Når samtalen kommer ind på stress, er lederens første reaktion at løse stressen hos deres medarbejdere. I virkeligheden bør ledere dog starte med dem selv og tage deres egne stresssymptomer alvorligt uden at skamme sig.
”Ingen vil nogensinde ansætte mig igen.”
For seks år siden lå Trine Ry på sin sofa og stirrede op i loftet. Til daglig var hun stra-tegisk udviklingschef, men stressen var kommet som en tyv om natten og havde stjålet alt hendes energi og gåpåmod. Sådan følte hun det i alt fald. Men virkeligheden var en anden. Så man på fakta, havde Trine Ry levet med en blanding af et højt arbejds-pres og belastning i hjemmelivet i årevis, og en konflikt på jobbet var blot blevet den be-rømte dråbe. Altså en ganske menneskelig reaktion, hvor det snarere havde været mærkeligt, hvis hun ikke havde reageret. ”Ingen vil nogensinde ansætte mig igen,” sagde hun alligevel igen til sig selv: ”For ledere får jo ikke stress. Ergo må jeg være en dårlig leder.”
Trine Ry var bestemt ikke nogen dårlig leder. Men hvad ledere er dårlige til, er at mærke efter og indrømme, når de har det skidt. Hun gjorde som ledere er flest og pressede på, indtil kroppen og hovedet sagde fra. ”Ledelse er et højrisikofag i forhold til stress, fordi det er uforudsigeligt og følelsesmæssigt belastende, og det skal man trives i. Gør man det, er det jo også sjovt, og derfor er ledere som regel modstands-dygtige af natur og kan tage et højt pres. Men som leder kan stressen alligevel blive aktiveret af rigtig gode grunde, som ofte slet ikke handler om dig,” siger Trine Ry, der efter sin stresssygemelding satte sig for at færdiggøre sin master på CBS og skrive en afhandling om ledere og stress sammen med studiekammeraten Lene Lund Hansen.
Der var nemlig én ting, som undrede Trine Ry. ”Jeg havde ikke mødt en eneste leder, der som jeg havde været syg af stress. Men da vi dykkede ned i det, fandt vi frem til flere topchefer, der alle havde haft alvorligt stress,” siger Trine Ry. Og det satte tankerne i gang: ”Det her var dygtige ledere med styr på det hele, men alligevel var de blevet ramt, og vi ville undersøge, hvad der giver ledere stress, og hvorfor de er svære at hjælpe.”
Ledere bliver ikke syge
Gennemgående viste der sig at være en fortælling blandt lederne om, at de ikke blev syge, og i så fald var det ikke noget med at pive over det. Det var op igen, videre, frem-drift. ”I vores fokusinterviews fandt vi ud af, at ledere af samme grund ikke kunne mærke eller genkende stressen, og når tegnene så alligevel trængte sig på, overhørte de det – fuldstændig i tråd med det, jeg havde gjort. De kunne også nikke genkendende til at have mærket stresssymptomer i perioder og have arbejdet igennem det. Det var den følelse af at miste kontrol, da kroppen tog over, og de fik alvorligt stress, som var skamfuldt, for lederne havde en forventning til, at de selv kunne håndtere deres pro-blemer – herunder stressproblemer,” siger Trine Ry.
I dag er Trine Ry selvstændig konsulent og supervisor. Hun faciliterer også et netværk, der er et to-årigt projekt for ledere støttet af Velliv Foreningen. Her arbejder hun med at få lederne til at komme godt videre efter stress og finde ud af, hvad ”deres gode liv” er – både når det gælder arbejdsliv og privatliv. ”Stress hos ledere kan udløses af andre grunde end hos medarbejdere. Der er altid en årsag til stressen, men den er sjældent alene arbejdspres, fordi ledere generelt godt kan lide at arbejde og arbejde meget. I stedet kan stressen trigges af at have et stort ansvar, men ikke nok indflydelse – det oplever mange mellemledere. Det kan også være, at man føler sig alene med svære og vigtige arbejdsopgaver, hvor der ikke er en kultur for, at man i organisationen beder om hjælp, eller at man – som jeg gjorde – simpelthen ryger ind i en konflikt,” siger Trine Ry og tilføjer: ”Uanset hvad, ender det med en skam, fordi ledere føler, at de ikke har præsteret. Men ingen kan det hele, og hvis vi først får stress, er det meget usundt for organisationen, fordi det kommer til at gennemsyre det hele.”
Trine Ry mener derfor også, at man i virkeligheden burde starte med at forebygge stress hos lederne, fremfor altid at fokusere på medarbejderne. Udover det faktum, at det er ødelæggende for virksomhederne, kan det faktisk også smitte til medarbejderne, hvis lederen er stresset og alligevel går på arbejde. ”Ofte kan ledere ikke engang tale om stress, uden det kommer til at handle om, hvordan deres medarbejdere har det. Men i virkeligheden er medarbejderne bedre stillet end os, fordi de har hinanden at tale med, og derfor skal ledere her lære at tænke på dem selv,” siger Trine Ry og fort-sætter: ”I vores netværk ser vi, at selvom lederne er ramt af stress, så præsterer de ok og bonner ikke ud på stressbarometret, selvom de reelt er meget belastede. Derfor kan det tage lang tid, før omverdenen og endda lederne selv opdager det, og det er som regel der, hvor lederen pludselig en dag knækker og lægger sig.”
En skam-sandwich
Hvis du skal løse en stressreaktion, kræver det, at du får løst de problemer, der har ført til den. Derudover skal man restituere, så ens nervesystem kommer ud af det alarm-beredskab, som stressen har efterladt dig i. Ledere er dygtige til at handle, det vil sige, at de vil arbejde med problemet, men restitution i mange lederes hoved kan ofte – groft sagt – handle om at køre fuld fart på mountainbike i skoven – frem for at lægge sig på sofaen og lave ingenting, hvilket i virkeligheden er det, de har brug for. ”Lederne kan opleve at blive mødt med, at de skal sænke tempoet og arbejde lidt mindre, og passe på dem selv.
Men på den måde siger man faktisk, at ledere selv er skyld i stressen,” forklarer Trine Ry, der mener, at det ikke alene er tempoet og mængden af arbejde, som er problemet, men ofte helt andre eksterne omstændigheder. Når ledere så også tenderer til at dunke sig selv oveni hovedet for ikke at være stærke nok, bliver det nemlig en rigtig skam-sandwich. ”Skammen er meget svær at tale om, og de nedværdigende stemmer i hovedet bliver en kæmpe barriere. Jeg oplevede selv, hvor ødelæggende den var, for uanset hvor mange, der sagde, at jeg var sej, så troede jeg bare ikke på det – før jeg mødte andre ledere i samme situation,” siger Trine Ry.
Derfor opfordrer Trine Ry til, at stressbelastede ledere støttes igennem fællesskaber med ligesindede. Fra forskningen ved man, at det er gavnligt at møde andre i samme situation, som man kan spejle sig i. ”Som en fortalte mig, så er det at møde andre ledere, der også er eller har været belastede, en modgift til den ødelæggende skam-følelse,” fortæller Trine Ry, som sagtens kan genkende den følelse: ”Da jeg hørte de andres fortællinger om, hvordan de havde fået stress, kunne jeg se, at det ikke var, fordi de var dårlige ledere, men fordi de var ramt af svære vilkår. Det fik mig til at se min stress i en andet lys, og så forsvandt skammen.”