Over halvdelen af danske ledere mener, at det ikke er ok at blokere hjemmesider på personalets arbejdscomputere
Facebook og andre sociale tidsrøvere bliver i højere grad en del af vores liv. Også på arbejdspladsen. Det får dog ikke danske ledere til at gå ind for en blokering af hjemmesider, så deres ansatte ikke kan tilgå dem fra arbejdspladsen.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af F5 og Networking by Innovation Lab. Her mener hele 54 procent af de danske ledere, at det er decideret uacceptabelt for virksomheder at blokere adgang til hjemmesider. Undersøgelsen tager udgangspunkt i knap 800 besvarelser.
Og det er en positiv udvikling, mener Reimer Ivang, der er lektor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet. Det viser nemlig, at man som leder har tillid til sine ansatte.
“I et moderne ledelsesparadigme, hvor folk typisk er opgaveansat i stedet for tidsansat, giver det ikke mening at blokere specifikke hjemmesider og sociale medier, fordi man tror, at ansatte spilder tid på dem. I dag har vi jo et meget mere flydende arbejdsliv, hvor virksomheder også forventer, at jeg sidder derhjemme og svarer på arbejdsmails,” udtaler han.
Blokerer for datasikkerhed
En af de virksomheder, som har valgt at afskære medarbejderne fra adgang til de sociale medier, er forsikringsselskabet Codan. Her er forklaringen dog ikke, at man er bange for at medarbejderne spilder tiden.
“Vi har blokeret adgangen til sociale medier fra arbejdscomputere, fordi det er vigtigt for os at sikre de oplysninger, vi har om vores kunder. Det er vores hovedfokus,” fortæller Kia Høier Pedersen, som er PR og Social Media Manager hos Codan. Hun oplyser, at Codan blandt andet blokerer adgangen til Facebook, Twitter og Instagram, men at de ansatte dog stadig kan komme på de sociale medier med deres arbejdstelefoner.
“Medarbejdernes smartphones er ikke er koblet op til vores interne server, og derfor kan man komme på de sociale medier med dem. Grunden til, at vi har valgt at gøre det på den måde, er udelukkende for at sikre følsom data. Vi er ikke bange for, at de ansatte ikke kan administrere tidsforbrug på sociale medier,” siger hun.
Den forklaring har Reimar Ivang dog ikke meget til overs for. Han mener stadig, at det udviser mistillid fra ledelsens side.
“Generelt vil jeg sige, at det nærmere er et uddannelsesproblem mellem virksomheden og medarbejderne, og der kommer en blokering jo til at virke utroligt klodset.”
Undersøgelsen viser også, hvilke sider som virksomhederne oftest blokerer. Ikke overraskende er Facebook mest blokeret med 6,3 procent. Twitter er nummer to med 2,5 procent, og Instagram er lige i hælene med 2,4.
76 procent af virksomhederne blokerer ikke nogen hjemmesider, mens knap 17 procent ikke ved, om hjemmesider bliver blokeret.