Arbejdsmarkedet er midt i et paradigmeskifte, hvor kritik, etik og fællesskab vil få en fremtrædende rolle. Det er i stærk konflikt med måleinstrumenterne i HR, der ikke indfanger de nye tider, mener ledelseseksperter. De forudser en krank skæbne for HR.
Ledelsesekspert og erhvervsblogger på Børsen Alexandra Krautwald og fremtidsforsker Mettelene Jellinggaard er ikke imponerede over den frugt, virksomheder kan plukke efter 20-30 år med HR-afdelinger. For HR-afdelingerne har ikke fokus på det paradigmeskifte, vi er underlagt i disse år, hvor adfærdsledelse, konstruktiv kritik og fællesskab erstatter selvledelse og selvrealisering og krav om et evigt, køligt overblik.
’Får HR-medarbejderen så lov til at leve?’, spørger vi.
”På den korte bane, så har HR jo en del år tilbage. På den lange, så nej”, siger Mettelene Jellinggaard og tilføjer:
”De forstår ikke det paradigmeskifte, der er under opsejling”.
”HR får ikke lov at leve, fordi konceptet ikke har gjort sig selv gældende over for den administrerende direktør. De har udspillet sig selv på nogle nøgle- og KPI-områder. Det er den største grund til, de ryger ud. De har ikke bidraget med nok”, siger Alexandra Krautwald og peger på, at mange HR-medarbejderes måleinstrumenter har flere blinde vinkler for de kompetencer, fremtiden vil efterspørge. Hendes kritik er dog helt overordnet, at HR ikke har leveret, hvor de skulle.
”HR-chefen blev ansat i tidernes morgen til at hjælpe medarbejderne og være deres coach og til at være bindeleddet for medarbejderne ind til direktionen, så flere ting kunne gå op i en højere enhed. Det skete ikke rigtig, og så forsøgte man sig med en ny model, hvor HR-chefen røg op i direktionen og sidde, og blev slået sammen med kommunikationsenheder. Der jokkede de i spinaten, set fra den øverste direktørs synspunkt, hvor de ikke bidrog til forretningens initiativer og resultater”.
Den kritikforladte medarbejder
De to forskere har en ny bog under opsejling, der behandler fremtidens arbejdsmarked, og hvad mødet indebærer mellem ungdommen i generation Y (født mellem 1980-1995) og Z (1995-2012) på den ene side og generation X på den anden. Her har de to konsulenter og forskere set en markant ændring i værdierne, hvor den personlige udvikling, en høj grad af frihed og individualisme samt et stærkt lønfokus afløses af fællesskab, etik og moral, bæredygtighed og et ønske om at sætte grænser for arbejde og privatliv.
Alexandra Krautwald og Mettelene Jellinggaard ser det som en konsekvens af en ledelseskultur, der flere steder har spillet fallit. De taler i bogen – og her til F5 – om ”vrangforestillingen om det uendelige potentiale” om det gode liv og om, hvordan 70’er og 80’er-generationen med hjælp fra den teknologiske udvikling har skabt et grænseløst arbejdsmarked, der strider imod nogle grundlæggende menneskelige begrænsninger. Og netop den ”løgn” har HR-afdelinger købt ind på og ikke accepteret de menneskelige begrænsninger og behov for fællesskab og fritid.
”Idealet var at være selvledende, at være fri. Det vi er kommet frem til gennem flere års analyse er, at selvledelse er noget lort, hvilket vi har fået meget kritik for i flere år – både af medarbejdere og ledere. De fortæller os, hvad der fedt ved selvledelse, og når man så spørger til bagsiden, så bliver de tavse. For du er fri til at gøre, hvad du vil – også til at arbejde dig ihjel. Der er ingen, der kommer kl. 16.30 og siger ”nu lukker vi ned”, siger Mettelene Jellinggaard, hvortil Alexandra Krautwald tilføjer:
”Og så er det jo en karikeret frihed. For i takt med at man har åbnet op for frihed, har man også indsat mere kontrol for at sikre sig, at medarbejdere lever op til deres forpligtelser. Hvad er det så for en frihed? Du er fri, men ikke fri til hvad som helst”.
Og her kommer HR igen ind i billedet, mener Alexandra Krautwald, fordi det implicit ligger i HR-strategien, at organisationen bag er uden ansvar, hvis medarbejderen døjer med en psykisk ballast grundet hårde vilkår.
