kunne opfinde en maskine, der kunne klare oprydningen og tage opvasken. En sådan går der nok lidt tid, før vi får. Men. Ikke desto mindre er der en digital version på vej.
Cloud-systemet Box arbejder nemlig på et system, der vil lure i filerne og sortere dem automatisk i mapper og med relevante søgeord, så man hurtigt kan fremsøge alt fra mødereferater til videoen af chefen, der danser på bordet til firmajulefrokosten. En slags kunstigt intelligent arkivar, om man vil. De satser dermed på et system, der skal kæmpe med Dropbox og Google om at blive virksomhedernes foretrukne cloud-system. Det skriver MIT Technology Review. Så hvis du er typen, der har rod på skrivebordet og glemmer at putte ting i mapper, er der altså hjælp at hente.
Kunstig intelligens arkiverer
Det er dog ikke en medarbejder, der kommer til at sidde og lure i dine filer. Det er derimod en kunstig intelligens, der skal læres op med machine learning. Du sparer dermed dig selv for at lægge dokumenter i mapper og tagge søgeord, så du hurtigt kan søge relevante filer frem. Det gør Box for dig. Du kan dermed også søge på ord, der ikke direkte fremgår i dokumentet. For hvad kaldte du egentlig mødereferatet fra sidste sommer?
Læs også: Kunstig intelligens hjælper dig til at skrive perfekte mails
“Den måde, man søger internt i virksomhederne i dag, stinker,” siger Aaron Levie, der er Box’s CEO, til Technology Review. Han argumenterer samtidig for, at det, hans ingeniører arbejder på i øjeblikket, fundamentalt kan ændre den måde, man arkiverer filer og søger dem frem igen.
“Jeg vil for eksempel kunne bede systemet finde samtlige pressemeddelelser om et emne, og den ville finde det frem for mig. En tilgang, der ville være ubrugelig i dag,” siger han.
Skal på sigt automatisere rutineopgaver
I dag vil man nemlig ofte bruge tid på at navngive dokumenter, så man er sikker på at kunne søge dem frem. Det kan man spare sig selv for. Samtidig kan flere medarbejdere arkivere filer i skyen uden at rode rundt i systemet. For en ting er de filer, du kun selv skal bruge, men hvis flere skal have adgang til en række regneark eller lister, kan det hurtigt blive noget rod.
Aaron Levies hold har nu i en længere periode fodret det nye system med flere tusinde forskellige typer filer. Systemet bygger på et stort neuralt netværk, som med tiden skal modnes, hvis det skal arbejde helt præcist – for hvis det ikke er præcist og intelligent, vil det være ubrugeligt.
Samtidig arbejder Box-holdet på at udvikle en måde, man kan automatisere rutine-opgaver. Men det bliver først aktuelt, når første version sidder i skabet.