Der er en samfundsforestilling om, at lederen skal være den altvidende superhelt, mener ekspert i arbejdsmiljø. Men medarbejderen har også en del af ansvaret, hvis organisationen skal lykkes.
Rådgivere, eksperter, forfattere. Alle bidrager de til at danne vores opfattelse af god og dårlig ledelse. Men de mange bøger, teorier og kurser om god nærværende ledelse ender med at fjerne fokus fra, ja, god nærværende ledelse. For med disse ting følger også forventninger til, hvordan lederrollen skal udfyldes. På den ene side står lederne med en forventning om, at kurser, coachingforløb og bøger gør dem i stand til at kunne det hele. På den anden side står medarbejderen og forventer en nærværende leder, der egenhændigt løser alle problemer.
Det forklarer chefpsykolog i Hartmanns og ekspert i arbejdsmiljø, Louise Dinesen. Ifølge hende er ledelsesdebattens store fokus på lederen som ”epicentret” alt for ensidigt, hvilket gør, at både lederen selv og medarbejderen får et billede af lederen som en altvidende superhelt.
”Der er en forestilling i samfundet om, at lederen skal være på en særlig måde, som i virkeligheden er meget lidt menneskelig. Det bliver et individualiseret projekt, hvor lederen vil forsøge at indfri de forestillinger for at være det, samfundet siger, han eller hun skal være”, siger hun og uddyber med, at det er en mere end vanskelig opgave for lederen.
”Det samfundsskabte ideal om lederen som en helt med superkræfter, der skal frelse os for smerte og lidelse, er umuligt for lederen at leve op til på egen hånd”, siger hun.
Glemmer at være til stede
Når lederen alligevel forsøger at knække koden og leve op til samfundets forventninger, står medarbejderen derfor tilbage med en oplevelse af, at lederen er mindre til stede. Det kan føre til, at medarbejderen begynder at tvivle på lederens evner.
”Der sker det, at medarbejderne står ved kaffeautomaten og taler om, hvorvidt lederen nogensinde ville opdage, hvis en kollega har det dårligt eller lignende. Det dræner organisationen, når medarbejderne føler, at lederen ikke er til stede”, siger Louise Dinesen.
Hun forklarer, at når lederne jagter svar på, hvordan man leder i forandring, håndterer svære samtaler og andre ledelsesmæssige udfordringer, glemmer de nærværet. Uden nærværet kommer de ingen vegne med de smarte teorier, og det er ikke kun medarbejderne, der påvirkes af det.
”Forskningsresultater fra Københavns Universitet viser, at noget af det, der presser ledere mest, er, når de ikke kan være nærverende overfor deres medarbejdere. De bliver mere belastede, når de ikke kan være ude på gulvet, og de føler ikke, de kan nå det, når de samtidigt skal have styr på ”det store why”, og hvad ledelsesbøgerne ellers handler om”.
Træd ud af kappens skygge
Der er råd for det, men ligesom det ikke kun er medarbejderen, der bliver ramt af lederens stræben efter perfektion, er det ifølge Louise Dinesen heller ikke kun lederens ansvar at arbejdspladsen fungerer.
”Ledelse har ikke ét center. Det har ikke én figur, og det er ikke én karakter. I virkeligheden er vi alle sammen med til at lede gennem de relationer, vi har på arbejdspladsen”, siger hun og fortæller, at man sagtens kan præge lederen i en retning, man finder mere gavnlig for egen videre udvikling.
”Hvis medarbejderen går rundt med uindfriede forventninger, så er hun også i psykologisk beredskab og under følelsesmæssig belastning. Det er her, at oplevelsen af uretfærdighed viser sig. Ved at se på, hvordan man kan hjælpe sin leder som menneske og ikke som leder, kan man ofte punktere det anspændte, og på den måde bidrage til at gøre både lederen og organisationen dygtigere over tid.”
For lederens vedkommende handler det om at smide masken, holde benene på jorden og skabe tryghed nok i organisationen til at han eller hun tør formidle sin egen utilstrækkelighed.
”Det ville være ærgerligt at tage helte-DNA’et helt ud af ledelsesligningen, for når superhelten er til stede, tager han ansvar og viser vejen. Det skal ledere stadig, men vi har alle et ansvar for, at lederen tør række hånden ud og spørge medarbejderen til råds”.