”Alle de HR-metoder, som er opfundet til at kontrollere folk – de måleinstrumenter og det man kalder intimteknologi, som konsekvent vender al kritik ind mod den enkelte medarbejder eller jobkandidat – de er meget undertrykkende kontrolmetoder”, siger hun.
Netop her har mange HR-strategier tabt i fremtidens helhedstænkende arbejdsmarked, hvor virksomheden er nødt til at tage medarbejderes kritik til efterretning, forklarer Mettelene Jellinggaard.
”Der er noget lidt skræmmende ved store dele af HR-mantraet. For hvis mantraet i dag er selvledelse, og et ’du er din egen lykkes smed’, så har HR-medarbejderen en stor magt i at køre al ansvar og kritik over på den enkelte medarbejder”.
Alexandra Krautwald tilføjer:
”HR-korpset blev bedt om at komme med en perfekt struktur af løgnen om selvledelse og selvrealisering i en sådan ny-buddhistisk fortolkning, hvor de fuldstændig har afvæbnet enhver kritik internt i en organisation”, og hun forklarer, at netop den interne, problemløsende kritik får en renæssance, da det som bekendt er svært at løse problemer, hvis man ikke anerkender, at de eksisterer.
Der kommer grænser for arbejde
Alexandra Krautwald og Mettelene Jellinggaard peger på, at HR-medarbejderen har været selve symbolet på, at den enkelte medarbejder skulle have et ’kald’ med sit arbejdsliv, og skulle være dybt involveret i egen selvrealisering. På den led har HR-afdelingen været katalysator for en falsk forudsætning om win-win, forklarer Mettelene Jellinggaard.
”Hele fortællingen er bygget op om et menneskesyn, der ikke holder stik. For det er bygget på en ønsketænkning om, hvordan vi kan arbejde, og hvad vi kan præstere. Inde i mit hoved hedder den win-win, ideen, som virksomheder og fagbevægelsen har bygget op, baserer sig på, at både medarbejdere og virksomheder vandt ved at udnytte ’individets uudnyttede potentiale’”, siger Mettelene Jellinggaard og tilføjer:
”Det gør, at der ikke er konflikter mellem arbejdstager og arbejdsgiver, men en pagt om at udvikle medarbejderen så meget som muligt. ’Du bliver fantastisk, og vi vinder ved, at du arbejder hårdt’. Det er en løgn. En lækker løgn, som medarbejdere har meget svært ved at give slip på, og som bygger på Østens religioner om bevidsthed og selvrealisering”.
Og her har HR-afdelingerne bidraget til urealistiske forventninger om, hvad den enkelte medarbejder kan præstere.
”Jeg har talt med mange HR-medarbejdere, hvor jeg har spurgt: ”Sæt nu, at mennesker simpelthen ikke kan leve op til det vækst-paradigme og den arbejdsmoral, I efterspørger? Hvad nu hvis det simpelthen ikke biologisk er muligt at indfri de forventninger?’ Svaret har flere gange været et prompte, ’Jamen så skifter vi dem ud’”, siger Mettelene Jellinggaard.
Hun tror ikke på, at det paradigme er gangbart, da fremtidens medarbejdere vil tage den menneskelige kapital og ressource langt mere alvorligt.
For de nye generationer ønsker ikke at brænde ud i stress og afmagt, som præger store dele af arbejdsmarkedet i dag, vurderer Mettelene Jellinggaard og Alexandra Krautwald. Her må HR indordne sig efter de menneskelige begrænsninger, hvis de skal klare sig i fremtiden og forblive relevante.
Mettelene Jellinggaard og Alexandra Krautwald vurderer, at rekruttering i stigende grad vil forblive hos HR-chefen eller den faglige leder. Den faglige leder skal til gengæld tage sig langt mere af personaleledelse end tilfældet er i dag på store dele af det danske arbejdsmarked.
Derfor vil der stadig være en platform for rekrutteringsarbejde, mener de, mens personaleledelse og arbejdsmiljø rykker ud af HR-afdelingerne.
De to erhvervsrådgivere arbejder lige nu på en bog om fremtidens arbejdsmarked. Den ventes at udkomme på Dansk Psykologisk Forlag i efteråret.